Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 1. juli 2023

Tid til en øl - Nordkap / Bådin


1. Juli 2023

Mandag gik turen fra Mo i Rana til Bodø, der ligger helt ude på den vestligste del af fastlandet. Det var dagen med regnvejr - noget vi ellers var forskånet for. Det var dog ikke værre, end man fint kunne komme ud, og vi gjorde holdt for at se en udløber af Norges næststørste bræ -- Svartisen.

Tidligere gik isen helt ned til vandet, så man kan her tydeligt se den globale opvarmnings indflydelse.



I Bodå finder man bryggeriet Bådin, der har lavet en øl med navnet 'Svartisen'. Jeg købte den med til senere, men det blev først i dag, jeg åbnede den herhjemme.

Det er en stout på 4,7%, brygget med flækket havre og laktose. Det giver en sort øl med et kraftigt, let brunligt skum. Duft af ristet malt med en sødlig note fra laktosen. Blød og behagelig, og den ristede malt giver fin bitterhed, der modsvarer sødmen. Udmærket stout til den alkoholprocent.

Karakter 3+


Bådin Bryggeri blev stiftet i 2012 af seks venner med en passion for godt øl. I første omgang skulle øllet sælges ved en pop-up bar en gang om måneden, men det var hårdt arbejde og minimal indtjening, så den plan blev hurtig opgivet. I stedet investerede de i et 800 l bryggeri og solgte til lokale restauranter og barer. Indtil 2015 - hvor en brygger blev ansat - var al arbejde på frivillig basis. Nu er der fire fuldtidsansatte og kapaciteten er vokset betragtelig.


'En mil eller så ifra Bodøens gård, der løper en strøm så forferdelig hård, at neppe man finner dens like'.

Lige inden Bodø ligger Saltstraumen, der er verdens kraftigste malstrøm. Tidevandet er så kraftig at det skaber kraftige hvirvler i vandet. Desværre ankom vi da strømmen var på sit laveste, så helt vildt så det ikke ud.

Bådin har også lavet en øl til dette fænomen. 'Saltstraumen' er en saison på 4,7%. ( 4,7% er grænsen for salg i dagligvarebutikker i Norge, så mange øl holder denne procent ).

En dejlig frisk øl, gylden med hvidt skum. Duft af bitter appelsinskal. Den hvirvler rundt i munden pga for megen kulsyre, men det beskriver naturligvis hvirvelstrømmen temmelig godt, så måske er det tilsigtet. Den er lidt for let i smagen , men har en frisk, syrlig eftersmag

Karakter 4



 



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar