Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 28. december 2009

Tid til en øl - Stille Nacht 06

28. December 2009

I dag ville mine svigerforældre have haft 60 års bryllupsdag, men min kone mistede sin far for mange år siden. Vi mødes dog stadig med min svigermor på dagen, når det er muligt. Og i dag var der julefrokost, hvor de fleste børn ( og mange børnebørn ) var med.

På vejen ned besøgte min kone lige et garnudsalg i Silkeborg,, hvor hun købte garn til mange trøjer til os alle.

Det var et sammenskudsgilde, hvor vi alle kom med forskellige retter, men jeg havde ikke tænkt det som nogen særligt øl-interessant sammenkomst. Min svigerinde fra Sønderjylland havde derimod tænkt i disse baner, og havde indkøbt øl fra Kolding og omegn, som ikke lige er til at skaffe heroppe nordpå. Så der var flere øl, jeg ikke tidligere har smagt.

Fuglsang’s ”Black Bird” – Troldhedes ” Sozzled Snowman” ( en winter warmer, de brygger til pubben ”You’ll never walk alone” i Kolding ) og ”Lump of Coal” fra engelske Ridgeway ( også importeret af ”You’ll never walk alone” ). Der blev taget billeder af de to sidste, og jeg vil skrive lidt mere om dem, når jeg får dem sendt.

Vi åbnede ”Black Bird” til silden. Det var denne gang en lun tomatsild, der smagte utroligt godt. ”Black Bird” er en classic/wiener øl med god maltprofil, men også med en skarphed, der passer godt til fisken. Der er en lidt syrlig smag, der virker lidt påtrængende i starten, men det passede fint til maden. Til ørreden åbnede vi en julebryg fra Fur og vi fik også has på en ”Jule Ale” fra Midtfyn, inden vi kom til osten. Vi havde pigerne med og en enkelt svigersøn, så vi gav en lille julekoncert med tre 4-stemminge julecarols.

Selvom det var begrænset, hvad jeg fik af de forskellige øl, var det nok bedst at min kone kørte hjemad. Jeg tog vist også en lille lur omkring Randers.

Her til aften fandt jeg en af de bedste jule–godnat-øl frem. ”Stille Nacht” fra De Dolles Brouwers. Jeg plejer at tage en d. 28 December ( se beskrivelsen sidste år ) – jeg ved ikke hvorfor det lige er faldet på denne dag, men det er det. I år havde jeg i Ølkonsortiet fundet en af de sidste fra 2006, og jeg glædede mig til at smage, om den var meget anderledes når den var modnet så længe. Og som tilfældet var med Semper Ardens forleden, så havde den udviklet sig mere i retning af hedvin.

Alkoholprocenten er på 12.0% og smagen er sødlig sprittet som en gammel Maidera. Det er rigtig godt, at sidde og slappe af med, men jeg tror alligevel at jeg foretrækker de udgaver, der ikke har ligget så længe. De har også denne vinøse fremtoning, men der er en markant syrlighed, der giver en god og anderledes balance. Derfor får denne modnede 06-udgave kun

Karakter 5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar