Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for øl, var der
adskillige typer jeg skulle vænne mig til. Jeg havde jo stort set kun kendskab
til almindelige danske pilsnere. De mørke øl – stouts, porter og schwarzbier
var noget nyt og det var de meget humlede øltyper også. Til den allerførste
ølsmagning var jeg begejstret som Sierra Nevada’s ”Pale Ale”, men vi smagte
også en ”IPA – First Gold” fra Raasted Bryghus. Og den brød jeg mig aldeles
ikke om. Jeg troede længe, at det skyldtes humletypen – First Gold. Men jeg
smagte også andre IPA, der var udrikkelige. Først da begyndte jeg at mistænke
selve det humlede islæt.
Det var, da jeg smagte ”Bigfoot” fra Sierra Nevada. Den har
en bitterhed på 90 IBU, og jeg forstod at det var over min grænse.
Efterhånden opdagede jeg, at jeg bedre kunne tolerere høj
bitterhed i mørke stouts, hvor der var noget andet til at modsvare og balancere
den. Da jeg ville præsentere ”Bigfoot” for mine kolleger et år efter, var det
for at teste deres grænse, da mange af dem foretrak humlede øl. Til min store
forundring syntes jeg selv, at den smagte ganske fortrinligt – ja, faktisk var
den ikke overdreven bitter. Så man kan vænne sig til meget, hvis man har mod og
mandshjerte nok til ikke at give op. Jeg havde jo ikke undgået andre IPA’er og
Barleywines i det forløbne år. Faktisk har jeg smagt flere, der er langt over
100 IBU.
Efter sigende kan smagsløgene ikke registrere bitterhed over
105 IBU ( jeg ved ikke om det er rigtigt ), hvorfor man må undres over, at
nogle brygger det højere. Men der er vel fordi man kan.
Selvom jeg har vænnet mig til meget humle, er det stadigvæk
ikke noget, der i sig selv fanger mig. Så det var med lidt bange anelser, at
jeg åbnede aftenens øl – Mikkeller ”1000 IBU”. Men det skal jo prøves, når nu
man kan.
Flasken er pakket ind i grønt humlepapir. Den er forsynet
med korkprop ( plastik ), og indeholder 37,5 cl. Der er brugt Simcoe-humle og
på hjemmesiden oplyses at 1000 IBU er det teoretiske humleniveau. Øllet
beskrives som en Double Imperial India Pale Ale og ingredienserne er humle,
vand, humle, malt, humle, gær og humle. Alkoholprocent 9,6%. Pris 80 kr. På
etiketten ses en humletyv med en stor sæk mærket ”Hops”. Måske har Mikkel Bjergsø
været ude at stjæle ekstra humle for at få nok.
Øllet har en lidt mørk ravfarve. Det er meget grumset - der
flyder store gærrester – eller humlerester – rundt i øllet. Skummet er meget
kraftigt. Med lidt forsigtighed snusede jeg til den, men aromaen var sådan set
ikke kraftigere end jeg før havde erfaret. Stor og stærk med noter af
amerikansk citrus, grape og jeg synes ofte simcoe giver mindelser om ananas. (
hvilket man aldrig ser beskrevet ). Smagen er heller ikke skræmmende, så der er
nok noget om snakken med, at man ikke kan smage højere koncentration. Men man
kan til gengæld mærke den høje humlekoncentration i munden. Det føles som om
mundhulen bliver renset med en dybdepeeling, der ikke efterlader nogle
urenheder. Det meste ætses vel nærmest væk, så det er mest ved denne prikkende
følelsesløshed, at man registrerer bitterheden. Og så bliver den hængende i
utrolig lang tid. Bitterheden er nærmest printet ind i munden, så man har glæde
af den i lang tid.
En spændende øl, der dog mest er til for sjov. Jeg synes
ikke, den egentlig giver noget ekstra i forhold til mere afdæmpede udgaver af
Imperial IPA.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar