I dag fik jeg slået græs, så næsten alle mælkebøtterne forsvandt, og nu er haven ved at være fin til sølvbrylluppet. Der bliver i hvert fald ikke gjort mere der, for nu skal vi have alt klar til morgengæster tirsdag.
Den sidste øl i Samuel Smith-serien ( i denne omgang ) er også den mest berømte af dem – ”Imperial Stout”. Den er berømmet af ølkenderen Michael Jackson, og den er også med i den fine bog: ”50 øl du skal smage, inden du dør”. Her er afsnittet skrevet af Carsten Berthelsen. Den har nok i mange år – indtil det nye mikrobryggeri-boom – stået som en af de allerbedste imperial stouts.
Her er jo tale om det Russiske Imperium, for øltypen blev vældig populær i Skt. Petersborg, hvor især Zarina Katharina nød godt af den. For at øllet kunne klare den lange vej til Rusland, hævede man alkoholprocenten og tilførte meget humle. Det havde man lært at de lyse IPA’er, man sendte til Indien. Øltypen var - som så mange andre - forsvundet fra markedet i tiden efter 2. Verdenskrig, men Samuel Smith genindførte den i 1980’erne til det amerikanske marked. På det tidspunkt var de amerikanske mikrobryggerier så småt ved at komme i gang, og måske er denne øl medvirkende til den store interesse for stouts hos disse bryggerier.
Bryggeriet har denne gang begået en øl på 7,0%, men har så skåret ned på mængden ( 33 cl ) så man ikke bliver mere påvirket af den grund. Den er brygget med bygmalt og hårdtristet byg, ekstra sukker og Fuggles og East Kent Goldings humle.
Det er en kulsort øl, med skum der farvemæssig ligner cafe-au-lait. Det føles meget blødt. Der er duft af ristet byg, lidt røg og engelsk lakrids. Det at der er benyttet ristet, umaltet byg giver den en let mundfornemmelse, men alligevel varmer den en del. Smagen har i begyndelsen en svag sødlig note, som hurtigt går over i ristet byg og kaffe, og afsluttende dukker engelsk lakrids frem. Denne note hænger dominerende ind i eftersmagen, hvor den gradvis afløses af en god bitterhed fra humlen.
Karakter 5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar