Efter kirketid i dag – jeg skulle pludseligt afløse som kirkesanger – syntes min kone vi skulle have en lille platte med fiskefilet, kartoffelsalat roastbeef og lun leverpostej. Det kunne vi få i Brugsen, så jeg købte en juleøl med fra Randers Bryghus.
Randers Bryghus ejes af Stefan og Kristian Kappel og drives af Stefan sammen med Jens Rasmussen, der har brygget juleøllen.
Juleøllen på hjemmesiden er med andet udseende end den jeg sidder med, og der er også divergens omkring alkoholprocenten. Min øl holder 6,0% ( hjemmesiden 6,5% ). På hjemmesiden er den beskrevet som en belgisk inspireret ale med stjerneanis, koriander og appelsin. Det fremgår også af flasken, men jeg synes ikke den er særlig belgisk i udtrykket. Derfor er jeg ikke helt klar over om det er samme øl.
På etiketten angives at der også er hvede i, samt de tre ”belgiske” ingredienser. Den er humlet med Goldings ( hjemmesiden ) og tilsat Muskovadosukker. Det sidste plejer at give en mere udpræget sødme end jeg fornemmer i smagen.
Det er en rød ale med et let slør og mange livlige bobler. Skummet er beige og groft, og sætter sig på glasset i gardiner. Duften er af mørk frugt med en fin note anis. Den føles meget prikkende og brusende – næsten som en sodavand, men der er kun naturlig CO2 i. Der er en skarp, lidt krydret smag, hvor man også fornemmer en anelse anis. Eftersmagen er med en god bitterhed, men munden er lidt bedøvet af den megen kulsyre.
Karakter 3+
Det er en udmærket øl, men jeg finder den ikke særlig belgisk – mere som en amber ale. De er bare normalt ikke tilsat krydderier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar