Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 6. oktober 2016

Tid til en øl - 10 års Øljubilæum / Westmalle Tripel


6. Oktober 2016

Til vores første ølsmagning smagte vi en aldeles fremragende øl fra Brøckhouse – ”Frederiksborg Slotsøl”. En strong ale med koriander og muskat. Også en øl, der forøgede min interesse. Desværre eksisterer Brøckhouse ikke mere – en af de største tragedier i nyere dansk ølhistorie.
Navnet Brøckhouse er blevet opkøbt, men det har altså intet med det oprindelige at gøre.

Vi tog i stedet hul på en af de andre øl på første ølsmagning – ”Westmalle Tripel”. En af deltagerne bemærkede, at når Westmalle er øl nummer 4, så ved man at der er specialiteter i vente.
Det var en øl, jeg havde set frem til. Jeg havde jo hørt at belgisk øl var helt specielt, men vidste ikke hvad jeg kunne forvente. Og det var også en øl, der rokkede ved mine forestillinger om øl. Kraftig med masser af smag – appelsin og koriander. En øl, der var krydret helt anderledes end mine sædvanlige pilsnere. Og vel at mærke en smag, der straks tiltalte mig. Jeg mener faktisk ikke, jeg er stødt på en tripel, jeg ikke kunne lide.

”Westmalle Tripel” er en kraftig øl. Alkoholen er godt skjult, men kan dog fornemmes. Det er en øl med stor fylde. Jeg havde den med til en ølsmagning, hvor en af deltagerne måtte give op, for han syntes, den var for ”kraftig” i alle henseender. Det er en øl, man skal tage sig tid til at nyde. En øl, der sætter tempoet ned.


Munkene i Westmalle hævder at hvis man drikker 3 glas tripel, sænker man risikoen for stress med 50%. De må ikke bruge det i reklameøjemed, men jeg er ikke i tvivl, om at det er sandt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar