22. Juli 2014
Serien fra Okkara indeholder seks
forskellige øl – Vanliga – Klassik – Gull – Tróndur – Porter – Rinku-Steinur.
Jeg har ved tidligere lejligheder anmeldt både ”Gull” og ”Rinku-Steinur”, men
vil da gøre det igen, hvis de har ændret sig væsentligt. Forleden smagte jeg ”Klassik”
og i dag stod den på ”Vanliga”.
Man kan naturligvis frygte at ”Vanliga”
betyder ”lig med vand”, men det betyder nok snarere ”det sædvanlige”. Det er en
lys lagerøl på 4,6%, som vel må betegnes som en pilsner – eller måske nærmere
en münchener helles, for det er især maltprofilen der er lagt vægt på.
Den er bleggul med mange bobler. Endnu
engang er der tilsat E300 ( ascorbinsyre ) og det fornemmes lidt i duften, hvor
der også forekommer strå og mørkt brød. Øllet er let og frisk. Det er den sødlig
maltede, brødagtige note man først lægger mærke til - og som overrasker i
positiv retning. Jeg havde nok frygtet
vand med ascorbinsyre. Ascorbinsyren er der også, men ikke så udtalt
som ventet. Der er stort set ingen
humlebitterhed i eftersmagen. En sød, men egentlig behagelig pilsner. Jeg
vakler lidt med karakter, men ender positiv på
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar