Det er et par dage siden, der sidst var tid til en øl. Vi var i Aalborghallen for at se Cirkusrevyen. Der var mange morsomme indslag – især et med Ulf Pilgaard som politimester Hanne Bech Hansen. Men der var også mange andre monologer, der var fine.
Vi har også holdt endnu en fætter/kusine fest og her var der godt nok tid til øl, men ikke til at skrive om dem. En meget hyggelig dag.
Så nu blev det tid til at smage en øl til aftensmaden, og så var det desværre en mindre heldig udgave.
Klosterbryggeriet i Øm har sendt en lille serie på 3 øl på markedet. De hedder alle ”Christian 3” og serien består af ”Dubbel Ale” – ”Bierre de Garde” og ”Klosterstout”
Det er 475 år siden Christian 3 blev valgt til konge i Sct. Søren Kirke i Gl. Rye. Christian 3 opløste landets klostre og er derfor skyld i, at Øm kloster i dag er en ruin. Derfor skulle der malurt i en af øllene og det blev ”Dubbel Ale”.
Det er en spændende og passende ide, men desværre smager det af H…… til. Det er surt og bittert på en ubehagelig måde. Når der er malurt i bægeret, betyder det jo også at der er noget, der ødelægger et ellers godt indtryk. Der findes jo nogle, der elsker bitterhed, og de kan måske finde glæde ved denne øl, men det er en anden bitterhed end den, vi får fra humlen.
Det er en rødlig, klar øl med en anelse slør. Alkoholprocenten er 6.0%. Skummet er lyst og meget svagt. Der er en lidt vinøs aroma med note af blommer. I begyndelsen virker den faktisk lidt aggressiv i munden, men det klinger hurtigt af. Der er tilsat koriander og malurt. Den meget bitre smag trænger sig hurtigt på, så man har kun en flygtig fornemmelse af andet, og som tidligere nævnt, bryder jeg mig ikke om denne type bitterhed.
Karakter 1+ ( hvor plusset er for mod til at eksperimentere med noget nyt )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar