Endnu en gang - Glædelig Jul.
Vi havde en dejlig juleaften med traditionel og god julemad. Vi var alle i kirke til 2 tjenester hele eftermiddagen, så vi kom sent i gang med at stille an, - men det haster ikke, efter at børnene er blevet store. Træet var blevet flot pyntet og efter julesangene ( vi synger nok flere end de fleste ) pakkede vi stille og roligt gaverne ud. masser af gode ting.
I denne sammenhæng er det værd at nævne en ny bog om øl og et pc-spil, hvor man skal lave sit eget bryggeri, men der var også mange andre dejlige gaver.
Til aftensmaden fik vi den gode belgiske ”Speciale Noel” fra Abbay des Rocs. Den var som sædvanlig passende til juleanden og stegen. Den virkede en anelse lettere i munden end jeg husker, men smagen var igen helt i top. ( se evt. 25 dec 08 ).
Senere på aftenen nød vi en anden god juleøl fra Goose Island, men herom senere.
I dag var pigerne til 1. juledagsgudstjenester, og der var ikke over 10 besøgende til nogle af de 3 forskellige tjenester og det bliver sikkert kun værre i morgen.
Vi havde en lille julefrokost for min mor og bror og svigerinde. Han havde taget en ”Hvid Jul” fra Ølfabrikken med. Den er frisk og passer glimrende til æg og fiskefilet, og kan også gå til silden ( måske ). Derefter åbnede vi en mørk belgisk juleøl fra et ( for mig ) nyt bryggeri – Slaapmutske. Det betyder ”nathue” og etiketten viser en søvnig halvmåne med nathue. ( Nathuen blev egentlig først tilføjet i 2006 ). Dany de Smet og Marlene Vercaigne har hjemmebrygget siden 1992, hvor Dany fik diplom som brygmester og blev ansat på bryggeriet Huyghe.
I 1999 fik parret en søn og bryggede i den anledning en øl, som mange folk siden efterspurgte, og de besluttede at forsøge med eget bryggeri. Men de manglede et navn. En aften græd sønnen meget og ville ikke sove og de dyppede hans sut i deres nybryggede øl, og straks faldt han til ro. ”Denne øl er en rigtig nathue,” sagde Marlene, og navnet var i hus. Da det var vinter, kom den til at hedde ”Slaapmustske Winterbeer”
Bryggeriet sendte mange øl på markedet og begyndte at eksportere til Skandinavien og USA. I 2008 blev ”Slaapmutske Christmas” sendt på det belgiske marked, og den er nu dukket op her i Aalborg.
Den er på 7,4% og har en mørk brun farve med et rødt skær. Skummet er temmelig svagt. Duften er sødlig med mørk frugt og det er også det indtryk, der præger smagen. Der er en meget tydelig note at sveske – det minder næsten om en svesketrifli. Man skulle så tro, at den er tyk og fyldig i munden, men den føles overaskende let at drikke. Nu fik vi den til medister og revlsben, hvilket nok ikke var helt rigtigt. Den ville nok være bedre til and med sveskefyld. Alligevel synes jeg. den er lige sød nok, og giver foreløbig en lidt lav karakter. Men måske skal den have en chance igen næste år under bedre omstændigheder.
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar