Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 22. februar 2009

Tid til en øl - Barbar

22. Februar 2009
I dag var vi til multifødselsdag hos min bror og svigerinde. Det meste af familien har fødselsdag indenfor et par uger, og derfor holder de altid en stor fødselsdagfest for alle. Det er ikke som vi andre, der tænker : ”jo flere fester jo bedre”. Men det var hyggeligt med masser af kage og kakao og kaffe.
Næste fredag skal jeg afholde en belgisk ølsmagning på arbejdet og er ved at prøve at støve de rigtige øl op. Der er desværre et par stykker, jeg gerne ville have med, som ikke er til at opdrive her i Nordjylland – ”Blanche de Namur” og ”De Koninck”, men jeg må prøve at finde nogle andre. Det er jo en blanding mellem fest og ølsmagning, så vi er oppe på 10 øl sådan en aften.
Metro reklamerede med udsalg på belgisk specialøl i denne uge, så jeg var en smut forbi. Men der var kun 8-10 øl tilbage i kurven og kun en af hver. Den eneste øl der var flere af, var ”Cuvee des Trolls”, men det er kun 25 cl, så der var heller ikke nok. men jeg valgte et par stykker til mig selv, så jeg kunne smage noget nyt. Og så finder jeg nok øl nogle andre steder. Jeg købte 3 til smagningen hos Bisgaard i Støvring.
En af øllene fra Metro var ”Barbar” fra Brasserie Lefebvre. Jeg har tidligere beskrevet deres Vinterbok udgave ( 26 Jan 09 ). Den havde Carsten Berthelsen med til en smagning. Men det er en mørk øl. Originalen, der er fra 1996 er en lys øl på 8,0% - den type der ofte går under navnet ”stærk gylden”.Navnet Barbar er det flamske udtryk for Valkyrierne, der bragte de faldne krigere til Valhal, og vi ser da også sådan et væsen afbilledet på etiketten.
Det er en klar gylden øl med masser af bobler. Der er et hvidt skumlag af nogenlunde holdbarhed. Den er brygget på bygmalt og hvede og tilsat ekstra sukker. Duften er sødlig med noter af lys frugt, appelsin og krydderi ( koriander) . Der er tilsat honning, men ligesom i Winterbok’en mærkes det egentlig ikke. Kulsyren giver en frisk, brusende fornemmelse. Smagen er præget af frisk frugt, - lidt syrlig med pærer og æble – men også krydret og sødlig, sikkert pga honningen. Der er en udmærket bitterhed i eftersmagen ( Styrian humle ).
Karakter 4+
Faktisk en fin, frisk øl, der vil passe fint en lun forårsaften – så er spørgsmålet bare, hvor man kan få den til den tid.
De næste par dage lader jeg op til belgisk ølsmagning med et par af øllene fra Metro.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar