Kan du nævne 5 berømte belgiere? Dette spørgsmål læste jeg forleden dag, og jeg kan med skam at melde vist kun nævne en – nemlig Herge, der tegner Tintin.
Kan du nævne 5 berømte belgiske øl? Ja se, det er jo meget nemmere.
Men der er faktisk et navn, der falder i begge kategorier ( selvom det er en fiktiv person ). Der er selvfølgelig tale om Hercule Poirot, den berømte detektiv. Vi hygger os med at se tv-udsendelserne om de spidsfindige mysterier og hans små grå celler opklarer jo altid sagen. Hercule Poirot er stolt af at være belgier og lægger ikke skjul på det. Derfor er det passende at en af Belgiens få stouts er opkaldt efter ham. Stout betyder jo netop stolt.
Det er en øl fra bryggeriet Ellezelloise, der betyder ”Heksenes Bryggeri”. Dette bryggeri blev grundlagt i 1993 og er altså et af de nye bryggerier. Deres første øl hed ”Quintine” opkaldt efter sagnet om en lokal heks. Bryggeriet fussionerede i 2007 med ”Giganternes Bryggeri” ( som tidligere er omtalt på disse sider ) og de kaldes tilsammen ”Legendernes Bryggeri”.
”Hercule Stout” er på 9,0% og har den berømte detektivs kontrafej på etikketten. Flasken er lukket med patentprop. Alle Ellezelloises øl er brygget på malt, vand, gær og humle. Der er altså ikke tilsat yderligere ingredienser. Den er lagret på tyske egetræfade.
Det er en mørk øl, der hvis lyset falder rigtigt kan have et rødligt strejf. Skummet er lysebrunt og føles blødt. I duften fornemmes ristet malt og også lidt alkohol. Der er også noter af krydderi. Øllet føles meget let i munden med en lidt sprudlende karakter. Smagen er ristet med noter af lakrids og minder noget om en stout, men dette indtryk erstattes af noget der minder om en mørk trappist. Det er en kompleks og spændende øl og i hvert fald ikke en stout, som vi kender det fra USA og England. Men en sjov blanding.
Karakter 5
Jeg har tidligere i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende foreslået denne øl som en sommerøl til at nyde ved solnedgang på terrassen. Det mener jeg stadig, fordi den trods dens fylde har en let drikkelighed. Men det er en øl, der med glæde kan drikkes hele året rundt og efter et par dage med lidt tvivlsomme eksperimenter, er det rart at slappe af med en god gammel kending.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar