Jeg har set nye øl fra bryggeriet ”JefferSon” på hylderne i den lokale Brugs. De er brygget på Ørbæk Bryggeriet på Fyn, der jo selv har et stort sortiment. Bla. en hel serie, der kun sælges i Brugsen. Der er flere andre bryggerier, der sælger deres øl under forskellige bryggerinavne – sikkert for at få større del i handlen. Så der er nærliggende at tro, at det forholder sig ligeledes med Ørbæk/JefferSon.
Men der er en lille tvist her, for det viser sig, at der er tale om et samarbejde mellem Ørbæk og en amerikansk ølskribent Randy Mosher. Han har skrevet bøgerne ”Radical brewing” og ”Tasting Beer” og han designer også øletiketter. Han har selvfølgelig designet etiketterne til JefferSon øllene, men han er også manden bag ”Hvedegoop” og ”Oatgoop” fra Mikkeller/Three Floyds. ( se 1. maj 09 og 27. sep 09 ). I hvor høj grad han ellers har en finger med i brygningen vides ikke. Måske er øllene inspireret af hans ideer – måske er det hans egne specielle opskrifter.
Men navnet giver lidt mere mening, når der er en amerikaner blandet ind i projektet. Jefferson var USA’s tredje præsident og en ivrig brygger ( ligesom så mange andre af de revolutionære fædre – f.eks Samuel Adams fra Boston ).
JefferSons hjemmeside er på engelsk, undtagen afsnittet om ”Julle Bryg”, der er på dansk. Jeg ved ikke om øllene sælges udenfor Danmark, men hvis de gør, er der sikkert ikke tradition for julebryg. ”Julle Bryg” er brygget på byg-, spelt- og hvedemalt og tilst humle og nelliker – alt sammen økologisk. Disse ingredienser tyder meget på stilen Tysk Hvedeøl og der er da også ( endnu engang ) den tyske Aventinus fra Schneider, der falder i tankerne.
Det er en uklar, kobberfarvet øl på 6,8%. Skummet er kraftigt, blødt og hvidt og afgiver en kraftig krydret duft af nelliker og banan. Øllet føles friskt, men alligevel er der en dejlig blødhed over den. Smagen er kompleks med noter af nelliker, banan og krydderier og der er kun en svag bitterhed fra humlen.
Karakter 4
Det er den anden øl i år, der er inspireret af Aventinus. Først ”Jul i Overhuset” og nu denne.
Carsten Bertelsen – den dygtige danske ølskribent – har Aventinus med i sin bog ”24 juleøl, du skal smage inden jul” og da det kan være svært at skaffe Aventinus ( man skal i specialbutikker ), er flere bryggere åbenbart blevet inspireret til at prøve kræfter med typen. Og de er sluppet godt fra det. Så er det muligt at stifte bekendtskab med den specielle og aromatiske øltype.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar