15.August 2008
Der er rigtig mange nye øl i Danmark for tiden, og der dukker nye bryggerier op hele tiden. Det er jo spændende og skulle være med til at øge udbuddet, men desværre sker der ofte det, at de nye danske øl fortrænger udenlandske øl fra hylderne, især i supermarkederne. Og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt.
Der er rigtig mange nye øl i Danmark for tiden, og der dukker nye bryggerier op hele tiden. Det er jo spændende og skulle være med til at øge udbuddet, men desværre sker der ofte det, at de nye danske øl fortrænger udenlandske øl fra hylderne, især i supermarkederne. Og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt.
Det er dejligt, at der kommer bryggerier i lokalsamfundene, så man kan smage øl fra det lokale bryggeri, når man er turist. Men det er jo ikke alle disse øl, der er fantastiske, og mange af dem bringer ikke noget nyt til ølverdenen. Der er derfor ingen grund til, at de alle skal ud over hele landet.
På den anden side ærgrer det mig også, når nogle bryggerier ikke sender alle deres øl på markedet, for så er det jo vanskeligere at komme til at smage disse øl. F.eks Brewpub, der har er stort sortiment på fad, men kun 3 flaskeøl ude. Eller Jacobsen, der har deres Limited Editions, der kun kan købes i København. Så jeg må nok indrømme, at jeg er svær at stille tilfreds.
En løsning ville selvfølgelig være, at vi kunne få alle øl, også de udenlandske.
Der er efter min mening 4 typer bryggerier for tiden.
Vi har de store, gamle bryggerier, der overvejende holder sig til standard pilsnere. Nogle af disse forsøger sig også med specialbryg under et andet navn og brygger øl i, hvad jeg kalder gruppe 2.
Det er bryggerier, der laver god øl, men på en måde unødvendig øl. De laver en pilsner, i stil med Urquell, eller en typisk engelsk bitter – og så kan jeg jo ligeså godt købe en ægte engelsk bitter eller en tjekkisk pilsner.
Den 3. type forsøger at lave anderledes øl, ved at prøve nye metoder ( Thy Stenøl ), tilsætte nye urter ( Jacobsen o.a ) eller blande humletyper på en ny måde. Det giver spændende nye udgaver af kendte øl typer, og det, synes jeg, er spændende. Selvfølgelig vil der være nogle smuttere imellem, - det kan ikke undgås – men det er den vej, vi skal. De fleste bryggerier har en eller flere forsøgsøl, for det hele er jo ikke så skematisk, som det er sat op her.
Den 4. type bryggeri er dem, der udforsker grænserne for øllet. Hvor meget humle kan vi tage? – hvor fyldig kan en stout blive? – hvor højt kan vi få procenten op?.
Også denne type giver spændende bryg, og det er vigtigt for øllets udvikling, at disse forsøg laves. I denne kategori finder vi nogle at Danmarks mest spændende bryggerier: Midtfyen – Amager – Raasted og det nu hedengangne Ølfabrikken. - Og så denne aftens bryggeri: Mikkeler.
Mikkeler er et fantombryggeri, der ikke har deres eget bryghus. De lejer sig ind hos andre bryggerier både herhjemme og i udlandet, alt efter hvilke øl, der skal brygges. Bryggeriet bestod fra starten at 2 bryggere: Mikkel Bjergsø og Kristian Keller. Kristian Keller er nu stoppet, men Mikkel Bjergsø fører bryggeriet videre med mange nye samarbejdspartnere i udlandet. Spændende.
I 2006 blev bryggeriet kåret til Danmarks bedste bryggeri og det 6. bedste i verden.
”Beer Geek Breakfast” betyder ”ølnørdens morgenmad” og indeholder stort set alt, hvad man behøver om morgenen – undtagen spejlæg.
7 forskellige typer malt ( se flasken ), ristet byg, havreflager, molassesukker, humle
( centennial og cascade ), gær og gourmetkaffe.
Dette giver en meget fyldig og kraftig oatmeal stout med mange smagsintryk.
Alkoholprocenten er på 7,5% - måske lidt kraftigt at starte dagen på.
Det er en sort øl med en kraftigt, lysebrunt skumlag. Når man hælder øllet op, ser det ud som om, det syder og bruser. Meget flot. Duften er præget af ristet kaffe og lidt chokolade. Man fornemmer en fyldig øl, der hele tiden giver plads til flere smagsindtryk. Eftersmagen er godt humlet, men stadig med den fyldige kaffesmag.
Ristet kaffe og humle giver desværre en lidt sur smag, der minder mig om kaffe , der har stået for længe på varmen. Derfor kommer denne øl ikke helt til tops, men jeg synes, den er fabelagtig til flæskestegen. Her er det en af mine favoritter.
Karakter 4+
Kan købes i specialbutikker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar