10. Oktober 2016
En
af de andre store overraskelser for 10 år siden var ”Aventinus”. En Doppel Weizen
Bock på 8,2%. Igen et begreb jeg aldrig havde hørt om og en smag jeg aldrig
havde drømt om. Jeg kendte intet til selv almindelige weissbier, og denne eksplosion
af smagsnoter fra malt og gær var overvældende.
Der
var – og er – en øl, der skiller vandene. Vi var to, der syntes, den var fantastisk
– tre, der godt kunne drikke den og to, der hældte den ud i vasken. Og det
mønster så jeg tre uger efter, da jeg holdt den første smagning for mine
kolleger. Der er mange mennesker, der ikke sætter pris på weissbier. Men for
mig står den som en af de store tyske øl.
Her
til jubilæet syntes jeg, vi skulle opgradere den til Eisbock-udgaven på 12,0%.
Den har jeg selv smagt tidligere, men jeg har vist ikke haft en eisbock med til
smagning. Eisbock opstod – efter sigende – da en bryggerlærling glemte at tage
øllet ind en kold vinternat, og næste dag var det frosset til is. Han fik
besked på at rydde op og smide øllet ud, men kom ophidset tilbage og sagde, at
de skulle smage det øl, der var tilbage mellem isen. Når vandet er frosset væk
er det alkoholen, der er tilbage. Det er stærkt, det er sødt og det er jo to
faktorer, der passer mig fint.
Selvom
jeg elsker søde øl, kan jeg dog bedre lide originalen. Denne bliver næsten for
sød og for vinøs, men det skal da ikke afholde mig fra at smagen den igen
engang.
Karakter
4+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar