22. April 2015
Efter
at have købt lidt øl med i pausen, og fået stillet den værste sult, var jeg
atter klar til ”topmøde” hos Erling Christensen. De første fem øl havde taget
tre timer, og nu var der bare en time tilbage til de resterende, så der skulle
lidt fart på. Et lidt hastigere udgangstempo er nok tilrådeligt en anden gang.
For det var de store, massive øl, der kom på bordet nu – øl, som man skal give
sig god tid til at nyde. Det var der bare ikke tid til.
”Dulle
Teve” betyder ”skøre kælling” og hun ser da også lidt utilregnelig ud på
etiketten. Måske er det derfor, jeg ikke tidligere har smagt denne øl. Og det
var en skam. Det er De Dolle Brouwers fra Belgien, der brygger den, og deres øl
rangerer ellers højt på min liste.
Det
var Jo og Kris Herteleer, der i 1990 restaurerede et gammelt bryggeri fra 1835.
De lokale syntes de måtte være gået fra forstanden, hvilket resulterede i
navnet ”De Skøre Bryggere”.
I
USA bryder man sig ikke om betegnelsen ”Mad Bitch”, så der sælges den under
betegnelsen ”Tripel”. Det er en lys øl på 10,0% ( lige i overkanten til en tripel,
måske ) – kraftigt, hvidt skum og en dejlig duft af krydderi og søde frugter.
Indledningen er sød som blomme i madeira og der sluttes af med fin balancerende
humlebitterhed. Alt i alt – belgisk øl, når det er bedst.
Karakter
5
Måske var rækkefølgen af
øl forkert, for den efterfølgende øl fra Ugly Duck, faldt med sin intense humlebitterhed igennem. I hvert fald med mine smagsløg. Det er en stor og kraftig
øl. Jeg er egentlig
ikke i tvivl om, at den under andre omstændigheder kunne komme til sin ret, men
der var simpelthen for stor afstand mellem de to øl.
Det
var den første øl som Aalborgafdelingen skulle præsentere, og formanden fortalte om nogle spændende erfaringer med denne øl – og en ”Tripel Karmeliet”. En blanding
af de to – hævdede han – var en af de bedste øloplevelser, han havde haft et
stykke tid. Desværre var der ikke ”Tripel Karmeliet” på hylderne, men jeg havde
gemt en lille bundslat af ”Dulle Teve”, så det var måske værd at prøve. Og
sandelig – manden havde ret. Det søde islæt fra en stærk belgisk øl justerer
den kraftige bitterhed fra ”Hop Devil” på fortræffelig vis, så alt går op i en
højere enhed.
Det
er faktisk det, der på en måde er sket for ”De Ranke XXX Bitter” ( som er
omtalt tidligere ). Her er det belgiske bryggere, der har fremstillet en øl inspireret
af amerikanske mikrobryggere ( læs – mere humle ). Jeg må dog indrømme, at den
lettere bizarre blanding fra før var bedre.
Vi
hastede videre til ”Alstærk” fra Munkebo Bryghus. Den skulle jeg fortælle lidt
om. Det var den originale udgave – ikke bourbon-lagringen der vandt årets pris.
Men det er stadig en fremragende øl, der har alle de elementer, vi sætter pris
på ved en ”wee heavy”.
Karakter
5
Vi
sluttede af med en ”Pannepot Reserva” fra 2010. Det er den originale ”Pannepot”
lagret på franske egetræsfade. Personligt fortrækker jeg den originale, der
ikke er præget af syrligheden fra fadet, men dette er også en prægtig øl, der
på bedste måde afsluttede smagningen hos Erling Christensen.
Karakter
5
Fem
stærke, pragtfulde øl på kun en time. Vi nåede det, men vidste næsten ikke om
vi skulle grine eller græde. Det havde været så godt med mere tid til sidst.
Men hele arrangementet passede i tid. Det var bare første del, der trak alt for
langt ud. Det gør vi bedre næste år, for der er nærmest sat dato på næste ”topmøde”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar