Efter dansen stod aftensmaden på sushi. Vi fandt en flaske sake frem og tog et par små glas, men efter maden tog jeg dagens kalenderøl frem.
Det var ”Jul i Underhuset” fra Thisted Bryghus. Det er en øl fra 2009 og den danner par med ”Jul i Overhuset”, som jeg skal smage i morgen. Mit bud er umiddelbart, at det er samme opskrift, men brygget på henholdsvis under- og overgær. En anden mulighed er at man har genbrugt opskriften fra ”Juleren”, men givet flasken en anden etiket. Begge øl er på 7,9% og ”Underhuset” er også økologisk – humle og byg.
Jeg har ikke smagt ”Juleren” i år, men husker den ikke for noget særligt – en neutral guldøl. ( Min favorit er Thy ”Julefnug” ).
På ”Underhusets” etiket ser vi det engelske parlament med de 2 sider overfor hinanden og udenfor vinduet knejser Big Ben. Forrest står 2 politikere og råber af hinanden, som man ofte gør det i engelsk politik. En humoristisk og anderledes etiket.
Det er en mørkgylden øl med hvidt og blødt skum. Den er klar med mange livlige bobler. ( der er tilsat ekstra CO2 ). Alligevel føles øllet blødt og rundt. Duften er præget af lys malt. Denne maltede note går også igen i smagen, men afløses af et lidt syrligt strejf af bær og citron. Der kommer en lidt sen bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar