Sneen ligger stadig udenfor og jeg har skrabet indkørslen fri, så noget gavn har sneskovlen gjort i år. Det er rart, når ens investeringer bliver brugt.
Der er også et snedækket landskab på aftenens øl – ”Winter-Traum” fra det bayerske bryggeri Weltenburger Kloster. Jeg har tidligere beskrevet øl herfra ( 7 aug. 08 ), da jeg havde købt nogle øl med hjem fra Tyskland i sommer. Weltenburger Klosterbryggeri er verdens ældste fra 1050. Weihenstephan i nærheden er godt nok ældre, men det fungerer ikke længere som kloster.
Det er en märzen på 5,2%. Brygget på wienermalt og tilsat tysk humle.
Det er en mørk gylden, klar øl med fine bobler og en kraftig skumhat. Duften er lidt maltet sød og minder mig svagt om nisseøl, hvilket ikke er et plus. Den bruser livlig op i munden og virker frisk. Smagen er også præget at lidt nisseøl/karamel-sødme, som ikke rigtig fænger i begyndelsen, men man vænner sig til den. Især fordi der kommer lidt balance i det med en pæn bitterhed i eftersmagen. Men det bliver aldrig min favorit øl fra Weltenburg.
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar