Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 10. december 2009

Tid til en øl - Herslev Stjernebryg

10. December 2009

I dag har vi støvsuget og pudset vinduerne indvendig ( det regnede for meget til udvendig ) i min mors nye hus. Hun flytter lørdag og nu er det klart til at rykke ind i. Vi glæder os til at få hende til byen.

I går virkede aftenens øl ikke efter hensigten ( den skulle smage godt ), så vi åbnede endnu en -nemlig Herslevs ”Stjernebryg”. Det var en øl, jeg smagte første gang i 2006 og ikke har smagt siden, selvom jeg godt kunne lide den. Der er så forfærdelig mange juleøl på markedet, og jeg kan ikke nå alle hvert år.

Herslev Bryghus ligger lidt vest for Roskilde. Det er et familieejet bryggeri, der blev stiftet i 2004 at Tore Jørgensen. Gården hedder ”Toftegaarden” og der hører 30 hektar land til, hvor der dyrkes maltbyg. Der er 4 faste øl i sortimentet, samt en del sæsonbryg.

Et af disse er ”Stjernebryg” på 8,0%. Navnet kommer naturligvis fra Bethlehems stjerne, samt det faktum at den indeholder stjerneanis. Den er brygget på 6 forskellige malte ( bla. hvedemalt ) og tilsat rørsukker, koriander og altså stjerneanis. Bitterheden stammer fra to amerikanske humletyper ( ikke nærmere oplyst ), og der er benyttet belgisk alegær til fermenteringen. Herslevs øl er  upasteuriserede og ufiltrerede og ikke tilsat kulsyre.

”Stjernebryg” er en mørk brun øl med et beige skum, der forsvinder hurtigt. Den har en sødlig krydret aroma og en behagelig blød mundfølelse. Smagen er sødlig og krydret, men ikke på nogen dominerende måde. Den virker en anelse afdæmpet. Smagen slutter med et dejligt, men svagt strejf af anis/lakrids. Eftersmagen er sødlig med middel bitterhed.

Karakter 4

onsdag den 9. december 2009

Tid til en øl - Hornbeer Juleøl

9. December 2009

Nogle gange bliver man slemt skuffet, når man smager øl. Hvis man tidligere har smagt glimrende eksemplarer fra bryggeriet, forventer man nærmest at alle øl er gode. Og det behøver naturligvis ikke at være tilfældet.

Hornbeer lavede i 2008 Årets øl – ”Carribean Rum Stout” – som er en utrolig god øl ( jeg har ikke fået skrevet om den endnu, men det kommer nok engang ). Derfor var mine forventninger til deres ”Juleøl” også store

Den er brygget i den belgiske tradition men med mere humle og der er tilsat krydderier og belgisk trappistgær. Det lyder jo godt

Det er en mørkebrun dubbel på 7,5% med en ganske behagelig krydret duft, samt lidt røg. Men smagen rammer helt ved siden af mig. Det er en sur tobaksagtig note, der minder lidt om gammelt værtshus og dette bliver understreget af den ekstra bitterhed. Jeg bryder mig ikke om det, og er mest til sinds at regne det for en ølfejl, men måske er der andre der holder af denne smag. Min svigersøn brød sig bestemt heller ikke om den, så vi skyndte os at åbne en juleøl fra Herslev og det var klart bedre. Den skriver jeg om senere.

Karakter 1

Mine tidligere indtryk af Hornbeer er heldigvis ikke blevet ødelagt, så jeg vil stadig glæde mig til nye øl fra bryggeriet, men hvis denne er, som den er planlagt, er det for mig en ”Ommer” – og så var den ikke engang billig.

mandag den 7. december 2009

Tid til en øl - Jefferson Jullebryg

7. December 2009

Jeg har set nye øl fra bryggeriet ”JefferSon” på hylderne i den lokale Brugs. De er brygget på Ørbæk Bryggeriet på Fyn, der jo selv har et stort sortiment. Bla. en hel serie, der kun sælges i Brugsen. Der er flere andre bryggerier, der sælger deres øl under forskellige bryggerinavne – sikkert for at få større del i handlen. Så der er nærliggende at tro, at det forholder sig ligeledes med Ørbæk/JefferSon.

Men der er en lille tvist her, for det viser sig, at der er tale om et samarbejde mellem Ørbæk og en amerikansk ølskribent Randy Mosher. Han har skrevet bøgerne ”Radical brewing” og ”Tasting Beer” og han designer også øletiketter. Han har selvfølgelig designet etiketterne til JefferSon øllene, men han er også manden bag ”Hvedegoop” og ”Oatgoop” fra Mikkeller/Three Floyds. ( se 1. maj 09 og 27. sep 09 ). I hvor høj grad han ellers har en finger med i brygningen vides ikke. Måske er øllene inspireret af hans ideer – måske er det hans egne specielle opskrifter.

Men navnet giver lidt mere mening, når der er en amerikaner blandet ind i projektet. Jefferson var USA’s tredje præsident og en ivrig brygger ( ligesom så mange andre af de revolutionære fædre – f.eks Samuel Adams fra Boston ).

JefferSons hjemmeside er på engelsk, undtagen afsnittet om ”Julle Bryg”, der er på dansk. Jeg ved ikke om øllene sælges udenfor Danmark, men hvis de gør, er der sikkert ikke tradition for julebryg. ”Julle Bryg” er brygget på byg-, spelt- og hvedemalt og tilst humle og nelliker – alt sammen økologisk. Disse ingredienser tyder meget på stilen Tysk Hvedeøl og der er da også ( endnu engang ) den tyske Aventinus fra Schneider, der falder i tankerne.

Det er en uklar, kobberfarvet øl på 6,8%. Skummet er kraftigt, blødt og hvidt og afgiver en kraftig krydret duft af nelliker og banan. Øllet føles friskt, men alligevel er der en dejlig blødhed over den. Smagen er kompleks med noter af nelliker, banan og krydderier og der er kun en svag bitterhed fra humlen.

Karakter 4

Det er den anden øl i år, der er inspireret af Aventinus. Først ”Jul i Overhuset” og nu denne.

Carsten Bertelsen – den dygtige danske ølskribent – har Aventinus med i sin bog ”24 juleøl, du skal smage inden jul” og da det kan være svært at skaffe Aventinus ( man skal i specialbutikker ), er flere bryggere åbenbart blevet inspireret til at prøve kræfter med typen. Og de er sluppet godt fra det. Så er det muligt at stifte bekendtskab med den specielle og aromatiske øltype.

søndag den 6. december 2009

Tid til en øl - Juleøl 2

6. December 2009

I dag er det 6. December, og det er i dag, man brygger næste års ”Samiclaus”. Det er verdens stærkeste lagerøl på 14%. Jeg skrev et længere indlæg på bloggen 6. Dec. sidste år, hvis man vil læse mere.

Der er forskellige typer juleøl - til forskellige formål. Nogle er gode til frokosten med sild og snaps. Andre er til anden og flæskestegen ( se 21 nov 09 ) og så er der øllene til den stille eftertænksomme stund, hvor julefreden sænker sig. Disse øl er kraftige og stærke, og skal nydes i små doser. Nogle kan bruges både til maden og kan også nydes for sig selv. Det gælder også nogle af dem jeg skrev om i november, så måske er der et par gengangere fra den liste.

Her er min oversigt over disse ”meditations”juleøl, hvor man nærmest hører englene synge.

DK      Mikkeler                      Santas Little Helper 2007    11.0%      Dejlig mørk belgier med kraft      5+
B         De Dolle Brouwers     Stille Nacht                          12,0%      Krydret med strejf af syrlighed     5 +.
B         De Struise                   Tsjeeses                                10,0%      Lys tripel med kraftig smag          5+


DK      Mikkeler                     Santas Little Helper 2008    11,0%       Lettere end 07                               5
DK      Raasted                      Juleøl 2009                            8,5%        Mørk tripel, fantastisk                  5
DK      Haandbryggeriet        Julegjøl                                 8,2%        Dejlig belgisk dubbel                    5
A         Eggenberg                ´ Samichlaus                         14,0%        Verdens stærkeste lager                5
B         Abbaye des Rocs        Speciale Noël                        9,0%        Livlig med dyb mørk smag            5
B         Dubuisson                  Bush de Noel/Scaldis          12,0%        Fyldig og sød. Topklasse               5
B         Friart                         St. Feullien Cuvee de Noel    9,0%        Fyldig og nuanceret, lidt sød,       5
B         St. Bernadus              Christmas Ale                      10,0%        Dejlig øl                                         5


DK      GB                             Gourmet Julebryg                 7,3%         Sødlig øl. Vældig god                   4+
DK      Fanø Bryghus           Jule Ale                                  7,5%         God med appelsin og kanel          4+
DK      Kongens Bryghus     Julemumme08                        6,6%         Tilsat kirsebærlikør                      4+
B         Brasserie de Silly     Enghien Nöel                         9,0%          Frisk Tripel – Blonde                   4+
B         Caulier                     Blonde de Noël                     10.0%         God med engelsk lakrids?            4+
B         Gordon                     Xmas 08                                  8,8%        Let syrlighed ændres til karamel  4+
B         Gouden                    Gouden Carolus Christmas  10,5%         Fyldig, lidt sød juleøl. Dejlig       4+
B         Hyughe                     DeliriumChristmas               10,0%        Meget sød                                     4+


DK      Vestfyn(Willemoes   Jul 2007                                10,5%        En sød, lidt sprittet øl                    3+
UK      Harveys                   Christmas Ale                         8,1%        Barley Wine, lidt sprit                    3+


B         Smisje                     Smisje Kerst                            1,0%         Krydret og syrlig                            3


lørdag den 5. december 2009

Tid til en øl - Raasted Juleøl

5. December 2009

I dag skulle vi have været på Fyn, men måtte aflyse pga sygdom - langvarig hosten. Så bliver det til en tur mellem jul og nytår i stedet. Tiden gik i stedet med at vaske gardiner i min mors nye hus. Det er meningen, hun skal flytte i næste weekend.

Raasted Bryghus ved Randers har siden starten i 2005 været blandt de bedste i landet, men konkurrencen fra billigere ( og ringere ) øl, har fjernet dem fra supermarkedernes hylder. I foråret lukkede bryggeriet, men er heldigvis startet op igen. Produktionen er lagt om, så man bla. kan købe øllet i små 33 cl flasker.

Årets juleøl er brygget på münchernermalt, samt karamel- og chokolademalt. Der er tilsat ekstra rørsukker og brun kandis, og den er krydret med koriander. Dette giver noget i retning af en mørk tripel på 8,5%.

Jeg drak denne øl af mit Kwak-glas, fordi det er ikke så tit det kommer i brug – og faktisk viste det sig at passe fint til øltypen.

Det er en flot mørkgylden øl med orange skær. Den er temmelig sløret, men man kan alligevel godt se boblernes livlige brusen. Skummet er hvidt og føles meget blødt, men det forsvinder hurtigt. Der er en dejlig krydret aroma. Øllet føles meget blødt og fyldigt i munden. Dejlig kompleks smag med sødme og krydderi. Lang eftersmag, hvor bitterheden kun lige er antydet.

Karakter 5

Det var en fornøjelse at smage denne øl. Jeg forsøgte at dele glæden med min kone og min datter. De skulle bare lige smage, men det gad de ikke. Øl smager som øl, sagde de.

Det er godt at Raasted er tilbage og jeg vil sige – stærkere end før. I hvert fald kan jeg se på mine noter, at denne juleøl er væsentlig bedre end 2007 udgaven. Jeg købte en 33 cl flaske, men den fås også i 75 cl. Jeg bliver nok nødt til at teste, om den er ligeså god. Kan købes hos Ølkonsortiet.

fredag den 4. december 2009

Tid til en øl - Jul i Overhuset

4. December 2009

I dag var vi til aftensmad hos gode venner i Dronninglund. Æbleskiver til eftermiddagskaffen og jordskoksuppe til aften. Her bliver altid serveret god øl og i dag stod det på ”Klitnisse” fra Skagen – ”Julestenøl” fra Thisted og ”Jingle Ale” fra Gourmetbryggeriet. Disse øl skrev jeg om sidste år og – så vidt min hukommelse ikke svigter – er de meget lig i år. Gode øl, der signalerer jul.

Derudover fik vi ”Willemoes 2009” der i sagens natur er en ny opskrift hvert år. I 2007 vandt de prisen som Årets Øl, men den øl fik jeg desværre aldrig smagt. Udgaven fra 2008 skuffede mig lidt, så hvordan er 2009 udgaven. Den er en stærk øl på 10,5%. Den er brygget på både over- og undergær. hvilket umiddelbart lyder mærkeligt, Der er sikkert tale om dobbelt gæring, da procenten er så høj. Det er en smagfuld øl, hvor alkoholen smager en del igennem – ikke ubehageligt, men alligevel fremtrædende.

Hjemme igen var det tid at åbne for dagens kalenderøl – ”Jul i Overhuset” fra Thisted. Jeg havde en forventning om at det var samme opskrift som ”Underhuset”, men det viste sig at være forkert. ( tror jeg )

På etiketten ser vi denne gang et par herrer i pudderparykker, der samtaler pænt ( kedeligt ) med hinanden. De er til gengæld blaserte og sløve at se på, med tegn på for meget vellevned. Etiketten er rød, hvilket betyder at man rent faktisk kan læse varedeklarationen, der står rundt i kanten. ”Underhusets” etiket var grøn og umulig at læse. ( Heldigvis har min datter bedre syn end mig, og kunne læse op, hvad der stod ). - Og det er samme tekst.
De 2 øl er ved første indtryk meget lig hinanden. Alkoholprocenten er 7,9% og farven er også identisk. Men i det øjeblik, man indsnuser aromaen fra ”Overhuset” bliver man klar over forskellen.
Etiketten fortæller en historie om at Overhusets medlemmer kunne nyde denne overgærede øl, men det er slet ikke engelsk øl, der falder mig på sinde. Derimod minder den utrolig meget om ”Aventinus” – den tyske dobbeltbock weissbier. Den krydrede duft og ditto smag giver formodning om en overgærtype, der er meget lig de tyske hvedeølgærtyper. Her er der en krydret duft/smag at nelliker og banan. Der er en kompleks smag, der er svær præcis at sætte betegnelser på, men jeg kan ( som mine anmeldelser bekræfter ) godt lide den. Det gælder også denne øl, der har været lidt af en overraskelse. Som det hører sig til i tysk hvedøl er bitterheden lav. Men at den er engelsk ( ? )
Karakter 4

torsdag den 3. december 2009

Tid til en øl - Jul i Underhuset

3. December 2009

Efter dansen stod aftensmaden på sushi. Vi fandt en flaske sake frem og tog et par små glas, men efter maden tog jeg dagens kalenderøl frem.

Det var ”Jul i Underhuset” fra Thisted Bryghus. Det er en øl fra 2009 og den danner par med ”Jul i Overhuset”, som jeg skal smage i morgen. Mit bud er umiddelbart, at det er samme opskrift, men brygget på henholdsvis under- og overgær. En anden mulighed er at man har genbrugt opskriften fra ”Juleren”, men givet flasken en anden etiket. Begge øl er på 7,9% og ”Underhuset” er også økologisk – humle og byg.

Jeg har ikke smagt ”Juleren” i år, men husker den ikke for noget særligt – en neutral guldøl. ( Min favorit er Thy ”Julefnug” ).

På ”Underhusets” etiket ser vi det engelske parlament med de 2 sider overfor hinanden og udenfor vinduet knejser Big Ben. Forrest står 2 politikere og råber af hinanden, som man ofte gør det i engelsk politik. En humoristisk og anderledes etiket.
Det er en mørkgylden øl med hvidt og blødt skum. Den er klar med mange livlige bobler. ( der er tilsat ekstra CO2 ). Alligevel føles øllet blødt og rundt. Duften er præget af lys malt. Denne maltede note går også igen i smagen, men afløses af et lidt syrligt strejf af bær og citron. Der kommer en lidt sen bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3