Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 23. december 2009

Tid til en øl - Goose Island India Pale Ale / Warwik Hjertensfryd

23. December 2009

I dag kørte vi tidligt i Bilka for at foretage de sidste juleindkøb. Derefter hjem for at begynde på julemaden til i morgen ( vi er jo i kirke det meste af eftermiddagen ). Min kone fik forberedt en masse og vi fik anden grillet.

Jeg havde en aftale med vennerne på John Bulls Pub i Aalborg efter de sidste julegaver. Jeg var blevet anbefalet ”John Bull’s Christmas Ale”, men den var så god så den allerede var udsolgt. I stedet nød vi en ”Chouffe N’Ice” på 10% ( jeg havde fornuftigvis taget bussen ind ). Den har jeg også indkøbt til juledagene, så den kommer der en beskrivelse af senere, men den var stærk og god.

For at smage noget andet, tog vi derefter en ”India Pale Ale” fra Goose Island, Chicago. Jeg har før skrevet om deres ”Honkers Ale”, som jeg synes vældig godt om, og deres IPA er også afbalanceret.

Den er brygget på pale ale malt, og humlet med styrian, fuggle cascade og centennial. Bitterheden er beskeden ( for en amerikansk IPA vel at mærke ) – 55 IBU. Men den passer fint til en engelsk og de beskriver da også selv typen som en ”english style india pale ale”. Procenten er 5,9%. Den er gylden med et orange skær og duften er meget præget af citrushumlen. Den virker fyldig og frisk i smagen med en god, markeret bitterhed i eftersmagen

Karakter 4
Til aften kom min mor og spiste med. Jeg åbnede en flaske ”Hjertensfryd” fra bryggeriet Warwik i Varde. Jeg forsøgte her til aften at finde lidt om bryggeriet historie, men siden er åbenbart blevet hacked af en eller anden klovn, så den åbner ikke. Jeg mener bryggeriet er fra 2006 og navnet -”Warwik” - er den gamle middelalderlige betegnelse for Varde. Bryggeriet har den specielle tradition, at opkalde deres øl efter kendte borgere – Frk. Friis – vinkelskriver Murtfeldt – Røde Vagn. ( Den første øl, jeg smagte i min nye ølinteresse i 2006 var frk, Friis ).
Juleøllen har navnet ”Hjertensfryd” og henviser til Karen Hjertensfryd ( 1962 – 2005 ), der var Vardes lirekassekone. Hun var kendt for sit kristne livssyn, sit glade smil og sit varme hjerte. ( Læs selv mere )
Det er en Biere de Garde ( fransk øltype ) på 8,0%. Den er tilsat koriander og appelsin, som en belgisk tripel, men den er mørkere – kobberfarvet med svagt hvidt skum og fine bobler. Den er brygget på pilsner-, münchener- og chokolademalt, og tilsat muscovadosukker og sveske. Den er en anelse uklar. Dejlig duft af blomme og appelsin, samt lidt krydderi. Den føles yderst behagelig og venlig i munden uden at være kedelig. Smagen er krydret med noter af appelsin og sveske - og et svagt strejf af lakrids ( men det er måske næsten bare indbildning ). Der er ingen nævneværdig bitterhed, men eftersmagen er god og lang. Der er brugt Saaz og Cascade humle.
Karakter 4+
Sidste år fik jeg også et eksemplar af  ”Hjertensfryd”, men der var en alvorlig gærfejl, så den var nærmest udrikkelig. Heldigvis har bryggeriet nu vist, hvordan det er meningen, den skal smage.
Glædelig jul til alle I øldrikkende mennesker – og såmænd også til alle andre.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar