Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 10. juli 2023

Tid til en øl - Nordkap / Svalbard

10. juli 2023

Mack i Tromsø har markedsført sig som 'Verdens nordligste bryggeri', og det var det også indtil 2015, hvor Robert og Anne Grete Johansen sendte de første øl på markedet fra Svalbard Bryggeri. Beliggende 78 grader nord bliver det svært at overgå. Bryggeriet ligger i Longyearbyen på øen Spitsbergen, og her kan man kun kommet til med båd et par måneder om året. Alene det at brygger på disse breddegrader er en præstation.

Bryggeriet blev etableret i 2011, men har været gennem en lang kamp for at få den gamle lov fra 1928 afskaffet. Den forbød spiritusfremstilling på Svalbard. I tidligere tiders barske forhold har spiritus nok ført til så mange uheldige episoder, at det var nødvendigt at forbyde det.

Vi nåede dog 'kun' til Nordkap, der er det nordligste punkt på fastlandet ( det ligger egentlig på en ø - Magerøya ) 71 grader nord. Her kunne man smage 'Nordlys' fra Mack, som jeg skrev om forleden.


Men da jeg besøgte Mack's fine bar - Ølhallen - i Tromsø, smagte jeg også en øl fra Svalbard - 'Spitsbergen Blond'. Ølhallen har 50 haner med norsk mikrobryg, så det er et spændende sted at besøge.


'Spitsbergen Blond' er på 6,0%, og er en endog meget positiv overraskelse. Blond plejer af være en helt lys og ganske frisk øl, men her adskilte Svalbards udgave sig noget. Den har et glødende orange skær, og den er tyktflydende, nærmest helt olieret i munden. Det fylder væsentlig mere end de 6,0% giver udtryk for. Aromaen er frugt - mandarin, melon og abrikos, og det smager man også - især abrikos. Den er brygget til, når solen begynder at vise sig på Svalbards himmel, og den varmer og luner på en god og behagelig måde. Der er brugt Centennial humle og bitterheden er 26 IBU.

Karakter 5




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar