Til aften blev det ikke til en øl, men derimod en pærecider fra Kopparberg på 4,5%. I den seneste tid er det jo blevet vældig populært med gode cidere, men det er ikke noget, jeg kender så forfærdelig meget til. Jeg synes, det er en frisk drik, men det synes jeg også om de alkoholsvage ciders, jeg før har drukket, så jeg må hellere overlade bedømmelsen til andre med bedre kendskab til det end mig.
Nu bevæger vi os ligeså stille mod høsten, hvor det bliver de lidt mørkere øl, vi skal have prøvet af.
Der brygges i Danmark mange deciderede høstøl, der allerede er på markedet. Jeg synes nu, det er lidt for tidligt, så jeg vil venter lidt med at smage disse øl, men så kan vi kigge på en brown ale i stedet.
Da jeg afholdt engelsk ølsmagning sidste år, faldt jeg over Englands første rigtige Brown Ale – Double Maxim Premium Brown Ale fra 1901,
Da Maxim Machine Gun Detachement vendte hjem til Northumberland fra Boerkrigen omkring år 1900, besluttede det lokale Vaux Brewery at brygge en hyldestøl til soldaterne. Lederen af kompagniet var Ernest Vaux, der selv stammede fra denne brygfamilie og øllen blev kaldt ”Maxim Ale”. Det var en øl, der var mørkere og mere brunlig end mange af de øl, der var på markedet dengang, men det var først i 1929 at betegnelsen ”Brown ale” blev almindelig – efter Newcastles succes.
Denne brown ale var en stor succes hos de lokale værtshusgæster, men de drak ofte så meget, at de faldt i søvn, så derfor satte man procenten ned.
Først den 22. juli 1938 besluttede man igen at hæve procenten til den svimlende højde af 4,7 %, som den har nu. Så kunne man også tillade sig at kalde den ”Double Maxim” og man tilføjede så Brown Ale, da det i mellemtiden var blevet en populær betegnelse.
Bryggeriet Vaux lukkede i 1999, men Robinson bryggeriet ansatte så Maxims brygmester, Jim Murray, til at videreføre denne historiske øl. Den er ikke en del af Robinsons officielle sortiment – Murray optræder nærmest som en fantombrygger.
Jim Murray har brygget Maxim siden 68 og ved om nogen, hvordan den brygges - og han garanterer, at opskriften og metoden er den samme som i 1901.
Det er en flot øl, der gør sig godt i den klare flaske. Det ligner en fin gammel cognac. Der er en del engelske øl, der leveres i klare flasker, men det er ikke lykkedes mig at finde forklaringen. Måske synes de bare, det ser godt ud - for det gør det.
Smagen er præget af malt og lidt karamel, og humlen trænger sig på og hænger over til eftersmagen. Når det er sagt, må man dog sige, at det er en lidt anonym og venlig ale, der ikke kan forskrække nogen, og som nok er bedst, hvis man er ved at udvide sit øltypekendskab udover pilsner.
Karakter 3
Den kan være vanskelig at skaffe, men kan findes i specialbutikker. Jeg fandt min hos Ølkonsortiet i Aalborg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar