Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 9. februar 2009

Tid til en øl - Leffe blonde

9. Februar 2009
Denne uge er helliget øllene fra Leffe. Der er 5 øl i sortimentet – i alt fald det jeg kunne finde.
”Blond” – ”Bruin” – ”Triple” – ”Radieuse” og ”9o”. Tidligere har jeg også smagt en ”Vielle Cuvee”, men den har jeg ikke set i lang tid, og den er måske røget ud til fordel for 9-eren. Jeg har lige købt mig et Leffe-glas, når nu jeg skulle smage dem alle. Det er et flot pokallignende glas på en høj stilk.
Klosteret i Leffe blev grundlagt i 1152, men selv om der på flasken står Abbaye de Leffe, bliver der ikke mere brygget på selve klosteret. Leffeklosteret var det første til at lave en licensaftale med en kommerciel brygger. Dette skete i 1952 og var grundet dårlig økonomi. På etiketten står der Leffe 1240, hvilket sikkert er det år, man startede bryggeriet.
Klosteret ligger i Namur ved Meusefloden og tilhørte Præmonstratenserne. Det har altså aldrig været et Trappistkloster. Disse licensbryggede øl benævnes ”Abbey Ale” ( klosterøl)
”Leffe Blond” var en af de øl, der førte an i den første bølge af udenlandsk specialøl, der nåede Danmark, og derfor er det en velkendt øl for mange, og den kan fås på mange cafeer og værtshuse.
Det er en øl på 6,6%, brygget på bygmalt specielt fremstillet til Leffe. Der tilsættes humletyperne ”Pride of Ringwood” og ”Target” og bitterhedsniveauet er på 25 IBU.
Det er en flot klar rødgylden farve og kan minde lidt om æblemost, hvis ikke det var for det hvide skum på toppen. Duften er parfumeret med strejf af banan og nelliker. Det er en meget livlig og sprudlende øl. Smagen er fyldig og kan også virke lige lovlig parfumeret. Den er krydret og også her træder sød frugt og lidt vanilje frem. Eftersmagen er let bitter, men ikke i en grad, man kunne forvente med 25 IBU. Bitterheden er der kun for at balancere indtrykket.
Det er en øl, jeg ikke helt kan blive klog på. Til tider synes jeg, den er frisk – og andre gange er den nærmest vammel parfumeret. Det afhænger vist lidt af mit humør og måske også øllets temperatur. Jeg foretrækker den afkølet, så indtrykkene bliver holdt lidt i ave. Her til aften fungerede den vældig fint. Det kan selvfølgelig også skyldes, at den blev drukket af et rigtigt Leffe-glas
Karakter 3+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar