Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 13. september 2009

Tid til en øl - Badger First Gold / GB Piney

13. September 2009
I dag havde vi gæster til frokost. Det blev en vegetarisk udgave med pitabrød. Der var guacamole, humus og  tunmousse, samt æg og en rødbedesalat. Det smagte vældigt godt.
Jeg havde valgt 2 lyse øl.
Den første var fra Badger, som jeg tidligere har omtalt. Bryggeriet er fra 1777 og ligger i Blandfort, Dorset. I 1875 byggede man et nyt bryggeri på stedet og fandt på et nyt navn og et nyt logo – ”Badger” ( grævlingen )
De brygger en ale med navnet ”First Gold”, der er navnet på en populær dværghumle, der minder lidt om Goldings, men er mere bitter. Den er benyttet som ”Singel Hop” i mange forskellige ales – både her og i England.
Det er en let kobberfarvet ale på 4,0%, men smagen er god og typisk engelsk. Måske fik jeg snakket for meget med gæsterne, for jeg bed ikke mærke i så mange detaljer.
Den anden øl viste forskellen på engelsk og amerikansk stil. I ”Piney” fra Gourmetbryggeriet ( GB ) er der brugt amarillohumle, der giver en kraftig citrusaroma. De beskriver det selv som fersken og appelsin, og det kan måske også godt fornemmes. Øllet er brygget på både byg- og hvedemalt. Det er en kobberfarvet øl på 5,2%. Duften er som nævnt kraftig og øllet føles prikkende aggressivt i munden. Smagen er egentlig god, men så forsvinder den pludselig og efterlader en kraftig bitterhed som det eneste. Det er for brat et skifte, der virker skuffende på mig. Det føles meget tomt. Bitterheden virker i sig selv ikke befordrende for en ny tår.
Karakter 2+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar