I dag har vi valgt en ny leder af Kulturskolen. Det er spændende, om vi har fundet den bedste, men det var vi alle enige om, så nu må tiden vise, om det er rigtigt. Det bliver i hvert fald en ny periode med mange omvæltninger.
Tyskland har deres ”Reinheitsgebot”, men at der engang fandtes en lignende lov i England, var jeg ikke klar over. På øen ”Isle of Man” vedtog man i 1874 en ”Beer Purity Law”, der også forbød tilsætninger til øllet. Loven blev ophævet i 1999, men det lille nye bryggeri ”Bushy’s” overholder stadig disse retningslinier i deres øl. Deres slogan er ”Ale of Man”.
Bushy’s blev grundlagt i 1986 i Douglas. To år før havde Martin og Nicky Brunnschwieler overtaget pubben Zhivago’s Bar og omdøbt den til Bushy’s Bar. Den første øl var ”Old Bushy Tail” der blev en succes og derefter udviklede bryggeriet sig. I 1990 åbnede de et nyt bryggeri, hvor Michael Jackson - ølguruen ( ikke sangeren ) - klippede snoren over.
Isle of Man har haft en form for selvstændigt administrativt styre – lidt på samme måde som kronkolonien Gibraltar. I november 2002 kom et samarbejde i stand mellem Bushy’s og nogle gibraltarske importører, og det førte til aftenens øl ”Gibraltar Barbary Beer”. Noget af det specielle ved denne ale er at der er benyttet humle, der er dyrket på ”The Rock”.
Engelsk fadøl er ofte lettere i styrke end den tilsvarende flaskeøl. Flaskeøl eksporteres og i resten af Europa foretrækker man lidt mere en 4,2%. Denne ”Gibraltar Ale” er også kun brygget som flaskeøl, men eksporteres til en engelsk koloni, så det er sikkert derfor at procenten kun er 4,4%.
Det er en rødlig, klar ale med mange små, livlige bobler. Aromaen er kraftig med sødlig malt og et lille friskt pust af humle. Selvom det er en flaskeøl er det lykkedes af fange den fade fornemmelse man kender fra de engelske real ales. Smagen lægger ud med lidt sødme og karamel, men derefter overtager en tydelig humlebitterhed indtrykket. Balancen er meget fin og eftersmagen slutter med udpræget bitterhed. En meget smagfuld øl med lav alkoholprocent.
Karakter 4
Denne øl købte jeg i efteråret, da vi var på ferie på Costa del Sol – og hvor vi besøgte Gibraltar. Jeg har ikke set den her i landet, og jeg er heller ikke stødt på andre øl fra Bushy’s. Men det kunne være spændende at smage nogle af de andre bryg ( og der er mange ) for at se om kvaliteten holder. Det virker som godt håndværk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar