Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 11. december 2009

Tid til en øl - KB Juleøl ( Hvidtøl )

11. December 2009

For mange år siden – inden min interesse for øl begyndte – forærede min kære kone mig en øl-julekalender fra Thisted Bryghus. Det var dejlig med en øl, når man kom hjem efter en lang arbejdsdag, så en del af interessen for øl blev sikkert vakt med den kalender. Og øl fra Thisted er jo vældig gode. Der var nu ikke 24 forskellige øl, men kun 12 forskellige. Så kunne man jo tro, at der var 2 af hver, men det var ikke tilfældet. De bedste øl – ”Limfjordsporter” og ”Økologisk Humle” – var der kun en af. Til gengæld var der 3 ”Letøl” og 3 ”Hvidtøl”.

Det var svært at komme gennem den første hvidtøl. Det var for sødt og vammelt for mig, så min kone fik øllebrød et par gange inden jul ( hun kan faktisk godt lide det ??? ).

Det er nu snart 5 år siden, og jeg har ikke smagt hvidtøl siden, men i lyset af min nye interesse, vil jeg nu igen gøre forsøget. Det kan jo nemt være, at min smag har ændret sig. Det har den med mange andre øl – især de mørke og søde.

Kongens Bryghus har brygget hvidtøl siden 1454 og de danske bryggerier har ofte været hvidtølsbryggerier. Hvis man skulle have andre øltyper importerede man fra Nordtyskland. Da brygger Jacobsen i 1842 ville begynde det ”undergærede eventyr” købte han et hvidtølbryggeri på Valby Bakke. Kongens Bryghus lavede også den første industrialiserede hvidøl i 1896. Til jul satte man nisser på etiketterne, hvorfor disse øl kom til at gå under navnet ”Nisseøl”. Indtil 1958 hvor Carlminde Bryggeri i Nyborg bryggede den første rigtige julebryg, drak man hvidtøl til jul, måske flankeret af en almindelig pilsner.

Når man ser en hvidtøl, melder spørgsmålet sig – Hvorfor kaldes det hvidtøl, når det er kulsort?

I gamle dage tørrede man malten på 2 måder. Enten blev den vindtørret, hvilket gav den såkaldte ”Hvidmalt” eller man tørrede over ild, hvorved man fik en mørkere og røget malt. Senere begyndte man at tørre hvidmalten i en kølle uden at den fik kontakt med røgen, og da man begyndte at bruge koks kunne man farve malten efter behag. Man begyndte at lave en mørkere øl, men navnet hang ved og antydede formodentlig, at det var uden røgsmag. I begyndelsen var øllet naturligvis overgæret, men de fleste hvidtøl er i dag undergærede.

”KB Juleøl” er en sort nisseøl på 1,7%, så selv små nisser bliver ikke sanseløst berusede. Skummet er brunligt med et gråt skær. Det er brygget på bygmalt – måske ikke så mørkristet som man skulle tro, for der er også tilsat farvestof. Jeg forestiller mig lidt i retning af Guinness, som er brygget på lys malt og sortristet umaltet byg, for at give farve. ”KB Juleøl” er en let øl, nærmest vandet, hvilket gør den letdrikkelig. Det gør også, at den ikke bliver vammel, for smagen er meget sød ( der er også tilsat ekstra sukker ) og der er en svag ristet note. Det oplyses, at der også er tilsat lakrids, men det gør nu ikke noget stort væsen af sig.

Karakter 3

Der kan man bare se. Min smag har ændret sig, og selv om jeg måske ikke kommer til at drikke denne type hver-hveranden dag, så er det ikke længere en type, jeg går fuldstændig udenom. Men den er sød, selv for en sukkergris som mig.

2 kommentarer:

  1. Den bedste Jule-hvidtøl jeg kender

    SvarSlet
  2. Verdens bedste Jule hvidtøl til Risengrøden, har brugt den i 88 år og køber stort ind til julen og årets risengrød.

    SvarSlet