Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 3. november 2009

Tid til en øl - Aecht Schlenkerla Rauchbier

3. November 2009
Tysk øl er brygget efter det gamle Reinheitsgebot fra 1516. Det betyder, at man ikke må tilsætte noget til øllet – kun malt, gær, vand og humle. Derfor må variationen ligge i disse ingredienser. En af de mere specielle tyske øltyper er Rauchbier – røgøl – der er en specialitet fra Bamberg i Franken.
”Aecht Schlenkerla Rauchbier” er den oprindelige fra 1678. En af mine venner var i sommer på tur til Bamberg og besøgte værtshuset ”Aecht Schlenkerla” og de 8 andre bryggerier i byen. Der laves Rauchbier flere steder, og efter hans bedømmelse er ”Schlerkerla” ikke den bedste. Men det er den, man kan købe herhjemme, og vi havde den med på ølsmagningen i fredags.
Den øl jeg sidder med her i aften er dog indkøbt i selve Bamberg, men om det giver nogen smagsforskel, tror jeg ikke. Min kammerat købte også en anden rauchbier med hjem til mig, og den glæder jeg til at smage inden længe.
Bamberg er en gammel ølby med 9 bryggerier. I starten at 1800tallet var der 60 bryggerier i byen.  De 9 bryggerier producerer så meget øl, at Bamberg regnes for det sted i verden, man drikker mest øl  - 280 liter om året pr. indbygger. ( det tyske gennemsnit er på 122 og det danske på 90 ).
Historien siger, at der i 1678 udbrød brand i bryggeriet, og røgen ødelagde malten på loftet. Den arme brygger havde ingen anden mulighed end at brygge øl med den røgede malt - og alle elskede det. Det er nok tvivlsomt, om historien er sand, for i gamle dage var malten ofte tørret over brænde, der afgav røg.
Navnet skyldes derimod en værtshusejer i 1877 – Andreas Graser – der slingrede afsted når han gik, og det hedder på tysk ”Schlenkern”
Malten er tørret over bøgebrænde. Det er en stærkøl – en märzen på 5,4%. Oprindelig var den overgæret, men nu om dage er den undergæret. Den er humlet med Hallertau Mittelfrüh, og bitterheden er på 32 IBU.
Det er en mørkebrun øl , der minder om en dunkel. Skummet er hvidt, og det dufter umiskendeligt af røg. Faktisk kan man dufte røgen på flere skridts afstand. Øllet føles overraskende skarpt. Smagen er røget med noter af tjære. Eftersmagen er blandet af røg og bitterhed..
Karakter 4+
Det er en spændende øl, som jeg kommer til at holde mere og mere af jo oftere, jeg smager den. Første gang var det overvældende, men det hjalp, da jeg fik lidt røget pølse til. I fredags fik vi også lidt brød og pølse til denne øl. Jeg har engang været til en smagning, hvor man forsøgte at chokere os med denne øl, men vi kunne jo godt lide den ( til foredragsholderens tydelige skuffelse/overraskelse ). Hvis man holder af Islaywhisky, vil man helt sikkert også nyde denne specialitet.
Købes i Bamberg eller Ølkonsortiet i Aalborg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar