Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 24. december 2015

Tid til en øl -Næstved Ask Juleurt


24. December 2015

Efter en lang pause på bloggen har jeg da endelig taget mig sammen til at lave en julekalender med en juleøl hver af de 24 dage til jul.
Nu er juletræet pyntet. Jeg er vasket, barberet og nogenlunde velduftende, så nu er vi klar til jul. Der er lige to julegudstjenester før vi skal fejre julen for første gang med vores barnebarn. Hun er nu så lille, at hun nok ikke fatter så meget, men for os bliver det hyggeligt.

Juleøllen her til frokost blev ”Ask Juleurt” fra Næstved Bryghus. Det er en øl brygget til Interflora, og den indeholder da også blomster og urter. Der er tilsat appelsinskal, anis og kanel, samt hjulkrone. Denne gamle lægeurt siges at styrke hjertet og lindre luftvejene, hvilket man jo godt kan have brugt for i denne våde vintertid.
Navnet ”Ask” henviser til Ask Yggdrasil i den nordiske mytologi, men hvorfor fremstår ikke helt klart for mig.

Det er en mørk øl på 7.2%. Den har en rødligt, nærmest purpurfarvet skær. Skummet er kraftigt, men forsvinder hurtigt under hørlig syden. Denne sydende fornemmelse mærkes også når man drikker øllet, men er på ingen måde ubehagelig. Duften er domineret at bær, og også i smagen gør det sig gældende. Det er nu mest noter i retning af slåen og blåbær, jeg lægger mærke til, Men i slutningen dukker anis frem. Det må klart anbefales, at denne øl ikke nydes for kold.  

Karakter 4+


GLÆDELIG JUL TIL ALLE

Ingen kommentarer:

Send en kommentar