Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 4. april 2015

Tid til en øl - Brewfist Spaghetti Western


4. April 2015

Hvis man tager den amerikanske prærie og placerer på italiensk jord, så er scenen sat til en rigtig ”Spaghetti Western”. Og det er netop resultatet af samarbejdet mellem Prairie Artisan Ales fra Oklahoma, US og Brewfist fra Italien.

Det var jo Sergio Leone, der sammen med Clint Eastwood gjorde stilen berømt - med film som ”The good, the bad and the ugly” og ”A fistfull of dollars”. Og disse film slutter altid med et langtrukket shoot-out – i stil med hvad vi ser på etiketten.

”Spaghetti Western” er en kulsort Imperial Chocolate Coffee Stout. Tilsat kaffe og kakaobønner, og så står der også spaghetti i ingredienslisten. Det er nu nok mest for sjov – det smager i hvert fald ikke af pasta. Humletypen er Magnum og bitterheden når 60 IBU. Det er værd at fremhæve Brewfist’s glimrende ide med at skrive IBU på etiketten. Det er en vigtig oplysning på linje med alkoholprocent. ( 8,7% )

Den er sort med en fingertykkelse brunt skum. Man fornemmer ristet kaffe og chokolade i duften. Den er blød og fyldig i kroppen. God fyldig smag med kaffe, chokolade og et godt modspil fra humlen, der giver lidt kant. Ellers var den næsten for venlig. Eftersmagen styres af kaffe og en fin markant bitterhed. Jeg må sige, at Brewfist mest imponerer med deres sorte øl.


Karakter 4

God Påske

Ingen kommentarer:

Send en kommentar