I dag har vi købt juletræ. Det var sådan en ”pluk selv”-bod ved vejen, hvor man tog en sav og lagde 100 kr i den lille pengeboks og så fældede et træ. De var meget store, men det var i orden at tage toppen, så vi skar det over 1½ meter fra jorden. Det er et pænt træ, vi har fået fat i.
Der er en del engelske uafhængige bryggerier, der har kastet sig over Xmas-Ales. Et af disse bryggerier blev grundlagt i Devon i 1979, men flyttede hurtigt til Somerset. Det er Cotleigh Brewery der ligger i Wiveliscombe. Det brygger et stort sortiment af typiske ales og har vundet mange priser. I anledning af 30 års jubilæet har de sendt et par nye øl på markedet. Men aftenens juleøl er af ældre dato.
”Red Nose Reinbeer Xmas Ale” er en mørk øl på 5,0%. Den har et rødligt skær og man kan ane nogle dovne bobler. Skummet er kraftigt og groft med et beige skær. Duften er maltet med karamelnoter. Den er brygget på pale ale-, crystal- og chokolademalt. Det giver en god fyldig smag med mørk malt, karamel og lidt tobaksagtig karakter. Der er brugt Goldings, Fuggles og Northdown humle. Det giver en markant bitterhed i eftersmagen. Jeg synes faktisk, den fungerede bedst sammen med mad, der opbløder den lidt sure note af tobak.
Karakter 4 ( sammen med mad – vi fik en lækker fiskesuppe med peberfrugt og masser af appelsin )
Cotleigh Brewery samarbejder med ”The Hawk and Owl Trust”, der er en fuglebeskyttelseorganisation i Somerset. Det betyder at, etiketterne er prydet af stolte fugle, især ørne, ugler og andre rovfugle. Øllene bærer flotte navne som ”Seahawk Premium”, ”Barn Owl Ale” og ”Peregrin Porter”. Undtagelsen er juleøllen, hvor vi ser ”Rudolf the red nose reindeer” der har fået lidt for meget af ”The Red Nose Reinbeer”. Øjnene roterer i hovedet på ham og tungen flagrer ud af munden på jagt efter mere øl. Geviret er pyntet til jul, men en lille fugl hviler trygt i geviret også. Bryggeriet garanterer da også, at man får en ”pæn rød glød” som Rudolf. Udmærket øl – jeg må se om Vinspecialisten har andre øl fra bryggeriet på hylden efter jul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar