Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 12. marts 2012

Tid til en øl - In Your Pale Face

12. Marts 2012

Der har været et par dage, hvor det er blevet så sent, at jeg ikke kunne få tid at skrive om øl. Vi har været til fødselsdag, hvor en stor flaske ”Chimay Bleue” kom på bordet, samt en flaske ” Kors Øøl” fra Ørbæk. Den smagte jeg godt nok ikke så meget af, da jeg skulle køre hjem, men hvis jeg kan finde den, vil jeg gerne udforske den lidt mere. I går var vi i Aalborghallen for at se Evita. Det var en fin forestilling, men det blev sent.

Forleden havde vi besøg, hvor jeg åbnede en flaske pale ale fra Svaneke Bryghus. De laver for tiden mere eksperimenterende øl end de normalt gør ( synes jeg ). Jeg skrev forleden om deres ”Liquorice Stout” og de udgiver en ”limited serie” hvor der er spændende øl på programmet. Bla. denne IPA – ”In Your Pale Face”.

Etiketten ligner en udgave af Edward Munch’s ”Skriget”. Meget ekspressivt i karakteren. Bornholm er blevet en anelse psykedelisk, og brillerne springer af blegansigtet, der holder denne øl i hånden. Det er lidt uforståeligt, men det er jo også en kunstner – Maya Hiort Petersen – der har designet den.

På etiketten kan man læse følgende:

”Vi har overtalt vor ven, den følsomme, skælvende blege poesis ukronede hjemlige konge, Mit Navn Er Keith, til at kvæde et par højstemte ord om denne unikke IPA:

”Åh, kan alt dette mon virkelig være sandt?
Al denne skønne bitterhed i min fritid i skummet jeg fandt,

al denne fine brusende berusende nektar på min gane:
åh, disse bjergtagende tropers eksotiske salte uvane,
som forfører, som tager mig med på rejser langt væk,
som gør grim ælling smuk, som gemmer grimheden væk.
Åh, ædle drik, gør dit trick:

tag mig med dig, vil du ikk’?”

Det er lige før det hele virker som en joke ( det er det måske også ). Der er ”en rød IPA som nok skal få farve i dit blege ansigt og putte ordet tilbage i din magt.”

Det er en meget uklar rødlig øl på 6,5%. Skummet er lyst med en anelse beige. Der er en dejlig duft af humle ( det oplyses ikke hvilken ), hvor fyrrenåle og citrus dominerer. Den er skarp i munden med et fint bid. Der indledes med sødme inden eksotiske humlenoter gør sig gældende og der afsluttes med en fin og markant bitterhed ( 60 IBU ).

Karakter 4

Den beskrives som IPA, men må vel nærmere betegnes som en amber ale ( en IAA – men så bliver det snart lidt for fjollet med alle de forkortelser )

Ingen kommentarer:

Send en kommentar