Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 14. september 2009

Tid til en øl - New York Lager

14. September 2009
I dag har jeg siddet til møde hele dagen. Det er jeg ikke vant til, og selv om det ikke er fysisk krævende, bliver man noget så tung og træt i hovedet. Godt, jeg ikke skal det hver eneste dag.
I starten af 1980erne begyndte de amerikanske mikrobryggerier at dukke op, og på Østkysten var der i første omgang 2 bryggerier, der manifesterede sig – Boston og Brooklyn. Begge disse bryggerier fandt gamle opskrifter fra før forbudstiden frem og bryggede bla. tyske/østriske lagerøl – den såkaldte wienerøl.
Wienerøllet blev skabt i 1841 af Anton Dreher. Han havde været på studietur i England med sin ven Gabriel Sedlmayr, og var blevet inspireret af de engelske pale ales. Englænderne var begyndt at bruge koks, når malten skulle tørres, og dermed kunne de bedre styre temperaturen og de undgik også røg. Så de kunne tørre lys malt ved lave temperaturer. Tørringen foregik ved 90 – 100 grader ( hvilket er lidt mere end ved pilsnermalt ), så malten fik en anelse farve. Den går under navnet pale- ale-malt.
Dreher tog sin viden med sig hjem og begyndte at brygge pale ale, men da Gabriel Sedlmayr begyndte at få styr på undergæring, forsøgte Dreher at fremstille en lys undergæret øl. Og i 1841 lykkedes det, at lave verdens første lyse lagerøl.. Wienermalten, der ligger til grund for øllet, ligner pale ale malten meget.
Denne øltypen blev siden fortrængt af pilsneren, men dukker så op i det østlige USA i 1980erne.
”Samuel Adams Boston Lager” er en rigtig wienerøl, hvor der er tilsat tysk humle, men New York bryggeriet ”Brooklyn” fremstillede en amerikansk udgave baseret på amerikansk humle. Og det giver jo en helt anden, mere citrusagtig smag. Dette var også en variation, der fandtes i USA før forbuddet.
Disse 2 wienerøl vandt hurtigt frem og inspirerede mange til efterligninger, bla Nørrebro Bryhus i København. De har fremstillet en dejlig ”New York Lager” på 5,2%. Det ligger formodentlig i navnet, at det er Brooklyns udgave med amerikansk humle, der er inspirationen.
Det er en ravfarvet øl med et kraftigt skumlag. Der er fine bobler og øllet føles da også friskt. Duften er præget af citrushumle ( Cascade ), og denne kommer også til sin ret i smagen, men først fornemmer vi en fyldig smag med en anelse sødme. I eftersmagen markerer bitterheden sig uden at blive overvældende.
Karakter 4+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar