Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 10. maj 2009

Tid til en øl - Sierra Nevada Wheat

10. Maj 2009
I dag har vi atter haft konfirmation i kirken – så er den fyldt til sidste plads og lidt til. Så skyndte vi os hjem efter gudstjenesten, for min kone skulle nå at bage en masse kager til eftermiddagskaffen. Her kom min brors familie på besøg med deres børn og svigerbørn ( og barnebarn ), Det blev til kanelsnegle – æblehorn – chokoladekage og roulade.  Det var en god eftermiddag. Her til aften har jeg så kørt min datter tilbage på efterskolen.
Da de amerikanske mikrobryggerier dukkede op i starten af 80erne afprøvede de naturligvis alle mulige øltyper – bla. også den tyske hvedeøl. De amerikanske forbrugere foretrak øl, hvor fenolindholdet ikke var så markant som i de tyske. Det er disse fenoler, der giver den markante aroma af nelliker. Jeg kender mange, der ikke bryder sig om hvedeøl af samme grund. Det er en indvending, man ofte hører ved ølsmagninger – hvor mange beskriver det som duften af hospital eller kemisk industri. Disse fenoler stammer i høj grad fra gærtypen, så de amerikanske bryggerier benytter sig af almindelig overgær i stedet for specielle hvedegærtyper. Der har dog holdt fast i brugen af hvedemalt i samme forhold som i de tyske øl. Det giver jo egentlig en ny ølvariant, der adskiller sig både fra den tyske og fra den belgiske.
Sierra Nevada Brewery blev stiftet i 1979 af Ken Grossman og Paul Camusi og de sendte de første øl på markedet i starten af 80erne.
Deres ”Wheat” er på 4,4% og brygget på byg- og hvedemalt, gæret med almindelig overgær og humlet med Perle og Strissel Spalt. Denne sidste humle er en sjælden type, der stammer fra Alsace området. Den benyttes også i Kronenbourg’s øl.
Det er en  lys, næsten hvidlig øl med en fin skumtop, der dog forsvinder hurtigt. Duften er præget af melon og citrus og en anelse nelliker. Disse noter præger også smagen, der dog forsvinder hurtigt og efterlader en lidt tam fornemmelse. Der er dog mere bitterhed i eftersmagen end man normalt smager i hvedeøl. IBU niveauet er på 27, men det er ikke nok til at redde den manglende eftersmag.
Karakter 3                                                                                                                                               
Denne hvedeøl produceres ikke mere, men kan stadig fås i butikkerne. I stedet sendes der nu i foråret 09 en anden på markedet, nemlig ”Kellerweiz”, der ser ud til at lægge sig tættere på den originale bayerske hvedeøl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar