I dag har jeg været på Mac kursus. Musikskolen har købt flere Mac-computere, og vi fik et kursus i brugen af dem og de forskelle, der er i forhold til Pc. Det er en utrolig flot brugerflade og der er mange lækre detaljer og smarte genveje, der klart overtrumfer pc-en. Vi lærte at indspille i den indbyggede mikrofon og sende det til elevernes mobil med Bluetooth. Et fint kursus,
Til aften kom min mor og min datter på besøg, og så lavede vi adventskrans og juledekorationer med kalenderlys sammen. Min kone havde lavet oksesteg, hasselbachkartofler og rødbeder i flødesovs. Det smagte rigtig godt.
Jeg fandt en fredelig belgisk ”Affligem Dubbel” på 6,8% frem. Sidst jeg smagte den var i efteråret 2006 og dengang var jeg ikke så bekendt med mørkt øl. Jeg havde taget den med fra Achelklosteret i Belgien i sommer, og den kunne passe godt til stegen.
Det er en mørk, brun ufiltreret øl med kraftigt slør. Skummet lægger sig lyst beige på toppen. Det føles meget blødt. Der er en svag duft af mørk frugt og belgisk gær, der giver en lidt krydret aroma. Øllet er friskt og smagen er også præget af den fine belgisk gær. Lav bitterhed i eftersmagen. Ovenpå de kraftigere belgiske julebryg, der er i handlen lige nu, kan den virke en anelse neutral, men faktisk er det en fint afbalanceret øl. Jeg har nu aldrig helt overgivet mig til dubbelstilen – jeg kan bedre lide de lidt kraftigere belgisk øl.
Karakter 4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar