Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 28. februar 2013

Tid til en øl - Brewfist Space Man

 
28. Februar 2013


Den sidste øl i serien fra italienske Brewfist er efter min mening også den bedste. Nu er rækkefølgen jo en som jeg har valgt, men det har været bitterhedsniveauet, der har bestemt det ( næsten )

”Space Man” er den stærke IPA fra bryggeriet – 7,0% alk. og 70 IBU. Alligevel virker den ikke som skærende bitter som den lettere ”Burocracy”, for aromahumlen bliver hængende væsentlig længere og opbløder bitterheden, Og det kan jeg meget bedre lide. Der er brugt citra, columbus og simcoe.

Hvorfor den hedder ”Space Man”, ved jeg ikke. Colombus ( ikke humlen ) kom jo en del ud af kurs i sin søgen efter Indien, og her er Brewfist da kommet langt ud, så måske er det derfor. På etiketten plantes Brewfist’s flag på månens overflade – det må da siges at være et uopdyrket marked.

Det er – i følge bryggeriet - en ”west coast IPA”. Den har en lys orange farve. Ufiltreret og meget grumset, men man kan lige ane fine små bobler. Skummet er kraftigt og lyst og sætter sig i fine ringe på glasset. Frugtig humleduft med drue og eksotiske frugter. Den har en god fylde, men humlen går til angreb og renser godt op i munden. Humlen dominerer smagen. Efter et kortvarig  karamelmaltet indtryk dukker grape, eksotisk frugt og lidt fyrrenåle og denne smag bliver faktisk hængende i eftersmagen. Bitterheden er naturligvis til stede, men virker meget mere meningsfuld, når der også er smag.

Karakter 4

onsdag den 27. februar 2013

Tid til en øl - Brewfist Fear / Burocracy


27. Februar 2013

I går fik jeg først åbnet en øl sidst på aftenen, og nåede ikke at får skrevet om den. Det var en øl fra italienske Brewfist, og den havde det lidt foruroligende navn – ”Fear”. Det er mig også lidt en gåde, hvad baggrunden er for dette navn. Der er tale om en ”milk chocolate stout”, hvilket normalt ikke virker særlig skræmmende, men på etiketten ser vi en mand, der skriger i rædsel. Om han er sort eller lilla i hudfarven er jeg ikke klar over, men det giver heller ikke umiddelbar mening.

Nu fik jeg oversat hjemmesiden ( den er kun på italiensk, men den automatiske oversættelse giver dog lidt mening ). ”Fear” er dedikeret til ”folk der er bange for mørke øl” ( lidt søgt, men det er en forklaring ). Tilsat laktose og kakaopulver. Brygget på engelsk malt og magnum humle.

Jeg skrev vist i første anmeldelse, at Brewfist var inspireret at amerikanske bryggerier, men indtil nu er deres øl meget engelske i udtrykket.

”Fear” er også brygget efter den skabelon, vi kender fra f.eks Young’s ”Chocolate Stout”, men den er ikke helt så vammelsød i udtrykket. Den er sort med cremet, beige skum. Duft af ristet malt og mælkechokolade. Alkoholprocenten er på 5,2% og bitterheden er 24 IBU. Lad det være sagt med det samme – ”chocolate stouts” er ikke min favoritøl. Der kommer lidt for meget kinderæg over smagen og selvom denne ikke er den værste, har den alligevel de sødladne noter over sig.

Karakter 3

 
Hertil aften åbnede jeg så en anden øl fra Brewfist. Den første af deres IPA’er – ”Burocracy” på 6,0%. Det er den milde IPA med en IBU på 52. Vi ser en rød mand, der krøller et stykke papir sammen med et stort smil, mens en farvestrålende eksplosion stråler på himlen bag ham.
Her bruges der amerikansk og new zealandsk humle – magnum, amarillo, cascade og motueka.
Det er en orange, sløret øl med rodet, lyst skum. Duft af humle med blomst og citrus. I baggrunden en note af karamel og smør. Skarp og aggressiv i munden. Kortvarig smag med meget citron ( motueka-humle ), og derefter en ren, kraftig bitterhed.
Karakter 3

mandag den 25. februar 2013

Tid til en øl - Ørbæk Nyborg Kongebryg


25. Februar 2013

I går kom begge døtre og svigersønner på besøg – samt gode venner, så vi var mange til aftensmaden. En lille tre retters menu med ”Indkogt laks med fennikel/æbleslaw – Pulled pork med pistacie og myntedrys. ovnstegte kartoftler, gulerødder, rødbeder og en agurk/fennikel/chilisalat – Trifli med ingefærkage, hvid chokolade, hindbær og appelsin”.

Det var lidt luksus, og det var meget velsmagende og varieret. Jeg havde prøvet at finde noget øl der kunne passe, men jeg kendte ikke den første – ”Nyborg Kongebryg”. Jeg havde måske tænkt noget med anis, fennikel i, så det kunne matche forretten, men det var ikke de noter der var fremtrædende. Til hovedretten havde jeg valgt ”Mercator” fra Nibe Bryghus, der med sin mynte og salvietilsætning passede fint. Til triflien havde den ene svigersøn medbragt en dejlig asti.

Ørbæk har brygget en øl til Nyborg. Vi får historien på etiketten. I middelalderen var Nyborg ”kongernes by”. Her mødtes man for at underskrive Danmarks første grundlov. Nyborg var i lang tid Danmarks hovedstad indtil København overtog rollen i 1560.

Hvorfor Nyborg lige nu skal have en øl, der minder om kongemagten, ved jeg ikke. Årstallet 1413 er nævnt som slutår for parlamentets samling i Danehofsalen på Nyborg Slot, og det antyder jo i hvert fald et 600 års jubilæum..

Etiketten kræver en længere studium og her vil jeg citere Nyborg Kommune:

Etiketten er designet på baggrund af layoutet til Kors øøll’en. Det hvide kors går igen på Kongebryggen i skikkelse af det hvide kors i det danske rigsvåben tillempet efter Christian 3.s rigsvåben. Rigsvåbnet hænger nu i Riddersalen på Nyborg Slot, men tidligere hang på det store tårn ved indgangen til slottet som symbol på, at det var herfra, Danmark skulle regeres. I felterne er Nyborg Slots signatur i form af det tredimensionelle vægmønster og løverne fra logoet til Danmarks Riges Hjerte. Løverne symboliserer bestræbelserne på at gøre Nyborg by og slot til en værdig kandidat til at komme på UNESCOs verdensarvsliste. Detaljen med gul og grøn i skjoldets kant stammer fra den grønne humle og den gule citron – øllets eget særkende.

 Det oplyses endvidere om, at der er tilsat citron – en frugt der var yderst sjælden i datiden og en spise for de allerrigeste.

Det giver en orange gylden ale med hvidt skum og friske bobler. Den når 6,0% alkohol. Duft af syrligt rugbrød. Frisk og en anelse skarp. Smagen indledes af lidt maltsødme inden en syrlig/bitter smag af citron sætter ind.

Karakter 3+


Tid til en øl - Juleøl i bakspejlet


25. Februar 2013

Jeg indledte vinterferien med en vældig ølsmagning, hvor vi kom igennem de 12 kandidater til ”Årets ølnyhed 2012 ”. Og sandelig om jeg ikke afsluttede den med endnu en smagning. Denne gang var det hos formanden Gert, der har indrettet et hyggelig barmiljø i sin kælder. Han holder hvert år til jul en lille smagning for nogle kolleger, men de havde ikke nået det i år. Så der var en hel del juleøl, der skulle smages. Så jeg blev inviteret med for at hjælpe lidt til med at få det drukket. Alligevel var udvalget så stort, at vi umuligt kunne nå gennem det på en eftermiddag, selvom vi gjorde en ihærdig indsats.

Vi begyndte i kælderen med et par startøl til flæskesvær. Indslev ”Julehvede” og Brewdog ”Hoppy Christmas”. Meget forskellige, men begge dejlige øl. ”Hoppy Christmas” virkede ekstra frisk.

Derefter gik vi ovenpå for at sætte os til en længere frokost menu. Gert havde forberedt et lille udvalg af øl, der kunne passe til hver ret og vi kunne så vælge hvad vi ville tage med. Det var ikke let, for udvalget var som sagt stort. Jeg ved ikke om jeg kan huske alle øl, for jeg ville ikke sidde og tage notater undervejs.

 
Først fik vi sild og æg. Dertil faldt valget på ”Julerød” fra Klosterbryggeriet og ”Sokkeøl” fra Pladderballe Bryghus. Især sokkeøllet overraskede. Det er jo en mørk øl med let lakridsnote og det passede glimrende til silden. ”Julerød” var nok et mere traditionelt valg, og jeg må indrømme, at jeg ikke husker noget specielt omkring, hverken til den ene eller anden side.
 

Så kom der nogle dejlige fiskefrikadeller på bordet. Vi lagde ud med ”JuleIPA” fra Beer Here, og det er jo altid en fornøjelse. Det var derfor nok lidt svært for Hornbeer, at komme bagefter med deres ”Julehumle”. Den har også en god bitterhed, men den virker på mig mørk og tung ovenpå den friske ”JuleIPA”.
 

Jeg er lidt usikker på hvilke øl vi åbnede til tarteletterne. Jeg mener vi havde fat i endnu en juleøl fra Klosterbryggeriet – ”Abbed Gunners Juleale”. Søren og Kim var kolleger med Gert, men der var ikke meget fagsnak. Derimod gik snakken nemt og flydende omkring musik, mad og naturligvis øl. Og vi knappede hele tiden nye øl op, så der er vist smuttet lidt hukommelse her. men det var i hvert fald øl, jeg havde smagt før.

Inden næste ret slog vi atter en smut ned i kælderen for at hente øl op, og dernede åbnede vi for en ”Juleglød” fra Det Lille Bryggeri. Jeg har ikke kunnet finde noget som helst om denne øl på nettet, og desværre havde den også en lidt syrlig note, så vi var noget usikre på om den var for gammel.
 

Ovenpå igen til paté, frikadeller og oksespegepølse. Her var det de mørke øl, der kom frem. Hornbeer ”Juleøl” med fyldig smag. den er ”krydret med enebær, en smule anis og andet godt – det er jo jul”. Den fine lakrids note dukkede også op i ”Dark Christmas” fra Grauballe Bryghus. Begge glimrende øl. Jeg husker ikke lige om vi fik flere, for så dukkede en juleøl fra Bøgedal op på bordet og aftvang sig al opmærksomhed.
 

”Bøgedal no. 305” er en belgisk inspireret juleøl – brygget på trappistgær, lakrids, Northern Brewer, Cascade, Centennial og Perle humle. Den kunne på mange områder minde om de to foregående øl – der var bare meget mere smag og fylde. Alkohol på 6,5%. Langvarig eftersmag. Man må sige de andre øl gled lidt i baggrunden.
 

Til osten åbnede vi bla. en ”Cuvee Brut” fra Liefmans. En øl krydret med kirsebær – en slags lagret Kriek. Denne type øl plejer egentlig af gå meget godt til lidt fed ost, men måske er det kirebærtilsætningen, der kom lidt bagpå os. Udmærket øl men ikke noget stor succes til osten.


Afslutningsvis kom der en chokoladekage på bordet. Det var ikke på det tidspunkt den store sult, der gnavede, men den så lækker ud og med et par at de rigtig mørke øl til, fik vi da gjort has på den også. ”Even More Jesus” og ”Christmas Eve At A New York City Hotel Room” var blandt de udvalgte øl. Desværre er der vist en fejl i ”Christmas Eve…. ”. Jeg smagte den forleden lørdag til ”Årets Ølnyhed” og der var den ligeså syrlig som Liefmans øl. Det var den også her, men flasken var også erhvervet ved samme lejlighed. Udfra beskrivelsen på flasken er det ikke stilen – øv.

”Santas Little Helper” fra Port Brewing i USA var derimod helt på toppen med en kraftfuld smag, hvor malt og humle eksploderede i en gevaldig svingom.

Til sidst åbnede vi for en anden ”Santas Little Helper”. Det er Mikkellers 2011 udgave, der er lagret i hvidvinfade ( Barrel aged white wine edition ( det lyder ligesom af noget mere )). Det er en dejlig øl, hvor lagringen giver et mere vinøst præg på smagen. Jeg smagte noget tilsvarede til nytår, hvor det var Schneider, der havde lagret en ”Aventinus” på rødvinsfade, og når disse forsøg falder heldigt ud, får vi nogle virkelig specielle og spudlende øl. Helt anderledes end hvis der er lagret på spiritusfade. Jeg kan godt lide det.

En fin afslutning på en gennemført hyggelig eftermiddag, hvor vi måske nok fik lidt for meget at spise, men det smagte jo godt.

fredag den 22. februar 2013

Tid til en øl - Innis & Gunn Spiced Rum Finish


22. Februar 2013

Innis & Gunn er et relativt nyt bryggeri, der lagrer deres øl på forskellige spiritusfade – fortrinsvis whisky og rom. Ideen kom til dem ved et uheld eller måske rettere ved et tilfælde. Det kan man læse om i tidligere indlæg. De har 3 faste øl i sortimentet bla. en øl lagret på romfade. Det er nok den dårligste af øllene ( som jeg har smagt ), fordi den virker lidt for vammel sød.  Alle øl fra bryggeriet har en speciel sødlig smag, som er deres kendetegn, men i de andre fungerer det bedre.

Derudover har de forskellige ”limited editions”, hvor især deres ”Irish cask” er fremragende ( Porter lagret på Irish Whiskey. I denne serie er der også kommet en rom udgave  - ” Spiced Rum Finish”

Det er en lysere øl end den originale ”Rum Cask”. Den er også på 7,4%, selvom jeg kan se, at alkoholprocenten varierer lidt i beskrivelser på nettet. Den ligner mere den originale øl fra Innis & Gunn, og smagen er også mere i den retning.

Det er en ravfarvet, klar øl med fint hvidt skum og en masse små bobler. Vi finder den sødlige duft, som Innis & Gunn er kendt for. Karamel, vanilje og lidt skarp alkohol. Øllet er let og prikkende. Smagen lægger sig som nævnt tættere op af originalen med, men virker lidt sødere og også mere krydret, hvilket navnet jo også lægger op til. Det virker som noget kaktus, agave. Humletypen er Whitebread Goldings – en variant jeg ikke kender noget til. Efter beskrivelserne skal den være lidt neutral med en sødlig frugtig  tone.


torsdag den 21. februar 2013

Tid til en øl - Brewfist Jale


21. Februar 2013

Brewfist laver også en bitter med lidt mere bitterhed end ”24K Golden Ale”. Det er en såkaldt ESB – Extra Special Bitter. Den er på 5,6 % og bitterheden ligger på 40 IBU. Humletyperne er Challenger, First Gold, Bramley Cross og East Kent Goldings. Der er en del karamelmalt i, så vi ender med en amber ale.

Navnet på denne øl er ”Jale”, og vi ser da også en tremmerusker på etiketten. Navnet er bevidst stavet forkert for at signalere at det har noget med ”ale” at gøre.

Det er en mørk, sløret amber ale med kraftigt, lyst skumlag på toppen. Aromaen er præget af karamel, blandet lidt op med frugtig humle med noter af solbær. Den har en rigtig god fylde, selvom den er nem at drikke. Karamelmalten mærkes også i smagen, sammen med ristede noter og den frugtige humle. Fin bitterhed i eftersmagen. En glimrende ale fra Italien.

Karakter 4


onsdag den 20. februar 2013

Tid til en øl - Brewfist 24K Golden Ale


20. Februar 2013

Italienske øl er ikke noget, vi ser så meget af her i Danmark, og da slet ikke et bryggeri, der bevæger sig i retning af de amerikanske strømninger i ølverdenen. Men Brewfist, der blev grundlagt af tre fyre i 2010 udforsker gerne den side af markedet. Bryggeriet ligger i Codogno i nærheden af Milano. Jeg har tidligere skrevet om dem, for de lavede en øl sammen med Christian Skovdal fra Beer Here. Det var ”Caterpillar Pale Ale.” Jeg fandt en serie af deres øl i Salling, og vil prøve at smage dem efter deres bitterhedsniveau.

De har nemlig gjort sig den umage at skrive hvor bittert øllet er. Det er en oplysning, der burde være tilgængelig på alle øl, for det betyder lige så meget som alkoholprocenten. Hvis man ikke er til bitre øl, skal man holde sig fra IBU 80. Det vil være nemmere for mange at finde en øl de kan lide.

I denne serie er der to pale ales ( på henholdsvis 30 og 40 IBU ) og to IPA’er ( på 52 og 70 IBU ). Der er godt nok også en chokolade stout på 24 IBU, som jeg nok burde være startet med, men den passede dårligt til aftensmaden, så den kommer senere.

 
”24 K Golden Ale” viser vist en guldgraver, der svinger hakken efter guld, men han må tage til takke med en ”guldøl” i pauserne. Det er dog ikke et guldøl i traditionel dansk forstand. Den er kun på 4,6% - ”en dejlig sessionbeer” som de selv beskriver den. Der er brugt engelsk malt og tysk humle ( Hallertau Saphir, Magnum ), så det med det amerikanske er der så som så med.
Det er en uklar, ferskenfarvet øl med hvidt skum. Jeg har nok set øl, der bedre kunne illudere guld.
Duften er svag, en smule neutral, men med noter af nåleskov og lidt appelsinskal. Øllet er pågående og friskt. Smagen er mest præget af bitterhed, og svage antydninger af fyr, græs og purløg.
Karakter 3

tirsdag den 19. februar 2013

Tid til en øl - Goose Island Bourbon County Stout


19. Februar 2013

I går var vi på et slotsophold med tilhørende gourmetmiddag. Vi havde fundet et tilbud på Downtown eller Deal.dk, hvor opholdet var til ½ pris. Vi ville have været på Kokkedal Slot i Vendsyssel, men det var lukket om mandagen, så i stedet tog vi til St. Restrup Slotshotel ved Frejlev.

Det er et hyggeligt hotel med himmelseng på værelset og en masse små kaffestuer. Eftermiddagskaffen ( med hjemmelavet roulade ) tog vi i Tapetstuen og aftenkaffen i Pejsestuen.

Til aften var der 5 retters middag – pastinaksuppe, silkeskåret Serranoskinke, kalveculotte, ost og chokoladefondant med sorbet.  Det smagte dejligt – mad i den bedre ende uden dog at svinge sig helt op i toppen. Dertil var den lidt for traditionel. Betjeningen var også udmærket, men nåede ikke op på madens niveau.
Jeg valgte en lokal øl fra Nibe Bryghus til forretterne – ”Mercator”, der er en tripel påskeøl, krydret med mynte og salvie. ( dyr - 75 kr. for 50 cl ), og en Jacobsen ”Brown Ale” til kalveculotten. Begge dele fungerede udmærket.
Jeg havde også taget en aftenøl med, når nu det var gourmetaften. Det var en øl jeg fik i julegave af datter og svigersøn – Goose Island ”Bourbon County Stout ”. De havde været i Ølkonsortiet for af købe ind, og havde mødt Peter og Jakob fra ”Master of Hoppets”, der havde rådgivet dem om, hvad jeg ikke havde smagt. De havde endog tjekket min blog for at se om jeg havde smagt dette stærke stout.
”Bourbon Couty” er en kraftig stout på 15,0%. Den er en del af en serie ved navn Bourbon County. ”Bourbon County Grand Stout” er brygget i anledning af bryg nr. 1000 fra den originale Clybourn Brewpub i Chicago. Bourbon County er  ( så vidt jeg kan finde ud af ) et område i Kentucky, og denne stout er lagret i 8 mdr. på bourbonfade fra et distillery i Kentucky – Heaven Hills. Det er brugt masser af mørk malt og Willamentte humle ( IBU 60 ).
Det er en øl, der tager tid. Den skal nydes langsomt, og det kommer helt af sig selv, for den er så fyldig, at man ikke kan skynde sig. Den er kulsort med mørkebrunt skum, det meget hurtigt aftager. Duft af vanilje, mørk frugt, bourbonfad, alkohol. Mit første indtryk var ”sveske i armagnac”. Den er tyktflydende, varmende og bedøvende – virkelig fyldig. Smagen er meget mørk og kompleks. Mørk chokolade, kaffe, mørke frugter i alkohol. ristet malt og bitterhed. Ind imellem kortvarige strejf af anis. Det er virkelig en stor, men måske er den næsten for kraftig. Det er lige før 33 cl er for meget.
Karakter 5
 
 

søndag den 17. februar 2013

Tid til en øl - Ølvalg 2012 / over 6%


17. Februar 2013

I kategorien ”over 6,0%” var der kun 5 øl med. Det er jo også det normale i finalen. Til denne del blev der serveret ostebord, så vi havde noget godt at spise til øllet.

Vi have også et papir med Ølmenu og stemmeseddel.      

 
Som man kan se smager vi ”Årets Ønyhed(er), men den reddede formanden ved at fortælle at samtlige øl i finalen er brygget på øer – selv den jyske, der jo kommer fra Fur. Formanden gav også højlydt udtryk for sin glæde ved at vi nu vendte tilbage til de humlede IPA’er.
 
 
Ugly Duck havde jo vist i første kategori, at de forstår sig lidt på humle, og de indledte anden del med en humlefest – ”Hopfest” på 7,5%. Glade, friske humleranker snor sig på etiketten og man kan ikke se det, men det er Cascade og Simcoe ( IBU 60 )
Gylden øl med hvidt skum. Dejlig duft af humle med lemon og grape. Frisk, men dog mere fyldig end den første øl i smagningen. Det spændende ved amgen var den omvendte rækkefølge indtrykkene indfandt sig i. Først kom humlen med sine lemonnoter, derefter overtog en behagelig sødme arenaen og til sidst dukkede humlen lidt frem igen. Denne gang med sødere noter i retning af ananas og sød grape. Eftersmagen var domineret af bitterhed.
Karakter 4
 
 
Endnu en IPA kom på banen. Hornbeer har i den forgangne sæson gjort sig godt bemærket i medierne ved et opgør med bankverdenen. De har ændret etiketten på deres øl – ”Grisk” et par gange, men vandt til sidst retten til at brygge den, selvom om Spar Nord forsøgte at få den forbudt.
Man kan læse hele beskrivelsen på etiketten eller på hjemmesiden. Jørgen Fogh Rasmussen har helt klart haft nogle dårlige oplevelser med banker i disse krisetider.
Det er en mere rødlig IPA – den første med ordentligt skum. Kraftig aroma af grape og lidt blomst. Smag af lemon og grape, men den mister hurtigt pusten og efterlader en mere ren bitterhed.
Karakter 3+
 
 
Vestfyn har siden de vandt Ølvalget i 2006 haft deres ”Willemoes Jul” med i finalen alle gange. Altid med en ny opskrift og altid med en stil i den tunge ende. For første gang har de vovet pelsen med en humlet, lys øl – en Imperial/Double IPA på 9,0%. Jeg skrev om den i julen, og syntes bedre om den dengang end til smagningen her, hvor den virkede lidt afdæmpet.
Karakter 4
 
 
Fire Juleøl er der med i året finale, og juleøllene har altid været godt repræsenteret. Nogle siger, at langtidshukommelsen ikke er så god hos øldrikkere, men det skyldes nok mere, at der er mere fokus på juleøllet hos forbrugerne, og der bryggerne finder de lidt kraftigere opskrifter frem.
Fur Bryghus har lavet en belgisk strong ale ( der står dark på sedlen, men det synes jeg ikke helt passer ). Der er brugt Muscovado-sukker og amerikansk humle ( Cascade og Centennial )
Den har en flot kobberrød farve med hvidt skum på. Man mødes af en lidt sukkersød duft, mildt krydret og noter af rosin/sveske. Den har en god fylde. Smagen er på samme måde præget af sødme, kydderi, sveske og en let citrus humle afslutning. En udmærket belgisk øl, der dog stadig mangler lidt i at komme på samme niveau som de indfødte belgiere.
Karakter 4                                        
 
 
Sidste øl var også fra Ugly Duck, der har fire øl med i finalen. Jeg synes stadig at det er lidt ærgeligt at spredningen ikke er større, men det må indrømmes at Ugly Duck faktisk står for nogle af de bedste bud i kampen.
”Imperial Vanilla Coffe Porter” smagte vi til den store øl-marathon i foråret. Brygget med samme maltkombination som ”Rye-porter” ( pilsner-, karamel-, chokolad- og sortmalt. Rug og havre. Derudover er der tilsat vanilje og kaffe. Der er lidt uenighed i egne rækker om humletyperne. I teksten står der Cascade og Simcoe – i ingredienslisten Magnum og Nelson Sauvin. Den første virker mest rigtig.
Det er en sort øl på 10,0% med lyst brunt skum. Overraskende let og med duft og smag af kaffe med mælk. Igen vil jeg sige at den gjorde bedre indtryk første gang jeg smagte den.
Karakter 4
Her i denne stærke afdeling er der lidt mere lighed i karaktergivningen. Ingen af øllene stikker afgørende af fra resten. Fire af øllene har fået karakteren 4, hvilket jeg egentlig synes er en smule lavt til årets bedste øl. På afstemningssedlen stemte jeg på Ugly Duck ”Hopfest”, men om det bliver den der får min stemme til sidst, ved jeg ikke helt endnu. Jeg synes det er lidt kedeligt, hvis samme bryggeri løber med prisen i begge kategorier. I første runde stemte jeg også på to forskellige, selvom det godt kunne have været to øl fra Evil Twin.
Jeg kan også se at jeg tidligere har givet både ”Willimoes Jul” og Vanilla Coffe Porter” højere karakter end til gårsdagens smagning – måske skal jeg lige se om jeg kan nå at smage kandidaterne endnu en gang.
Under alle omstændigheder når ingen at de smagte øl op på siden af min favorit i første omgang – Evil Twin’s ”Even More Jesus”, så den står for mig som Årets Ølnyhed 2012.
                                           
 

lørdag den 16. februar 2013

Tid til en øl - Ølvalg 2012 / under 6 %


16. Februar 2012

I dag var der smagning i Ølentusiasterne med ”Bedste Ølnyhed 2012”. De sidste par år har der været afstemning i 2 kategorier – under 6% og over 6%. Et glimrende tiltag for det er ofte de kraftige øl, der løber med stemmerne, og det er ikke helt retfærdigt, for nogle at de lettere øl kan godt  være fantastiske i deres stil. Og der har de sidste par år også været fokus på at lave smagfulde, lette øl.

Det skal dog siges at de 7 finalister stort set alle lå lige under 6,0%. Der skulle egentlig kun have været 5 øl i finalen, men tre af øllene havde stemmelighed og derfor er det blevet til syv. Af de syv var der to, der var meget svære at skaffe, og det var en gåde for oplægsholderne, hvordan det var lykkedes Sune fra Vinspecialisten at få fat i dem. Men han har vel sine forbindelser. Derfor var to af øllene i nogle, store dunke. Det var for niende år i træk lykkedes Aalborg afdelingen at skaffe alle finalister. Godt gået.

 
Første øl var en IPA fra Ugly Duck. Der var - til lokalformandens store begejstring – en del IPA’er med i feltet i år. ”Simcoe & Chinook IPA” er på 5,9%. Vi fik historien om Martin Jensen, der er hentet til Indslev for at stå for Ugly Duck-serien. Se andetsteds for navnet.
Det er en klar, gylden øl med små bobler. Man mødes af en tydelig duft af mild grape, drue og pine. Vældig forfriskende. Det er også disse noter der går igen i smagen, og der sluttes af med en god bitterhed. ”Simcoe & Chinook IPA” er første øl i en serie, hvor grundstammen er den samme, men med forskellig humle ( der er også en ”Amarillo & Citra” ). Etiketten viser puslespillet med at få humlerne til at passe sammen. En dejlig frisk begyndelse.
Karakter 4
 
 
Næste øl var en jule-IPA fra samme bryggeri. Den lille and i logoet havde fået nissehue på – ”Hoppy Christmas” ( læg mærke til ordspillet ). Også denne øl var på 5,9%. Hertil var der brugt Galaxy og Chinook humle, og den er tørhumlet.
Den er lidt mørkere end den første IPA, og den virker i det hele taget lidt rundere. Bryggeriet skriver selv om appelsin og lemon, men jeg synes ikke det træder tydeligt frem. Aromaen er nærmest neutral og smagen er altså rundere og sødere, selvom der også her afsluttes med fin bitterhed.
Karakter 3+
 
Så kom endnu en juleøl. Denne gang fra Hornbeer – ”Julegris(k)”. En besk kommentar til bankverdenen ( længere forklaring på etiketten ). Procenten skulle have ligget på 7,0% - lige mellem indlåns- og udlånsrenten - men den var altså endt på 5,8%, hvilket gjorde at den kunne være med i denne kategori.
Det er en dunkel doppelbock. Rødbrun i farven og med lyst skum. Man mødes af en julekrydret duft, måske kanel, muskatnød eller kardemomme. En anelse frisk i udtrykket. Også lidt krydret i smagen, hvor jeg synes at fornemme et strejf af lakridsrod.
Karakter 3+
Derefter kom turen til ”Indslev Mørk Hvede” ( glemte at tage billede ). Den var deltager i Kvicly’s ølvalg, ( jeg er faktisk i tvivl om hvem der vandt ), men har siden været svær at skaffe. Vi skulle ikke selv tappe fra den hvide plastikdunk. Den blev pænt serveret i karafler.
Jeg har skrevet om den i juni 2012 og det skal retfærdigvis siges, at den var en bedre oplevelse dengang. Nu var den hældt om tre gange, og var blevet en lidt fad affære. Der var lidt toffee i duften, men de traditionelle hvedeølsnoter var svære at genkende.
 
Hornbeer kom på banen igen. Denne gang med en ”gammeldaws munkeøl”, som er brygget sammen med Carsten Bertelsen. Den lyder navnet ”Eskil”. Eskil var ærkebiskop i Lund i 1100tallet og sluttede sit liv som munk ved cistercienserklosteret i Clairvaux. Så han passer da fint til en munkebryg, men hvorfor det danske flag har så stor bevågenhed, ved jeg ikke ( især fordi det først fald fra himlen i 1218 ).
I gamle dage var øl ofte en del syrlige, da gæringsprocessen ikke var nem at styre. Derfor er det lidt usikkert om det syrlige islæt i denne øl er tiltænkt eller en fejl. Lidt jordslået aroma, let i munden og syrlig i smagen. Det var ikke en øl der opnåede mange point eller gode kommentarer og den endte på en sidsteplads ved afstemningen.
Karakter 2
 
Næste øl var en let stout på 5,5% fra Pladderballe Bryghus – Kakerlakpuler. Vi fik et veloplagt oplæg, der i malende vendinger beskrev baggrunden for dette navn. Historien var bedre en øllet. Det bedste jeg kan sige om det er ”neutral”, og jeg var ikke ene om den vurdering.
Karakter 2
 
”Neutral”kan til gengæld ikke bruges om den sidste øl i ”den lette” serie. Det Lille Bryggeri i Roskilde har sendt en del øl på markedet i år. Jeg har ikke smagt nogle af dem, men deres ”Chokolade Chili Porter” er blevet stemt ind i finalen. Den var vel nærmest udsolgt, men det er lykkedes troldmanden Sune at anskaffe den, sikkert ved hjælp af magi. Og det var en oplevelse af de mere specielle. Sort som kul, med en duft af lim og som navnet antyder - tilsat chokolade og chili. Og jeg skal love for at det holder stik. Man smager kortvarigt lidt mælkechokolade, men derefter tager chilien over og efterlader én med halsbrand et stykke tid. Der bliver renset godt ud i halsen. For en person som mig, der ikke i forvejen er særlig begejstret for chili i mad, var det en lidt for stor udfordring Jeg hældte den dog ikke ud, hvilket der var andre der gjorde. Til gengæld fik den også to førstepladser ved afstemningen til sidst, så nogle kan godt klare mosten. De har formentlig været i Mexico eller Thailand.

Karakter 2+ ( plus for modet til at eksperimentere )

Imens denne del af smagningen stod på, var der dækket op med pølsebord ( også en dejlig pate ), så jeg fik dæmpet branden ved at spise lidt brød.

Det blev øl nr. 1. der løb med sejren i kategorien ”under 6 %. Både hos mig og i den samlede vurdering – Ugly Duck ”Simcoe & Chinook IPA”.

Tid til en øl - Ølvalg 2012

16. Februar 2013


Her i eftermiddag skal jeg til smagning i ”Ølentusiasterne”, hvor vi skal smage de 12 kandidater til ”Ølvalg 2012”. Det bliver spændende, for jeg har kun smagt tre af øllene. Med 756 nye danske øl på markedet i 2012 er det også svært at få smagt dem alle.

Dels er nogle øl kun kommet på fad eller bliver kun solgt i deres lokalområde. Jeg har f.eks hørt en del godt om Det Lille Bryggeri fra Roskilde, men jeg har aldrig set deres øl på disse kanter. Så jeg glæder mig til at smage deres ”Chokolade Chili Porter”. Andre øl kommer måske kun til salg i en kort periode eller bliver kun solgt i små specialbutikker, så de når heller ikke ud til brede forbruger.

Alligevel synes jeg, at listen ser lidt underlig ud.

8 af de 12 pladser i finalen er besat af 2 bryggerier – Indslev/Ugly Duck ( 5 ) og Hornbeer ( 3 ). Det synes jeg ikke er repræsentativt for den mangfoldighed, der er i den danske ølverden. Det undrer mig at bryggerier som Fanø Bryghus ( med f.eks deres ”Kunstner-serie ) ikke er repræsenteret. To Øl og Evil Twin har også manifesteret sig med kraftfulde øl, der burde kunne blande sig i finalen. Jeg har selv stemt i 1. runde på Evil Twin, men det er ikke af den grund, jeg undrer mig. De andre øl kan godt være bedre. Jeg synes bare at listen ser alt for ensporet ud. Måske skal et bryggeri kun kunne have én øl med i hver kategori, så vil spredningen blive større og efter min mening mere repræsentativ.

Det kan jo skyldes de førnævnte forhold med vanskeligheder med at få disse øl smagt, men der går rygter om, at det skyldes uenighed mellem forskellige fraktioner af den danske ølverden. Jeg har før lagt mærke til disse forskellige grupperinger, og jeg synes det er en skam, at man i et lille land og hos en snæver specialinteresse ikke kan finde ud af at arbejde sammen og at fremme det gode øl. Hvorfor bruge kræfter på at bekrige hinanden?

Jeg håber ikke at det er sådanne interessekonflikter, der er skyld i den finale, vi nu skal smage i dag. Forhåbentlig er det de bedste øl, der er nået hertil, selvom jeg må sige at jeg undrer mig over nogle af de kandidater, jeg selv har smagt. Det skal i hvert fald blive interessant at smage dem alle i eftermiddag. Ølentusiasterne i Aalborg har endnu en gang lykkedes med at samle alle 12 finalister, og det er vist noget af en præstation i sig selv.

Fortsættelse følger……….

fredag den 15. februar 2013

Tid til en øl - Anderson Valley Brother David’s Triple


15. Februar 2013

Min kone blev i morges opereret i det ene øje – under fuld bedøvelse, og nu skal hun bare ligge stille på højre side i 24 times. Det er ikke ret spændende, men operationen er vist gået godt. Hun var ikke så snakkesaglig efter bedøvelsen.

Så jeg måtte spise min fredagsmiddag med mig selv – kun i selskab med en god øl fra Anderson Valley. Den sidste af de fire, der kan købes i Salling. Det er også den stærkeste og den dyreste.

”Brother David’s Triple” er en belgisk inspireret ale på 10.0%. Brygget med bygmalt, humle ( Columbus og Sterling ), vand , demerara sukker og en speciel trappistgær. Bitterheden er lav ( 15 IBU ).

Her er etiketten anderledes end på de andre øl fra bryggeriet. Den er holdt i hvide og brune nuancer. En kutteklædt munk står ude i en sø med et glas øl i hånden ( ? ). I baggrunden ses Anderson Valley og man kan også ane bjørnen med gevir et par steder. På halsetiketten er den tydelig. Skriften er gotisk – sikkert for at give en gammelt klosterpræg.

 
På bagsiden kan man læse om ”The High Priestess”, hvilket jo ikke netop er en titel, der benyttes i de kristne klostre. Der er tale om ”Gærens Ypperstepræstinde”, men alligevel…
Det er en flot, klar blommefarvet øl med stort set intet skum. Allerede ved ophældning mærkes duften fra den belgiske gær. Her er lys frugt, især blomme og appelsin, rosin og lidt krydderi. Øllet har en god fylde i munden. Smagen er varieret, men det er lys frugt, tydelig sukker og forskellige lette krydderier der dominerer.
Karakter 4+
Siden den hedder ”Brother David’s Triple” er det sikker brygger David Gatlin, der står for den. Munken på etiketten bærer dog briller, så det er ikke sikkert.

torsdag den 14. februar 2013

Tid til en øl - Chatoe Rogue Dirtoir Black Lager

14. Februar 2013

I dag skulle vi ikke til dans, da min kone skal opereres i øjet i morgen og er indlagt på hospitalet. Jeg gik dog derhen alligevel og fik danset nogle trin med mig selv og genopfrisket de forskellige serier. Inden da fik jeg lidt at spise og jeg faldt også ind på John Bull for en enkelt øl.

Månedens øl er fra Rogue i Oregon – ”Chatoe Rogue Dirtoir Black Lager”. ”Chatoe” er sikkert en alternativ, amerikansk måde at stave ”chateau” på, men det er ikke lykkedes mig at forstå ”dirtoir”. Ordet bruges vist kun om denne øl, og der gives ingen forklaring på det. Måske er det endnu en omskrivning af noget kendt. Kigger man på Rogue’s hjemmeside står denne øl opført som ”Rogue Farm Dirtoir Black Lager”.

En del af Rogue’s øl er GYO certificeret. GYO står for ”grow your own”, og disse øl er altså fremstillet af hjemmeavlede ingredienser. Rogue har deres egen Hopyard i Independence, og herfra stammer humletyperne Independent og Revolution. ( IBU 35 )

Malten er -  Melanoidin, Carafe Special II, Black, Chocolate, and Rogue Micro Barley Farm Risk™.
Der er brugt tysk gær.
“Black Lager” er en amerikansk betegnelse for schwarzbier, men jeg må sige at Rogue’s udgave ikke ligner de tyske forlæg. Det behøver den heller ikke, for den er udmærket i sig selv, og tyskerne laver jo deres egen stil så godt, så der er ingen grund til at gå dem i bedene.

Det er en kulsort øl med brunt skum. Den er ikke stærk ( 5,0% ) så her ligner den det tyske stil. Her er såmænd også ristet malt i aromaen, samt en antydning af sveske. Smagen er tør, som jeg ofte finder det hos Rogue. Også her er der ristet malt og en note af hård engelsk lakrids ( små sorte ). Bitterheden fornemmes i eftersmagen. Egentlig er det svært at sige hvordan den adskiller sig fra den tyske schwarzbier for mange af noterne er de samme, men måske er det humlen, der får den til at minde mere om en ”baltisk porter”. Jeg synes i hvert fald af der er forskel. Men en glimrende øl – det er det.

Karakter 3+

 

onsdag den 13. februar 2013

Tid til en øl - Anderson Valley Barney Flats Oatmeal Stout


13. Februar 2013

”Anderson Valley Barney Flats Oatmeal Stout” har jeg faktisk skrevet om før, for den var på hanerne på John Bull i efteråret. Man kan læse detaljerne i september 2012. Bla. hvad ” It’s not just shy sluggin gorms neemer” betyder. Det er naturligvis på dialekten boontling, og det tror jeg også dagens tekst på indersiden af kapslen er. Det var også i dag svært at få plastikken af – det kan ikke være meningen. Men sætningen er endnu mere uforståelig end den i går – ”Chipmunk the heelch of the boont steinber” (????? )

Jeg fandt en ordbog over boontling. ”Chipmunk” betyder ”at samle” – The heelch” betyder ”det hele” – The boont” er området og der var ingen oversættelse af ”Steinber”. Måske betyder det simpelthen ”øl”. Så giver sætningen da lidt mening – ”Saml/smag alle Boonville’s øl”.

Men der er jo flere mysterier – Hvad pokker er ”Barney Flats”. Det er en naturpark – Hendy Woods National Forrest, hvor der er mange redwood-træer.

”Barney Flats Oatmeal Stout” er en sort øl på 5,8%. Duft af chokolade, havregryn og mild kaffe. God fylde. Smagen indledes af chokolade, havre, og ristet malt. Man aner måske lidt humle ( IBU 14 ), men også eftersmagen er rund og blød, selvom jeg faktisk synes, jeg kan fornemme humlen også. Der er brugt Columbus og Northern Brewer.

Karakter 4


tirsdag den 12. februar 2013

Tid til en øl - Anderson Valley Hop Ottin’ IPA


12. Februar 2013

Den lokale dialekt i Anderson Valley, Californien bruges gerne i området. Blandt andet ses den på bryggeriets etiketter. Anderson Valley Brewing Company’s slogan er ” Bahl Hornin’ ” – hvilket betyder: ”Good Drinkin’ ” på engelsk. Som man kan se på billedet står der ; ”Bahl Hornin’ since 1987”.

Aftenens øl er deres ”Hop Ottin’ IPA” på 7,0%. Også her kommer dialekten Boontling ind. ”Hop Ottin’ ” betyder ”Hardworking Hops” ( ”hårdtarbejdende humle” ). Og der er da også humle på spil, men ikke overdrevent voldsomt. Der brugt Columbus og Cascade og bitterheden når 78 IBU.

Det er en gylden øl med et rødligt skær. Små hurtige bobler og lyst, cremet skum, der også denne gang sætter sig fint på glassets sider. Aromaen er ikke særlig kraftig, især ikke sammenlignet med øllene fra Vidmer Brothers, som jeg skrev om i sidste uge. Der er antydning af lidt fyr.  Også denne IPA er venlig og behagelig at drikke. I smagen mærker man fyr og også grape – ikke den søde slags, men en mere bitter udgave. Bitterheden afslutter, men bliver aldrig for dominerende. Det burde jeg jo synes godt om, da jeg ofte klager over for megen bitterhed, men faktisk bliver denne øl en anelse kedelig og tandløs. Jeg er sandelig ikke let at stille tilfreds.

Karakter 3+

 
Som et kuriosum kan nævnes at indersiden af kapslen er dækket af et plastiklag. Og bag dette står der en sætning. Desværre er det svært at få plastikken af og endnu sværere at tage et billede af teksten. Men på denne IPA- kapsel står der: ” Let Amber tickle your fancy tonight”. Guderne skal vide, hvad det lige betyder – jeg ved det i hvert fald ikke.