Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 29. juli 2015

Tid til en øl - Ebeltoft Happiness Is A Warm Gun / Deep Blue


29. Juli 2015 

Da vi besøgte Ebeltoft Gårdbryggeri lagde jeg mærke til, at der var øl på flasker, der ikke var på hanerne – og omvendt. Så jeg købte naturligvis ind af det. Da vi forleden fik besøg, åbnede jeg lidt af det. Der var bla. en spændende øl med navnet. ” Happiness is a warm gun”. Som gammel Beatlesfan var det jo ikke en øl jeg kunne stå for. Der er ellers ikke mange oplysninger om den, og Ebeltofts etiketter er meget svære at læse. Ofte er skriften meget lille, men her står næsten intet – og det der står er skrevet med sort skrift på mørkebrun baggrund.

Selve titlen er skrevet med festlig, flippet 60’er-skrift, som man kender det fra flere albums fra den tid. Det er en øl, der er brygget i anledning af musikbaren ”Kind of Blue”s 5 år jubilæum. Baren ligger i København og har taget navn efter Miles Davis’ Album fra 1959. Derudover kan man skimte at der er 50 cl og alkoholprocent på 5,4%

Jeg spurgte en af pigerne bag baren, hvilken øl det var, og hun sagde, at det var deres Maibock, der havde fået ny etiket.

Det er en smukt lysende, gylden øl med kraftigt, hvidt skum. Den har en dejlig duft af sødlig malt og korn. Den har en dejlig fylde. Smagen er god – præget af lys malt og med en behagelig lang eftersmag.


Karakter 4


Derefter smagte vi  ”Deep Blue”, der kommer i små, søde 25 cl flasker. Den er ”indbegrebet af en fyldig, stærk, mørk ale”. Den er på 9,8%, så den del passer godt. Også at det er en mørk ale. Jeg er lidt mere uenig i ”fyldig”, for det er som om, smagen ikke bliver hængende, men hurtigt flader ud. 
Der er ellers mørk frugt og karamelmalt, samt et lille skarpere, syrligt præg. Måske er det dette, der ødelægger fylden lidt- og jeg synes ikke det passer til resten af udtrykket.

Karakter 3+

lørdag den 25. juli 2015

Tid til en øl - Carlsberg Nordic Blond / Albani Schiøtz Mørk Mumme


25. Juli 2015 

I går fik jeg så klippet hækken til den modsatte side, og også her afprøvede jeg en alkoholfri øl – den anden udgave af Carlsberg Nordic. Det skal vist forestille en overgæret øl. I hvert fald har den navnet ”Nordic Blond”. Den ligner på mange måder den anden – 0,5%, brygget på bygmalt, vand, sukker og humle, men her er der både ”naturlige aromaer og ekstrakter”. Den er også lys – en anelse uklar med samme lette skum. Duften er umiddelbart mere frugtig, men desværre er smagen præget af sæbe ( det skal jo nok være blomst- eller frugtnoter, men det virker ikke )

Karakter 1

Til eftermiddagen fik vi gode venner fra Middelfart på besøg, og vi fik først kaffe og kage, inden vi satte os i haven med et par øl – en Kellerbier og en IPA fra Greene King.

Vi havde inviteret til aftensmad på Havkatten i Hals, og det plejer ikke at være så spændende rent ølmæssigt. Men her ventede en lille behagelig overraskelse.



 Man havde nemlig investeret i de to nye serier fra Royal ( nogle vil måske rynke på næsen, men det er et positivt tiltag og et skridt i den rigtige retning. Lidt har også ret. ). Det er Lottrup og Schiøtz – opkaldt efter stifterne af henholdsvis Ceres og Albani.

Vi valgte en ”Schiøtz Mørk Mumme” fra Albani. Den har jeg ikke tidligere smagt. Ifølge etiketten var brygmester Schiøtz meget botanisk interesseret og derfor er de tre øl, der er opkaldt efter ham, alle med nordiske tilsætninger. Her er det slåen, solbær og hyben. Mumme er en gammel ølbetegnelse, der går tilbage til middelalderen, og på den tid var øllet ofte tilsat forskellige urter og bær.

Det er en mørk, undergæret øl på 6,5%. Havkatten har heldigvis fået fat i de rigtige glas, hvilket giver dem endnu et plus i karakterbogen. Fin, lys skumhætte på toppen. I næsen får man mest en let sødlig fornemmelse af malt og brød. De tilsatte ingredienser er fint antydet, så de ikke tager for meget opmærksomhed. Der er lidt sødme fra hyben, et lille skarpere strejf af slåen og solbær bliver hængende svagt i eftersmagen. Alt sammen giver en udmærket udgave af en dunkeløl. Jeg har tidligere smagt deres ”Gylden IPA” og den er heller ikke helt ved siden af. Det er helt klart et skridt i den rigtige retning – både for Royal og Havkatten

Karakter 3+

torsdag den 23. juli 2015

Tid til en øl - Carlsberg Nordic Gylden Bryg


23. Juli 2015 

Efter vores sidste forestilling på Skansen er der tradition for , at vi begynder at rive scenen ned samme aften. Vi nåede mere end vi plejer, for vejret var godt og der var mange hjælpere. Der var naturligvis også arbejde nok til det meste af søndagen. Men når vi har arbejdet nogle timer, er der grillmad og en enkelt øl/vand på foreningens regning. Det drejer sig om Tuborg og Carlsberg. Derefter må man købe selv.

Da en af skuespillerne sagde godnat, spurgte hun om jeg ville have de sidste fire ”Carlsberg Nordic”. Jeg takkede nej, men ville dog gerne have en enkelt, for den har jeg ikke smagt.
Så da jeg til frokost skulle have mig en øl og klippe hæk bagefter, tænkte jeg, at nu skulle den smages. Så blev hækken nok heller ikke så skæv.

Det er en alkoholfri øl på 0.5%. Den er brygget med bygmalt, vand, naturlige aromaer, sukker og humle. Jeg er ikke helt klar over, hvad ”naturlige aromaer” står for.

Det er en meget lys, gylden øl med let og luftigt skum, der hurtigt svinder bort. Den har en fin duft af korn og græs. Den er naturligvis brygget for at være let og forfriskende, og det lykkes – især med letheden. Der er en antydning af øl og en underlig sukkersød afslutning, der bevirker at den ikke er så forfriskende. Der er ingen bitterhed. men – af en alkoholfri øl at være, kan den dog drikkes. Lidt mere forfriskende humle ville ikke have gjort skade.


Karakter 2

lørdag den 18. juli 2015

Tid til en øl - Ebeltoft Gårdbryggeri


18. Juli 2015

Efter besøget i Ree Park kørte vi til Ebeltoft Gårdbryggeri, der ligger med en fin udsigt over vandet. Det har en dejlig gårdterrasse, der var propfuld af mennesker. Det viste sig, at der senere var spisning og musikarrangement, og gæsterne hertil var allerede begyndt at ankomme, men vi kunne let finde et bord til os.


Der er 16 haner med øl – de fleste med eget bryg, men der var også plads til andre, bla. Kissmeyer.
Jeg kunne se et par stykker på tavlen, som ikke kunne købes på flaske og bestilte en ”Røde Orm” – en krydret ale på 6,4%. ”Lidt i stil med juleøllen”, sagde en af damerne bag baren ( der var 4 og de havde travlt, for der var mange mennesker )


Det er en mørkebrun øl med beige skum, der sætter sig smukt i ringe på glasset. Der er ikke nogen nævneværdig duft, men en fin krydret smag og en god afsluttende bitterhed.


Karakter 3+

Min kone bestilte en ”Ribsbrus” for Ebeltoft Gårdbryggeri er også kendt for deres gode økologiske limonader.


Derefter valgte jeg en ”Golden Ale” på 4,4% - en let sommerøl. Rækkefølgen skulle nok have været anderledes, men nu blev det sådan.

Det er en uklar, orangefarvet øl med luftigt, hvidt skum. Den har en let syrlig duft og føles let og forfriskende i munden. Hyldeblomst og humle, hvor det er bitterheden der dominerer,

Karakter 3


Jeg købte et lille sortiment med hjem, men mere om det senere

På Fuglesøcentret havde de også to øl fra Gårdbryggeriet på menukortet. Den første aften fik jeg den lyse, som jeg mener var ”Sommerdrømme”, der vist tidligere på året er solgt under navnet ”Frisk pust til påske”. Det er en strong ale på 7,2%. Jeg har desværre ikke noget billede af de to øl, men jeg var vældig begejstret for denne lyse øl, der var dejlig afstemt, med fylde og frsikhed på en gang. Frugtig i smagen og med tilpas humlebitterhed i afslutningen

Karakter 4

Næste aften valgte jeg den mørke, der blev præsenteret som ”Belgian Brown”. Det er nok den der hedder ”Rosenholm Belgian Brown” – en mørk øl på 6,8%.  Den mindede mig mere om en engelsk brown ale end en belgier. Den var godt nok let krydret, men mere tung og entydigt end jeg synes en belgisk dubbel bør være.

Karakter 3

fredag den 17. juli 2015

Tid til en øl - Skands Ree Ale



17. Juli 2015
Vi har været på en lille miniferie på Mols, hvor vi boede på Fuglsøcentret. På vejen dertil gjorde vi stop ved Kalø Slotsruin. Det er en fin vandretur ud til øen, så det var dejligt at strække benene.
Dagen efter var vi på Helgenæs og i Ree Dyrepark, inden vi sluttede dagen på Ebeltoft Gårdbryggeris terrasse.

I Ree Dyrepark havde vi god tid, hvilket også var nødvendigt, da alene det at komme gennem køen til indgangen tog en lille time. Man kunne måske godt optimere forholdende lidt mere. Det virker ikke helt som om, de er forberedt på så mange gæster. Det tog også lang tid for alle at få noget at spise. Men det var dejligt at se de gode forhold dyrene lever under. Vi var også en tur rundt med jeepsafari, så vi kom tæt på nogle af dyrene på savannen. Man skal ikke regne med at se alle dyrene, da nogle forståeligt nok genner sig i vegetationen.

I souvenierbutikken kan man købe tre øl brygget specielt til Ree Park. Det er Bryggeriet Skands, der står bag dette. De har jo også specialiseret sig i specialbryg til forskellige foretagener, så det er nærliggende. Man kan købe en pakke med fire øl på tilbud – så er der to ”Ree Ale” i kassen.

”Ree Ale”  er en smuk gylden engelsk ale med  fint lyst skum. Jeg delte den med min svigersøn, da vi kom hjem. Den har en behagelig frugtig duft, og netop ordet behagelig dækker fint. Den er frisk og letdrikkelig. Smagen er præget af sødlig frugt og en let antydning af humle. Den er måske næsten lidt for magelig, men den faldt lige i min smag til aften.


Karakter 3+


I tre uger har jeg arbejdet hårdt med at færdigøre vores kulisser til ”Spillemand på en tagryg”, som vi skulle opføre på Skansen i Hals. Jeg står for malerarbejdet, og i år skulle det se gammelt og afskallet ud – fattig russisk by anno 1905. Jeg malede fra 9 – 18 og derefter øvede vi stykket indtil kl. 22, hvor vi fik noter til forbedringer. Så der var ikke megen tid til en øl. Men vi holdt en lille ølsmagning efter en lørdagsprøve.


Og sandelig om jeg ikke fandt en gave i min rekvisitkurv en af dagene – læg mærke til det tilføjede ”e”.