Dette er juleafslutningernes tid.
Tordag var der afslutning på danseskolen, hvor vi dansede en times tid med Marianne Eihilt i festhumør, og derefter fik et lækkert pølsebord fra SlagterOle. Jeg havde taget en flaske ”Jingle Ale” med fra GourmetBryggeriet og det er en øl, der smager meget af jul. Jeg beskrev den sidste år i november, da det var den første juleøl, jeg åbnede det år. De fleste andre drak vin, men en enkelt fornuftig mand, havde også taget en ordentlig øl med – nemlig Raasteds fantastiske ”Juleøl”, som jeg skrev om forleden. Vi kunne så udveksle smagsprøver og det var jo vældig godt.
Fredag var der afslutning på Musikskolen, hvor min datter sang 3 carols sammen med guitar og fløjte. Og koncerten sluttede af med mit rockhold, der spillede 2 numre. Derefter var der tid til en lille ”Royal Hvid X-mas” samt en cognac, der var kommet som julepresent til Musikskolen. Det var en af de fine – ”Chateau de Beaulon”. Det ligger i det område der hedder Fins Bois, tæt ved Gironde-floden. Slottet er fra 1480 og blev i 1543 overtaget af Beaulon. I 1852 blev det overtaget af Thomas-familien, men har beholdt det gamle Beaulon-navn. Cognac er næsten altid blended, men Beaulon er en slags single-cognac. Den er meget rund og fyldig i smagen med noter af sød frugt.
Lørdag var det tid til den traditionelle julefrokost hos vennerne i Kærby. Her er der altid god mad, masser af snaps ( i år var der kun én hjemmelavet ) og dejlige juleøl. Vi lagde ud med ”Willemoes Julebryg” til silden. Nogle fik en ”Juleale” samme sted fra. Derudover var der Jacobsen ”Golden Naked Christmas Ale” og ”Thy Julestenøl”.
Til skinken kom der 3 forskellige årgange af Carlsbergs ”Semper Ardens Christmas Ale” på bordet. Og vi fik hver 3 glas, så vi kunne sammenligne. Det var Årgang 09 – 08 – 06. Som jeg skrev sidste år udvikler disse stærke julebryg sig gennem årene, og nu var der en mulighed for at teste 3 slags.
Vi startede med Årgang 09. Det er en brunlig øl med let slør i. Skumudviklingen er middel og der er en sødlig, maltet duft. Jeg har tidligere ment, at ”Semper Ardens Christmas Ale” er lige sød nok til maden, og det er også mit indtryk denne gang. Den er præget af en sødlig, lidt krydret smag og der afsluttes med en balancerende bitterhed, der ikke på nogen måde dominerer. Fornemmelsen er temmelig frisk i munden.
Årgang 08. Denne øl ( som jeg beskrev som ny sidste jul ) har allerede efter et år udviklet sig mere i retning af det vinøse. Det undrede os lidt, at denne øl var helt klar med tydelige bobler og et kraftigt hvidt og blødt skumlag. Den er på et år blevet endnu sødere med noter at blomme og rosin. Bitterheden i eftersmagen kan lige anes. Det er nu tydeligt, at vi bevæger os i retning af dessertøl.
Årgang 06. Desværre var der ikke en 07-udgave, men det gjorde overgangen til 06 endnu tydeligere. Her er tale om en decideret portvinslignende sødme, der bedst kan nydes i sig selv eller til et stykke chokolade. Denne øl er udpræget grumset og der er stort set intet skum. Duften er kraftig med en tydelig vinøs duft af alkohol. Masser af sødme og en tydelig smag af sveske præger denne øl. Der er ingen bitterhed tilbage. Fornemmelsen er nærmest doven, hvis det ikke var for en let bedøvende alkohol.
Efter min mening bliver ”Semper Ardens Christmas Ale” bedre ved at blive gemt. Den bliver tydeligt sødere for hvert år, men den ”Barley Wine” karakter det medfører, passer godt til bryggen. Den nye ”rå” udgave sætter sig lidt mellem 2 stole og melder ikke helt klart ud, hvad den vil. Min kammerat har stadig en 06-udgave på lager, og han vil gemme nogle år endnu. Det bliver spændende, at se hvad det ender med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar