I dag har jeg siddet til ansættelsessamtaler hele dagen for at finde en ny leder til Kulturskolen. Man bliver egentlig temmelig træt af, at sidde stille og lytte en hel dag. Det er godt at mit job ikke til daglig er fyldt op af møder.
Til aften fandt jeg derfor en forfriskende øl frem – den lille ”Blanche de Namur”. Der er kun 25 cl i flasken og alkoholprocenten er 4,5%.
”Blanche” er en betegnelse for den belgiske hvedeøl. Den kaldes også ”Wit” eller ”Witte” og det refererer alt sammen til det blege gråhvide skær i øllet. I middelalderen blev malten lufttørret, så den ikke antog nogen farve, og derfor giver en meget lys øl. Nu om dage bliver den brygget på ½ del pilsnermalt og ½ del umaltet hvede. Den er ufiltreret og sammen med den lyse malt og hvedens enzymer giver dette det slørede mælkehvide skær.
Witbier er blevet brygget i Belgien siden middelalderen, men da pilsneren rykkede frem blev den trængt tilbage og forsvandt i 1950erne. I 1965 genåbnede Pierre Celis så et bryggeri i Hoegaarden, og belgierne fik atter smag for den friske drik – en slags national stolthed. En vellykket reklamekampagne har gjort witbier populær over hele Europa. Mange bryggerier har witbier i sortimentet.
Du Bocq ligger i den sydlige vallonske provins Namur. Det blev stiftet i 1858 og ejes i 6. generation af Belot-familien.
”Blanche de Namur” er en uklar bleggul øl, med lidt gråligt skær. Duften er let og frisk, en anelse krydret af citrus. Man tilsætter gerne koriander og appelsinskal ( fra Curacao-øerne, nord for Venezuela ) til de belgiske witbier og det fornemmes tydeligt i smagen.
Fornemmelsen er livlig med masser af kulsyre og en fin friskhed. Smagen er skarpt og syrlig ( det vides ikke om der tilsættes mælkesyrebakterier, men det virker sandsynligt ) med noter af krydderi og bitter appelsin. Kort syrlig eftersmag. Bitterheden er lav.
Karakter 4
Det er en meget forfriskende øl, der især gør sig godt en lun forårsdag, men den duer også på denne årstid. Må godt være kølig.
Denne øl er fundet hos Metro i Aalborg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar