De sidste par dage er der vendt op og ned på det hele. Min far er blevet indlagt på Dronninglund sygehus med meget høj feber (40,9) hvilket skyldes en lungebetændelse, samt en kraftig maveinfektion. Heldigvis er feberen nu blevet slået ned, men der er stadig grund til at beholde ham på hospitalet. Derfor overnatter jeg i mit gamle værelse hos mine forældre. Så har jeg mulighed for at køre min mor til Dronninglund om morgenen, og være der hvis hospitalet skulle ringe om natten. Det gjorde de kun den første nat.
Inden vi går i seng tager vi lige en god øl til at sove på. Til sin fødselsdag fik min far en kasse med Willemoes øl fra Bryggeriet Vestfyen. Det er de øl, vi nu sidder og smager. Den første aften var det ”Strong Lager” og i går kom turen til ”Willemoes Porter” på 9,8%. Den sover man godt på.
Min mor kan godt lide lidt søde øl, så begge disse øl er faldet i hendes smag.
”Willemoes Porter” er brygget på pilsner-, münchener-, karamel- og chokolademalt samt en anelse røgmalt. Det giver en mørk, sort øl med et kraftigt lysebrunt skum. Der er en kraftig, lidt sødlig aroma, hvor også ristede noter træder frem. Øllet føles tyktflydende og fyldig i munden, med en anelse varme fra alkoholen. Denne kan også tydeligt smages, men ikke på en ubehagelig sprittet måde. Smagen er ellers sød med ristet kaffe og tydelig lakrids i slutningen. Der er da også decideret tilsat lakrids og også ekstra sukker. Humletypen er Warrior, som jeg aldrig har hørt om før. Der er en middel bitterhed i eftersmagen, der dog først og fremmest virker sød og ristet.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar