Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 9. september 2016

Tid til en øl - Basement Beer Bar 2 år / Amager


9. September 2016

I disse dage fejrer Basement Beer Bar i Aalborg deres 2 års fødselsdag. Egentlig er det på mandag, men de fejrer det her i weekenden. I dag var det med 15 specielle øl fra Amager Bryghus på hanerne. Min kone og jeg besøgte stedet i dag, inden vi skulle til Himmelands teater i Hobro. Der blev da lige tid til lidt øl.

Jeg har fået lidt smag for Berliner Weisse, som jeg egentlig kun har smagt i Basement Beer Bar, og Amager havde en udgave med – ”For The Love Of Mandarina”.
Det er en uklar, appelsingul øl på 4,3%. Duft af syrlig citrus og måske lidt mandarin, når man nu ved det. Den føles tynd og let i munden, forfriskende i sin syrlighed. Mandarinen er med til at give lidt sødme, men ellers er det det syrlige, der dominerer.


Karakter 3

Jeg har altid haft en forkærlighed for bock-øl, lige siden jeg smagte ”Salvator” første gang. Amager Bryghus har også forsøgt sig med genren – ”Completely Bocked Up”

Direktøren for Amager Bryghus sagde engang, at hvis man bryggede en bock-øl var det fyringsgrund. Da bryggeriet deltog i konkurrencen ved Ølfestivalen i år, spugte de sig selv, hvem de bedst kunne undvære og valget faldt på assisterende chefbrygger Rene Hulgren. Så han spørger nu hver aften, om han skal komme igen i morgen. Rene Hulgren udtaler, ” at han håber det er begyndelsen til at Amager Bryghus er et bockbryggeri. Han har flere ideer – Weizenbock, eisbock, Bernsteinbock – og her blev han afbrudt af en smældende lussing af direktøren”.

Det er en dobbeltbock med milde tyske humler – samt et ordentligt skud Simcoe i slutningen.
Det giver en rødbrun øl på 8,0%. Duften er maltet, men også med antydning af citrus. Den føles blød og rund med en god krop. Den er ikke så sød som de tyske forlæg, men det vil jo nok tiltale mange. Der er smag af karamel og også frugtige bær. Og så er der altså det nye twist med en tydelig bitterhed. Det er en god genfortolkning af gammelt og nyt, selvom jeg nu holder så meget af søde, traditionelle bock.

Karakter 4


Vi skulle jo i teatret og derfor var jeg lidt presset på tiden med aftenens sidste øl fra Amager. Et samarbejdsbryg med Cigar City. De har arbejdet sammen før, og denne gang var det ”Game Of Arms” – en ”Imperial Licorice Porter”.

Hver gang bryggerne fra de to bryggerier mødes, hengiver de sig altid til mandfolkesport som ”at lægge arm”. Og her vinder vikingerne fra Amager altid. denne øl blev først udsendt af Cigar City under navnet ”Top Roll” – en specielt armwrestlingteknik som alle skal lære. I det forfængelige håb, at de engang kan vinde over Amager.

Den er på 8,2% og fremstår kulsort med fin beige skumkrone. Den føles blød og lækker, men ikke tung. Der er brugt 7 forskellige malttyper, og humlen er Columbus, Vanguard og Centennial. Det danske islæt er rålakrids. Det er ristet malt, mørke frugter og mørk chokolade. Jeg havde nok forventet mere lakrids, men den er kun lige antydet. Det kan trods alt også godt blive for meget.
Fin øl, som jeg nok skulle have brugt mere tid på at nyde.

Karakter 4+

I morgen fejrer Basement Beer Bar igen deres fødselsdag med 20 haner øl, der alle har scoret over 90 på Ratebeer. Masser af fadlagrede øl ( se listen på Facebook ) – og så er der 20% på alle øl i dagens anledning. Jeg kan vist lige få tid til at slå et smut forbi ved 16-tiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar