Kristi Himmelfartsdag er jo ikke en fridag for os der har kirkejob, men heldigvis er der en ekstra fridag for os i morgen. I dag fik jeg dog tid til at luge lidt i haven. Her til aften kom min datter og svigersøn på besøg og viste billeder fra deres tur til Barcelona. Det har været en god tur i en spændende by. Vi fik en steg på grillen og dertil åbnede jeg en flaske fransk øl.
Det er en øltype, jeg faktisk ikke har smagt før. ”Biere de Garde” betyder ”gemmeøl” og var den øl man bryggede i slutningen af marts til at skulle holde sommeren over. Stilen hører til det Nordfranske område i nærheden af Calais og er kendetegnet ved en sød, fyldig øl. Det var en øl der skulle være en forfriskning for landarbejderne, og det arbejdende folk er da også portrætteret på etiketten ( her repræsenteret af bryggere ). Der har ikke været nogen reel eksport, da Frankrig mest forbindes med vin og konkurrencen fra de belgiske bryggerier har været stor. Men interessen er stigende og en eksport er ved at komme i gang.
La Choulette er et gårdbryggeri ( biere artisanale betyder ”håndværksbryg” ). Det stammer fra 1885 og ligger i Hordain i nærheden af Vallenciennes. Bryggeren hedder Alain Dhaussÿ og han har sammen med sin kone Martine ledet bryggeriet siden starten af 70erne. Man benytter en speciel gær, men der er noget uenighed om hvordan den skal beskrives. Nogle siger, det er en overgær, der synker til bunds ( hvilket jo egentlig betyder, at det er en undergær ), Andre siger det er en undergær, der tilsættes ved overgærstemperatur. Under alle omstændigheder er det et grænsetilfælde lidt i stil med ( dog modsat ) den tyske altbier.
”La Choulette de Primtemps” blev lanceret 7. marts 2009. Det betyder ”forårsøl” og den kommer i store flasker med korkprop. Procenten er på 6,0%.
Det er en mørkgylden øl med rødligt skær og hvidt skum. Den er ufiltreret, hvilket giver en del slør, når man hælder det sidste op. Umiddelbart bliver man overrasket over, at denne øl virker mørkere end den ser ud til. Der er en maltet, sød aroma. Den er fyldig, men der er en del kulsyre, der giver en skarp friskhed. Smagen er også sød, med noter af rosin og blomme. Bitterheden træder ikke særlig meget frem i eftersmagen. Denne øl fungerer fint med en oksesteg, da den har en kraftig fylde og lidt mørke smag. Det er til gengæld ikke en typisk forårs-tørstslukker.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar