28. December 2016
Det er blevet til en del juleøl siden
sidste indlæg her – mest fordi de er blevet lagt ud på Facebook med en lille
kort beskrivelse. Ikke nogen decideret anmeldelse, men mere en anvisning til
venner og bekendte om mulige øl til jul.
Som så mange andre ølentusiaster af den
ældre generation må jeg jo vedkende mig, at jeg godt kan lide belgiske
klosterøl – og ”St. Bernadus Christmas” hører til blandt bedste i den kategori.
En af de nye juleøl jeg ikke tidligere
har smagt, er Braunsteins nye ”Pokal Julebryg”. Den sælges i Brugssen og er
naturligvis økologisk. De har taget den gamle nisse-/hvidtølstradition op, og
lavet en øl, der smagsmæssigt lægger sig i det spor. Den er maltet, sød og med
tydelig smag af rugbrød, ja nærmest øllebrød. Nisseøl med kraft, for den er
kraftigere ( 6,0% ) og mere afbalanceret end de lidt for vamle nisseøl.
Karakter 3
Refsvindinge lancerede i 1995 ”Ale no.
16” som Danmark første ale i nyere tid. Jeg har aldrig helt forstået dens
popularitet, men jeg var heller ikke interesseret i øl på det tidspunkt – og da
jeg endelig stiftede bekendtskab med den, havde jeg smagt flere fantastiske
engelske ales først. Derfor synes jeg også, at deres juleøl – ”Ale no. 24” er
bedre. Den er fyldigere og mere belgisk i smagen – med blomme og mørk frugt.
Karakter 3,5%
Lillejuleaften hyggede jeg mig i
familiens skød med en ”Bush Noël” på 12,0%. Igen en belgier af høj kvalitet.
Juleaften var med Jacobsen ”Golden
Naked Christmas Ale” der passede glimrende til maden.
”Hvad sker der lige her?” spørger
nissen, der pryder etiketten på Ridgeways ”Black Elf”.
”Black Pale Ale – det giver jo ingen
mening”
”Næ”, indrømmer bryggeren, ”men hvad
skal man kalde en sort øl, der smager som en american pale ale, når man lukker
øjnene?”
”Black Elf” er en forfriskende juleøl
blandt de mere maltede. Den er let – kum på 4,5%, men den har en god og tydelig
smag af humle, lidt ristede noter, måske fra sortristet umaltet byg, og en god
bitterhed i slutfasen.
Karakter 3+
Wychwood er bedst kendt for deres ”Hobgoblin”,
men laver også en juleøl baseret på Mr. Scrooges i Dickens’ ”Et Juleeventyr”.
Han hadede julen og udstødte altid et fnysende: ”Bah Humbug”.
Den er julekrydret med kanel og denne
udgave er på 5,0%. Det bliver nok lidt i overkanten i det lange løb, så den er
god at dele – som det ofte er tilfældet med for massive juletilsætninger.
Karakter 3
”Tjseeses” fra De Struise er også en
belgisk øl, hvor man mærke julefreden sænker sig. Helt i top. Og selvom den ”Økologiske
Julefred” fra Thisted Bryghus er af en helt anden karakter, går vi her ind for
julefred i enhver afskygning.
I dag er jeg lidt hæs, for vi brugte
formiddagen på at agere lydpor til en kommende film. Mændene fra Skansespillet
skulle være lydsiden til en optagelse af en sportsbegivenhed, og det var med en
del stemmevolumen.
Så det var godt til aften at smøre
stemmen med en juleøl fra Lervig i Norge. ”Smokes Like Christmas” er en
julestout, og det har der været lidt mangel på de seneste år, synes jeg. Der er
ikke meget julefred over etiketten, hvor julemanden sigter på os med en rygende
pistol.
Røgen stammer fra Islay Whiskyfade.
Nogle overskydende juleøl blev smidt på et par Ardbeg fade, og derefter blev resultatet
blandet i en god stout. Et godt resultat, hvor røgen er mærkbar, men ikke for
dominerende. – Siger jeg, men min svigersøn er ikke helt enig.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar