Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 18. februar 2009

Tid til en øl - A. Le Coq Porter

18. februar 2009
Denne vinterferie går egentlig med arbejde, men heldigvis den del af arbejdet, der også er fornøjelse, nemlig at lytte til musik. Og aflytte guitarsoloer og akkorder til forskellige numre. I dag var det ”Superior” af Tim Christensen og en guitarsolo af Yes.  Det tager jo noget tid, men jeg hygger mig gevaldigt. Min kone kom hjem efter et 3-dages besøg hos sin mor og hun havde købt revelsben med hjem til aften. Hvis man ikke ved hvad det er, kan det være at den amerikanske betegnelse ”spareribs” bliver bedre forstået. Sådan noget kød kræver en mørk øl, og jeg købte for et par dage siden en baltisk porter i Bisgaards Vinhandel i Støvring.
”A. Le Coq Porter” fra Tartu i Estland.
Albert Le Cog var en belgisk handelsmand i London i 1807, der aftappede øl og solgte det til de Rusland. Under den russisk-japanske krig forærede han stout til de russiske militærhospitaler, og fik eneretten til at levere øl fra England til Rusland. Mange russiske bryggerier begyndte dog at brygge øl i hans navn og i starten at 1900-tallet opkøbte man et bryggeri i Tartu. Under 1. verdenskrig ophørte produktionen, men den blev genoptaget i 1920. Under 2. verdenskrig forsatte produktionen og da russerne nærmede sig i 1944, begyndte man at sælge til den russiske hær for at undgå plyndring. På det tidspunkt var der kun 7000 mennesker tilbage i byen. Allerede inden krigen var bryggeriet blevet nationaliseret og omdøbt til Tartu Brewery og efter krigen blev bryggeriet et af de førende indenfor øl og læskedrikke. Efter Sovjetunionens opløsning ledte man efter udenlandske investorer og i 1997 blev det opkøbt af en finsk ølproducent. De begyndte snart at modernisere og i 1999 blev en ny serie øl lanceret under navnet ”A. Le Coq” Det viste sig hurtigt at være en succes. og bryggeriet har vundet mange priser for virksomheder.
Jeg har ikke tidligere smagt baltisk porter og ved ikke helt, hvad jeg kan forvente. Dette er en øl på 6,5% - den er undergæret og brygget på mørk karamelmalt. Farven er mørk mahognibrun og der er et kraftigt beige skum med store bobler. I duften kan man skelne ristet malt og også en svag note af lakrids. Konsistensen er mere som en tysk dunkel. Den er let drikkelig, men har dog alligevel en blød krop. Smagen minder til gengæld mere om en brown ale, selvom der er en svag tilnærmelse til mørkere øl. Også her kan der komme tydelige strejf af lakrids. Eftersmagen er mest præget af sødme.
Karakter 4
Det er ikke en øl, der minder om de engelske og amerikanske portere jeg kender. Bisgaards Vinhandel havde advaret ved at sætte et skilt op, der forklarede at det mere var en brown ale end en traditionel porter. Men jeg ved faktisk ikke om det er sådan en baltisk porter skal smage. Tilbage bliver, at jeg faktisk rigtig godt kan lide denne øl. Den er let drikkelig som de mørke tyske, men alligevel lidt sødere og fyldigere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar