Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 21. februar 2009

Tid til en øl - HP Bock / Westvleteren 8 ( blå )

21. Februar 2009
De sidste par dage er gået med besøg hos flere forskellige venner, der alle – fordi de jo kender min store interesse – har serveret spændende øl. Vi har hygget os og sludret om alt mellem himmel og jord – både noget seriøst og noget pjat – og noget om øl.
Vi lagde ud fredag aften med en Juleøl fra Jacobsen, som er blevet beskrevet tidligere, men til kyllingen kom der er ”HP Bock” fra Refsvindinge på bordet. Det er en øl, jeg første gang stiftede bekendtskab med til en sommerfest i 2007 og det er en meget fin bock. Det er brygget på pilsner- og münchnermalt og der er brugt både over- og undergær, hvilket jo er lidt specielt. Den er på 7,4% og blev brygget første gang i 2003 som en gave til tidligere brygmester Hans Poul Rasmussen – HP.  Han stiftede bryggeriet i 1885. På etiketten bliver HP dog beskrevet som Høj Prioritet.
Det er en mørkgylden øl med hvidt skum og en duft af karamel. Øllet er fyldigt, men alligevel friskt. Smagen er sødlig med karamel og der afsluttes med en svag bitterhed. Det er en bock, der passer fint i profilen, men som ikke skiller sig specielt ud.
Karakter 3+
Værten havde afholdt ølsmagning for sine kolleger et par uger før, og under arbejdet med at finde øl frem, var han blevet præsenteret for en belgisk trappist uden etiket, og han havde købt en enkelt med hjem. Allerede her var min interesse vakt, da et af verdens bedste bryggerier netop er kendt for ikke at etikere flaskerne. De kan kun kendes på kapslen. Her er selvfølgelig tale om trappistøllene fra Westvleteren. Den gule kapsel – 12,eren – har jeg beskrevet tidligere ( 29. sep 08 ) og den regnes for en af verdens bedste øl. Jeg har også smagt den grønne ( 6 ). Denne flaske var forsynet med blå kapsel ( 8 ) og den havde jeg aldrig smagt.  Vi lod den lige stå lidt, for den var en smule for kold, men til sidst måtte vi smage.
Bryggeriet er meget hemmelighedsfuldt og oplyser ikke meget om hvilke typer malt og humle der benyttes, men at det er gode sager kan der ikke herske tvivl om.
Det er en meget mørk øl på 8,0% - en dubbel. Duften er en smule sød og krydret og de samme indtryk gør sig gældende i smagen. Der afsluttes med en markant bitterhed, der er med til at balancere smagen på fineste vis. Den adskiller sig først og fremmest ved at være meget lettere en 12,eren. Alkoholen træder ikke så varmende og prikkende igennem, hvilket jeg personligt så godt kan lide. Den var faktisk stadig lidt for kold, men smagen udviklede sig og der kom flere nuancer med efterhånden som den blev lunere. Det er en stor øl, og jeg kan nemt forestille mig folk, der synes letheden passer dem bedre end den stærkere udgave, men for mig er den gule 12 stadig nr. 1
Karakter 5
I dag var vi så til fødselsdagseftermiddagskaffe med boller og kakao, men sidst på eftermiddagen kom der et par øl på bordet, bla. en ”Pale Ale” fra Vestfyen som jeg ikke kendte.
Den er brygget på pilsner-, münchener- og karamelmalt og der er brugt engelsk humle til en bitterhed på 30 IBU. Måske er det den engelske humle, der gør den lidt tung. Den letter i alt fald ikke helt. Bitterheden er udmærket, men altså en anelse kedelig.
Karakter 2+
Bagefter knappede vi en ”Abbey Ale” fra Semper Ardens serien op, og det er jo en anderledes velkomponeret øl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar