8. August 2008
Første gang jeg for alvor lagde mærke til, at der var andre ølmærker end Tuborg, Carlsberg og Faxe, var til en fødselsdagsfest, en af mine gode venner holdt. Han havde interesseret sig for øl et stykke tid, og proklamerede, at til denne fest skulle der ikke drikkes noget baseret på druer. Så vi fik øl til maden og rom til desserten. En af disse øl var Newcastle Brown, og det var også den folk talte om, så den måtte jeg prøve. Det var før min øl-interesse var brudt ud, men det var da en udmærket øl, og jeg kunne huske navnet, så jeg kunne bestille den, når jeg en sjælden gang gik på pub.
Senere købte jeg den, for at smage den i lyset af min nye øl-interesse og blev først lidt skuffet. Den var mere bitter, end jeg kunne huske ( i starten var mine smagsløg ikke helt indstillet på megen humle), men til frokostbordet dagen efter virkede den fint. Jeg synes stadig, det er en god madøl, og var glad for i går at kunne genoptage bekendtskabet.
Newcastle er - ifølge de lokale legender – det første sted i England, hvor man bryggede øl. Men det første bryggeri, vi kender til, er fra 1770: John Barras & Company. I slutningen af 1800-tallet købte Barras flere andre bryggerier og dannede The Newcastle Breweries Ldt. Efter 1. verdenskrig tog man den blå stjerne som varemærke, idet spidserne repræsenterer de enkelte bryggerier.
I 1927 udsendte brygger Jim Porter efter 3 års udviklingsarbejde Newcastle Brown Ale, der allerede året efter vandt guldmedalje ved ”International Brewers’ Exhibition” i London.
Det var man stolt af og disse medaljer blev også indføjet i etikketten.
Newcastle Brown har også kælenavnene ” The one and only”, samt ”The dog”.
“I’m going to walk the dog” betyder “ Jeg smutter ned på pubben og drikker en Newcastle Brown.”
Newcastle Brown er den bedst sælgende flaskeøl i England og sælger også godt i resten af Europa. Det var en af de øl, der var med til at åbne interessen for specialøl i Danmark, og de første mikrobryggerier skulle alle have en brown ale på programmet.
Der findes efter sigende 2 skoler. En Sydengelsk/ London stil og en Nordengelsk/ Newcastle stil.
London stilen er en sød maltet øl uden særlig meget bitterhed. Jeg kender ikke rigtig nogle øl i denne kategori. Alle lader til at være inspireret af den mere friske og bitre Newcastle stil.
Det fremgår ikke, hvilke humletyper bryggeriet benytter, men forskellige hjemmebrygopskrifter anbefaler henholdsvis Fuggles, Target og East Kent Goldings. Sikkert er det i hvert fald, at det er engelske humletyper.
Newcastle Brown er en klar mørkbrun øl på 4,7% med hvid skumtop. Der er en frugtagtig aroma, der skyldes brugen af overgær og smagen er fyldig med mørk frugt og lidt karamel. En god lang eftersmag med behagelig humle. ( IBU 35 – 40 )
Karakter 3+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar