Op til Kristi Himmelfartsdag kom min far hjem fra hospitalet, da der ikke foregår noget på helligdagen. Han er dog ikke udskrevet endnu, men skal være der igen fredag.
Da vi kom tilbage fandt min kone et par chokoladekugler at hygge sig med. ( de er lavet efter DDV opskrift, så de feder ikke ), mens jeg til gengæld fandt en chokoladeøl i skabet ( den feder heller ikke ).
Robinson bryggeriet stammer fra 28. sep. 1838, hvor William Robinson købte Unicorn Inn i Stockport. Siden blev forretningen udvidet og i 1890 ejede familien 12 pubs. I dag er det 5. generation af Robinson, der driver bryggeriet.
Deres kendeste øl er ”Old Tom” – en strong ale på 8,5%, som jeg smagte i efteråret 07. Den har været brygget fra starten og er en mørk øl uden særlig meget kulsyre, hvilket gør den lidt mat. Det skyldes sikkert at den nu er brygget efter Real Ale konceptet. Smagen er sherry-agtig med noter af brændt malt og lidt kaffe. Eftersmagen er sød og en anelse sprittet. Alkoholen giver en behagelig prikkende mundfornemmelse.
Karakter 4
Forleden så jeg en ny udgave af Old Tom i Ølkonsortiet. Det var en chokoladeudgave, hvor alkoholprocenten er sat ned til 6,0%. Bryggeriet har i samarbejde med en engelsk chocolatier – Simon Dunn – kreeret en øl med chokolade og Madagascar Bourbon Vanilje.
Det er en klar rødgylden øl. der dog har en del bundfald til sidst. Skummet er lyst med et gråligt/brunligt skær. Duften er præget af kakao og vanilje ( en duft jeg har bemærket hos andre chokoladeøl tidligere, men som desværre mest minder mig om Kinderæg ). Øllet føles friskere end originalen. Smagen er tæt forbundet med aromaen, og jeg er ikke så vild med den. Det må dog siges at den vinder lidt med tiden. Der er en pæn bitterhed i eftersmagen, der tager lidt at det søde indtryk væk.
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar