Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 31. juli 2008

Tid til en øl - Einbecker

31. Juli 2008
Lige vest for Harzen ligger byen Einbeck, der er en af de mest betydningsfulde byer i europæisk ølhistorie. Her bryggede man for 600 år siden en fyldig, stærk øl med masser af malt, der blev en succes fra Skandinavien til Bayern. Første gang man støder på optegnelser er i 1378, hvor byen Celle bestilte 2 tons Einbecker øl. I 1521 udtalte Martin Luther foran rigsdagen i Worms: "Der beste trank, den einer kennt, der wird Einbecker bier genennt."
Øllet bredte sig også til Bayern, hvor man på den lokale dialekt udtalte Einbeck som "Oanpock". Derfra blev det forvandlet til "bock". Da dette også på tysk betyder buk, er der ofte afbilledet en buk af en eller anden art på etiketten.
Men ikke på "Einbecker Urbock", der jo er den ægte originale vare. Derfor var det med stor fornøjelse, vi drog mod Einbeck, for at se bryggeriet. Desværre skulle man bestille tid over nettet inden, og det var der ingen, der havde gjort, så jeg kunne ikke springe på en rundvisning - øv, øv. Jeg måtte tage til takke med en Einbecker Urbock Dunkel på torvet, men det hjalp sandelig også på humøret.

Det er en flot rødgylden øl med mange små bobler. Alkoholprocenten er på 6,5%. Duften er lidt sødlig og smagen er fyldig og rund - med noter af karamel. Der er ikke så meget humle i eftersmagen, men den holder længe. En virkelig verdensklasse øl.
Karakter 5
I en nærliggende butik fik jeg købt det fulde flaskesortiment: Pilsener - Spezial - Braüherren og Urbock Hell / Dunkel.
Nok om øl.

Einbeck er en spændende by med flotte bindingsværkshuse. Her er der udført fint, detaljeret træskærerarbejde, der er bemalet i flotte farver, så indtrykket er anderledes end de østlige byer. Rådhuset er meget flot.  På vejen hjem besøgte vi en stor grotte - "Einhornhöhle". I denne hule har der levet hulebjørne, huleløver og mange andre dyr. Man har sågar fundet skeletter af neanderthalere. I 1500 tallet samlede en videnskabsmand nogle af knoglerne til et enhjørningskelet, og det var videnskabeligt anerkendt i mange hundrede år. Den havde godt nok kun to ben og en underlig dinosaurhale for at holde balancen. Da vi nåede til den oprindelige indgangsssted, lød der et enormt tordenbrag, og vi måtte styrte af sted til bilen, inden regnen væltede ned. Aftensmaden blev på hotellet med en Ur-Kostritzer Pilsner. Udmærket bleg nordtysk øl.

onsdag den 30. juli 2008

Tid til en øl- Köstritzer Schwarzbier

30. Juli 2008
På anden dag i Harzen gik turen til det sydøstligste hjørne - til byen Sangerhausen. Her findes verdens største rosenpark med mere end 3000 forskellige roser. Parken blev oprettet i 1903 og er utrolig spændende at se, hvis man vel at mærke interesserer sig for roser - hvilket jeg gør. Man kan også smage en rosen-is, der er udmærket, men en smule parfumeret. En spændende og meget varm dag.
Det lokale bryggeri i Sangerhausen hedder Mammut - opkaldt efter et berømt mammutskelet på museet. De brygger en utrolig god Ur-bock, som jeg købte med hjem og lige har smagt sammen med en god ven. Vi var begge enige om kvaliteten. Fyldig med balanceret sødme - super.
Men der var desværre ikke tid til en øl. Det var først senere.

Om aftenen spiste vi atter på torvet i Wernigerode. Omelet med champignon, så vidt jeg husker. Her faldt valget på en Köstritzer Schwarzbier, der jo også er en af de østtyske specialiteter. Faktisk stammer typen fra Sachsen og Thüringen - altså områder, der grænser lige op til Sangerhausen.
Köstritzer er fra Thüringen - fra Bad Köstritz og stammer helt tilbage fra 1543, og er en af de ældste producenter af schwarzbier i Tyskland. Digteren Goethe indtog store mængder Köstritzer Schwarzbier, når han var syg. Jeg er sikker på, det var medvirkende til hans livlige fantasi.
Köstritzer Schwarzbier er kulsort, men har et lyst skum, hvilket antyder, at den er brygget på lys malt - formodentlig pilsner- eller wienermalt. Farven kommer så fra tilsætning af små mængder hårdt ristet malt ( der er ikke brugt hårdt ristet umaltet byg, for det vil være et brud på Reinheitgebot )
Dette giver en letdrikkelig øl på 4,8%, der ikke er tung og sød, som man kunne tro baseret på farven, men faktisk temmelig frisk. Humledoseringen svarer ca. til den, vi kender fra tyske pilsnere. ( middel - omkring 30-35 IBU, der betyder International Bitternes Unit. )
De ristede aromaer med lidt brød- og kaffenoter passer glimrende til den tyske mad; pølser og schnitzler og champignon-omelet, ikke at forglemme.
Karakter 3+

Schwarzbier er ikke så udbredt i Danmark, men Köstritzer kan købes ved grænsen.
Jeg købte et par andre mærker med hjem og de kan også anbefales: Leikeim Schwarzes og den tjekkiske Lobkowicz Baron.
God tørst

tirsdag den 29. juli 2008

Tid til en øl - Beck's

29. Juli 2008
På første feriedag i Harzen drog vi til drypstenshulerne i Rübeland. Vi var vist de eneste udlændinge der, og i det gamle Østtyskland er al information - mundtlig og skriftlig - på tysk. Så vi måtte finde den gamle folkeskolelærdom frem - og det er godt nok længe siden. Men hulerne er helt klart et besøg værd.
Derefter tog vi til Thale, hvor man kan tage en lille rød kabinesvævebane til Hexentanzplatz, hvor heksene mødes, inden de flyver til Bloksbjerg. Det er en rigtig turistfælde - stadig på tysk - med restauranter og souvenierbutikker. I en af boderne fandt jeg en ”Walpurgisbräu” fra den nærliggende by, Quedlinburg. Den holder nok ikke til næste Skt. Hans, men sikkert til Allehelgen, hvor der jo også er hekse og troldtøj på spil.
Vi drog videre til Quedlinburg, som er en gammel by.  Som i Wernigerode har østtyskerne her brugt store summer på at sætte de gamle bindingsværkhuse i stand, og det er en utrolig charmerende by. Som at træde ind i en gammel tidsalder. Kirken fra 900- tallet har gamle manuskripter med guldskrift og ornamenteringer og er virkelig et besøg værd. Her kan man oven i købet få en skriftlig vejledning på dansk.

Men temperaturen var kravlet op over 30 grader, så det var tid til en øl. Denne gang blev det Beck's pilsner. Beck's er den mest eksporterede øl i Tyskland (34 mill. kasser) - og brygges ikke på licens. Alle øl brygges i Bremen efter det tyske Reinheitgebot. Jeg har ikke set den i Danmark, men den kan købes i grænsebutikkerne.
Det er en typisk nordtysk øl, og de adskiller sig noget fra de tjekkiske. Den er meget lys og kan bedst beskrives som bleggul. Vandet i Nordtyskland er hårdt, og det giver en skarp, lidt syrlig smag, og selvom humleniveauet ikke er så højt som i de tjekkiske, virker de mere pågående og aggressive. Eftersmagen er fin med moderat humle.
5% alkohol
Den egner sig fint som tørstslukker en varm dag eller måske til et frokostbord med en sildemad. Selvom jeg nok foretrækker den tjekkiske type, er det en fin øl med en lidt anderledes profil.
Den får karakteren 4.
Af andre nordtyske øl kan nævnes Radeberger Pils og Ur-kostritzer, der begge ligner Beck's.

mandag den 28. juli 2008

Tid til en øl - Hasseröder

28. Juli 2008
I denne varme tid er det nærmest nødvendigt at give sig tid til at sætte sig med en god øl. Jeg vil skrive lidt om de øl, jeg nu en gang kan lide, og det er temmelig mange. Her i sommerferien var vi på ferie i Harzen - i den smukke by Wernigerode. Efter en lang dags køretur, var det godt at sætte sig på torvet og nyde den lokale bryg - Hasseröder Premium Pils.
Tyskerne er jo meget lokalpatriotiske, når det gælder øl, hvilket giver en masse gode småbryggerier  en chance. Hasseröder er fra 1872 og er siden blevet en af de populæreste øl i Øst Tyskland. Øllet er klart og gyldent - lidt mørkere end de nordtyske øl fra Hamburg og Bremen, og det har en lidt rundere smag. Smagen er frisk med en lille snert af sødme. Fin eftersmag med en ikke alt for udpræget bitterhed.
Alkoholprocenten er 4,9%.

En god øl til at slukke tørsten eller nyde til et lettere måltid. I hvert fald en fin start på udforskningen af tysk øl, som jeg ellers ikke har så stort kendskab til.
Min egen karakterskala for øl går fra 1 - 5, og der vil denne blive placeret på 3+.
Jeg vil senere prøve at definere skalaen, men ellers prøve at skrive lidt om de øl, jeg får drukket her i sommervarmen - i disse tider er det overvejende pilsnere af alle mulige slags.
Hasseröder brygger også en Export, der i høj grad ligner pilsneren, men er lidt stærkere - og 2 øl, jeg ikke har smagt - Radler og Diesel med henholdsvis citonsaftevand og cola...øh? Hvis nogen læser dette indlæg, vil jeg ønske dem en god sund tørst.