Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 4. maj 2022

Tid til en øl - Italiensk øl 6 - Venete'S / Jungle Juice


4. Maj 2022

Den sidste dag i Rom gik vi på sightseeing i midtbyen. Først til Pantheon, hvor det viste sig, at man om søndagen skulle bestille plads mindst en dag før. Igen nye tiltag pga corona. Alle andre dage kunne man bare komme, men ikke søndag - øv, øv. Da vi kom tidligt, var der stort set ikke andre, men der var ikke noget at gøre.

Så vi gik videre til Trevifontænen og til Den Spanske Trappe. Der var virkelig mange mennesker på gaden, men der behøvede vi ikke mundbind. På vej tilbage fra Villa Borghese og Piazza del Popolo blev vi sultne, men det var forretningsgade, så vi kunne ikke finde noget at spise. vi gik over Tiberen og endte på en fransk restaurant, så den første øl er faktisk fransk - ikke italiensk.



Brasserie Venete'S ligger i det sydlige Bretagne - i byen Surzur. Bryggeriet er fra 2018 og navnet er en hyldest til det stolte bretonske fole- Venetes. Det brygger 4 forskellige øl - 'Blonde' - 'IPA' - 'Rousse' og 'L'amir'ale'

Venete'S 'Blonde' er en gylden øl på 5,5%. Den har en dyg farve med orange skær og en fin lyst skumtop. Øllet virker frisk og let perlende og både duft og smag er præget af blomst og citrus. Let bitterhed i eftersmagen.

Karakter 4


Den første dag vi gik rundt, havde jeg - i en af sidegaderne til Piazza Navona - lagt mærke til en bar med specialøl. De havde 10 italienske specialøl på fad - bla. Tre fontaine - Brewfist - Peroni - og Jungle Juice ( Se tavle bagerst i billede )..

Jeg havde tænkt at besøge det hvis vi tid i programmet. Der var ikke plads, men de riggede hurtigt et nyt bord til os. Toppen af en gammel øltønde sat på en pind.


Jeg valgte en 'ZauberZiege' fra Jungle Juice. Bryggeriet ligger i Rom, så det var en lokal øl. De har bryggeri og taproom i Via del Madrione. Desværre lidt uden for vores radius, men måske en anden gang, når alle seværdighederne er overstået. Bryggeriet blev grundlagt i 2014, men først i 2016 kom der gang i produktionen. Idemand og brygmester er Umberto Calabrien.


'Zauberziege' er en bock på 6,5%. Det er en lys bock, der er humlet med Perle og Hallertau Mittelfrüh. Den har en smuk ravfarve og en behagelig duft af malt og hasselnød. Let at drikke. Der er lagt vægt på malten. Humlen er bare balancerende. En fin bock, der måske nok er lidt lettere i karakter end de kendte mærker fra Einbeck og Mönchshof.

Karakter 3+

Da det begyndte at dryppe og regnen tog til, blev vi inviteret ind under parasollen at et irsk par, som vi fik en mægtig god sludder med. 









 

tirsdag den 3. maj 2022

Tid til en øl - Italiensk øl 5 - Peroni Cruda


3. Maj 2022

Romerne herskede over hele Middelhavet og havde også erobret Frankrig ( undtagen en lille by i Gallien, ved vi jo ) og England, og dette kæmpe rige blev styret fra Forum Romanum. Det ville vi også gerne se.

Men pga corona var det ikke længere muligt bare at stille sig i kø. Man skulle købe billet på nettet, og der var ikke flere billetter at få.

Skuffede tænkte vi at vi da kunne se Colosseum udefra, men på vej dertil så vi et turistbureau. En ung mand forklarede at der ikke var flere almindelige billetter, men det var stadig muligt med en guided tur. De havde plads kort tid efter, så vi sprang til, selvom det var noget dyrere. 3½ times tur med italienskengelsk guide, og det fik vi meget ud af. Vi så både Forum Romanum, Palatinerhøjen og Colosseum. Hvis vi selv skulle gå rundt, var det gået meget hurtigere - "der er en ruin - der er en til og også der" - og så ville det være overstået. Nu fik vi en mængde gode informationer og syntes, at pengene var givet godt ud.

Frokosten var forskellige små pizza slices med cola til, så det var først til aften, jeg fik mig en øl.


Peroni 'Cruda' er en upasteuriseret lagerøl på 4,9%. Måske tænkt som en fyldig pilsner, men jeg synes, den mere har karakter efter en bayersk 'Helles'. Der er lagt vægt på maltprofilen med en god og fyldig smag. Bitterheden er på 21 IBU og balancerer ganske fint malten. Og humlen hænger let i eftersmagen.

Karakter 3+




 

søndag den 1. maj 2022

Tid til en øl - Italiensk øl 4 - Birra del Borgo


1. Maj 2022

Vi ville gerne se Vatikanet og Peterskirken, og havde prøvet hjemmefra at få billet, så vi ikke behøvede at stå i kø. Men vi kunne kun få plads til kl 18,00 eller senere. Så vi besluttede at gå tidligt og stå i kø. Så måtte det tage den tid det ville.

Desværre var der lovet regn hele formiddagen og det holdt stik. Da vi nåede Peterspladsen regnede det en del, og køen var meget lang. Der var mange bureauer på pladsen, der solgte guidede ture og vi snakkede med en fyr, der kunne få os uden om køen til Vatikanmusset ( Sixtiske Kapel ). Vi var lidt skeptiske, men det viste sig at være helt i orden. Vi kunne komme til kl. 13, så vi gik tilbage til hotellet for at tørre.

Klokken 13 var vi klar. Det var holdt op med at regne og vi gik i samlet flok - uden om køen og ind på Vatikanmuseet. Det var fint, og derefter var vi på egen hånd. Der er meget at se udover Det Sixtiske Kapel - flotte rum og Rafaels stanzaer. Det Sixtiske Kapel er fantastisk, men her må man ikke fotografere og man skal være stille. Det giver en besynderlig stemning.

Udenfor igen stillede vi os i kø til Peterskirken. Den var også lang, men bevægede sig ret hurtigt, så efter 3 kvarter kom vi ind, og den er overvældende. Vi brugte god tid derinde.


Til aftensmaden bestilte jeg en øl fra Birra del Borgo. Jeg har smagt og anmeldt øl derfra tidligere. Bryggeeriet ligger tæt på Rom og blev stiftet i 2005.

'ReAle' var bryggeriets første bryg og er en engelsk inspireret IPA på 6,4%. Jeg havde egentlig bestilt deres 'ReAle Extra', der er kraftigere og amerikansk inspireret, men det havde de vist misforstået. Originalen har en bitterhed på 41 IBU - Extra er på 75 IBU.

Det er en rødlig øl med flot, hvidt skum. Levende i munden og med en god humlet aroma. Der er brugt amerikansk humle også den denne øl - sikkert Cascade, der var dominerende dengang. Dejlig øl med en god smag og afsluttende bitterhed. Passede givetvis bedre til maden end den kraftigere udgave.

Karakter 4