Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 8. juni 2014

Tid til en øl - Ebeltoft Gårdbryg


8. Juni 2014           

Vores sommermusical på Skansen i Hals er i år ”Jorden rundt på 80 dage”, så efter prøven i går tog vi en tur ”Jorden rundt på 8 øl”. Vi forsøgte så vidt muligt at følge ruten, men tog Orientekspressen fra Paris til Istanbul, hvor vi så gjorde ophold i Bayern - stedet for at besøge Egypten.

Vi startede i London med ”Fuller’s London Pride” – så tog vi til Frankrig med ”Gavroche” fra Brasserie St. Sylvestre. Gavroche er jo en kendt figur fra Les Miserable, og det er jo en forestilling musicalfolk kender. I Bayern blev det til ”Salvator”, inden turen gik til Indien. Her smagte vi ”India Ale”, fra Samuel Smith. I Kina blev det til ”Tsingtao” og i Japan til en ”Asahi Black” ( schwarzbier ).

Jeg ville så gerne have haft en ”Old Foghorn” fra Anchor på programmet, da hovedpersonen Phileas Fogg, der kommer til San Francisco på sin tur. Den kunne ikke skaffes her i Nordjylland, så i stedet smagte vi ”Palate Wrecker” fra Green Flash Brewing. Vi sluttede af her i Danmark med en ”X Porter” fra Midtfyn.

Som man kan se var der 2 ekstremøl på programmet. En ekstrem let øl ( Tsingtao ) og en ekstrem fyldig øl ” ( Palate Wrecker ). De fleste kunne bedre lide den lette end den kraftige. Faktisk var det vist kun mig, der brød mig om Palate Wrecker. Men den understregede min pointe med at amerikansk øl brygges under sloganet: ”More is better”, og de fleste synes da også det var sjovt nok at prøve. Meningerne om Midtfyns porter var delte, og alle de andre øl faldt i god jord. Jeg må prøve, om jeg kan redde lidt af den amerikanske ære ved at servere en øl i kategorien ”drikkelig” ved en senere lejlighed.

I dag efter en fin gudstjeneste med fløjtespil ville jeg nyde en pinsefrokost med øl og snaps. Det blev til en ”Gårdbryg” fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Jeg blev præsenteret for deres øl, da Salling havde deres Øldage, og kunne umiddelbart godt lide det. Deres hjemmeside byder på stort set ingen oplysninger. Hverken om historie eller øltyper. Kun at de altid har 10 øl på hanerne, hvis man skulle komme forbi – og det er da også en værdifuld oplysning. Der sker mere på deres Facebookside, men jeg gider simpelthen ikke sidde og læse det igennem, så oplysninger om bryggeri og øl må vente.

”Gårdbryg” er en pilsner på 5,2%. På den farverige etiket står der: ”Urpilsneren stammer fra Ebeltoft. det ved enhver”. Jeg viste det ikke før nu, men jeg synes faktisk heller ikke denne øl er helt så pilsneragtig. Den er mere hen i retning af classic/wiener stilen, hvor maltprofilen er lidt fyldigere. Gylden i glasset med let hvidt skum. Aroma af malt og brød med en snert af humle. God fylde i munden. Smagen er også først præget af malten, men senere kommer der lidt mere fokus på humlen.

Karakter 3+                                                                                                                                             

 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar