I dag flyttede min ældste datter i ny lejlighed midt i det værste snevejr. Kæresten og et par venner havde lånt en god trailer, og de tømte den gamle lejlighed, mens vi andre bar tingene op i den nye ( 3. sal ). Det gik - trods vejrliget - uden store problemer.
Vi havde ellers problemer med at komme ud i morges, da vores villavej var for snedækket. Men ved fælles hjælp fik vi naboer ryddet vejen med sneskovle, så der var et spor, vi kunne komme ud af. Så i dag er det blevet til en snerydningspilsner ( Maribo Slotspilsner ) og en flyttebajer ( ikke en rigtig bajer, men en Carls Special ).
Men jeg vil hellere berette om en af øllene fra vores ølsmagning forleden – ”The Angel’s Share” fra Lost Abbey. Bryggeriet ligger i det sydlige Californien, hvor ejeren af ”Pizza Port Restaurant” gerne ville brygge sin egen øl til kunderne. Han var inspireret af de belgiske Abbey Ales, han havde smagt og havde allerede et navn til bryggeriet, men ikke nogen til at brygge øllet. Det hedder ”Lost Abbey”, fordi det ikke er knyttet til et abbey. I 1997 mødte han Tomme Arthur, og så blev bryggeriet en realitet.
Bryggeriet er på et korstog i kampen mellem det gode øl og det onde øl ( dårlige øl ). De brygger øl for både helgener og syndere, da de fleste af os jo er syndere for Vorherre, og derfor har de 2 fanklubber tilknyttet bryggeriet – ”The Sinners” og ”The Saints”. Der er flest medlemmer i ”The Sinners”.
Bryggeriet bruger et keltisk kors som logo. Dette specielle kors er designet af Sean Dominguez og de fire arme viser her de fire ingredienser i øl – malt, humle gær og vand. Disse 4 ingredienser er bundet sammen af ringen om korset.
”The Angel’s Share” er en sæsonøl, der bliver brygget en gang om året. Whiskykendere ved, at der forsvinder en lille mængde whisky på uforståelig vis, når den lagres på tønden. Denne del kaldes for ”Englenes Andel” – ”The Angel’s Share”. Og denne øl er lagret på whiskytønder – eller rettere Bourbontønder.
Nede i Kentucky ligger der et gammelt destilleri fra 1886. Der var i sin tid 5 lagerhuse, hvoraf de 4 nu er forsvundet, men ”Lagerhus #5” står der endnu – med de originale egetræstønder. Indenfor ligger der stadig bourbon og modnes - og hvert år får Lost Abbey lov at lagre en stærk Barleywine på en af tønderne. Der ligger den et helt år, inden den kommer på flaske.
Vores øl var 2008 udgaven på 12,5%. Den var meget mørk og fuldstændig uden skum. Aromaen var yderst kraftig med søde karamelnoter, alkohol og whisky. Helt anderledes end noget andet, jeg har prøvet. ( De whiskyøl jeg tidligere har smagt, har alle været baseret på stout. ) Øllet fylder godt i munden, og giver en varmende, lidt brændende fornemmelse. Smagen er kraftig – først lidt sød, men så dukker et syrlig islæt frem, der sikkert skyldes både egefadets og whiskyens indvirkning. Det er ikke så meget fokus på bitterhed ( igen noget der er anderledes end whiskystout ).
Karakter 5
En stor og anderledes øl, der dog ikke faldt i alles smag. Flere nævnte, at den overhovedet ikke mindede om øl, men nogle af dem kunne dog lide den alligevel – andre bestemt ikke. Jeg har ikke længere nogle forudfattede meninger om, hvordan øl kan ( eller skal ) smage, så for mig var det en spændende oplevelse. Det er en dyr øl, pga den lange tilblivelse og den begrænsede mængde. Ølkonsortiet havde kun fået den lille halvflaske hjem ( 37 cl ), men det var til en pris på 129 kr.
Det er derfor en øl, der er god at dele ( også omkostningerne ), og bryggeriet skriver da også på bagsiden at etiketten – ”so be an angels and share it with af friend og two”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar