Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 29. juli 2021

Tid til en øl - Skagen Bryghus Ragnar


 29. Juli 2021

Ragnar Lodbrog er en dansk sagnkonge, der siges at have levet omkring år 800, og han er hovedpersonen i serien 'Vikings'.

Han fik sit tilnavn, da han lavede sig en dragt bestående af en lodden 'brog' ( buks ) og en lodden kappe, som han dyppede i beg. Så kunne han gå i kamp med en lindorm, der havde omringet et tårn, hvor den smukke Tora levede. Han overvandt ormen og ægtede Tora. De fik 2 sønner sammen.

Hun døde af sygdom og Ragnar drog på togt, hvor han mødte Aslaug ( Kraka ), som han giftede sig med ( se tidligere indlæg ).

Ragnar skibe forliste senere ud for Englands kyst, og han blev taget til fange af Kong Ælla, der smed ham i en ormegård. Først da hans lodne tøj blev taget af ham, bed ormene og Ragnar døde. Hans 4 sønner hævnede ham og Ivar Benløs blev konge af England.

En meget hurtig gennemgang af historien. Jeg har ikke set serien, men det tror jeg da jeg skal.

Skagen Bryghus har som tidligere nævnt lavet en serie øl med inspiration fra serien 'Vikings'

Da Ragnar var konge, er det naturligt, at den øl, der bærer hans navn, er en luksusøl.

'Ragnar' er en 'brut IPA' på 11,0%. Og hvad er så det for en type? Jeg ved egentlig ikke om det er en type, der findes flere af rundt omkring, men det er en IPA, der er brygget med champagnegær.

'Brut' er en betegnelse, der bruges om mousserende vin. Det angiver at vinen er 'tør'.

Så her forventer vi en perlende drik uden meget sødme og med en del bitterhed. Og det er sandelig også det vi får. Det er en lys, gylden øl med fint, hvidt skum, der bruser festligt. Det er en perlende øl, selvom den måske ikke er helt så sprudlende som en champagne. Bitterheden er også tydelig, så alt i alt lever den op til beskrivelse på fornem vis.

Karakter 4

tirsdag den 20. juli 2021

Tid til en øl - Røgøl 2


 20. Juli 2021

Vores røgølsmagning fortsatte med 'Gunsmoak' fra Grauballe. Det er en stærk øl på 7,8%, brygget med røgmalt og whiskymalt og modnet på brændte egechips. Det er amerikansk western, så der er naturligvis brugt amerikansk humle- Centennial og tysk Perle ( IBU 35 ). Nu kom vi til den mere seriøse alkoholstyrke og det giver - alt andet lige - et godt modspil til røgen. Her hang duften af røg efter en skudduel stadig i luften, mens vi fik en whisky i saloonen.

Karakter 4+


Til jul dukkede den røgede 'Eiche' fra Aecht Schlenkerla op i den lokale Brugs. "Er det da en juleøl?", kan man spørge, og det er de på en måde. Da jeg besøgte Bamberg på en sommerferie, ville jeg gerne smage Bambergs stærkeste øl - 'Bambergator'. Som navnet antyder - en kraftig dobbeltbock. De stirrede på mig, som var jeg faldet ned fra månen. Hvem kunne dog tro, at man kan få en dobbeltbock om sommeren. Den hører efterår og vintertid til, hvilket jeg blev belært om, så den har jeg stadig til gode.

'Eiche' er en dobbeltbock på 8,0% - røget på egetræ. Det giver en mere kompleks og fyldig smag, og denne øl er godt balanceret med tysk Hallertau humle. Det er en meget vellykket røgøl.

Karakter 5

Siden 2010 har bryggeriet opbevaret en del flasker af de stærkere røgøl. Det er blevet på populært med flaskelagring, og de ville jo også gerne være med. Så da de i Voldby Købmandsgaard havde en enkelt af disse øl tilbage, købte jeg også den. Øllet lagres på flaske i mindst 4 år, inden de bliver sat til salg. Dette eksemplar var fra 2015 og havde en noget lysere farve og var mere uklart - især for dem der fik det sidste. Den var rundere og en smule mere tandløs end originalen. Skal jeg være ærlig, var det ikke en forbedring, og forskellen var ikke nævneværdig nok til, at det kan anbefales. Det var dog stadig en god øl.

Karakter 4

Jeg havde i 2020 købt en øl i Basement Beer Bar til at slutte smagningen af med. Against The Grain har lavet en fortræffelig røgøl, som vi tidligere har smagt - 'Bo & Luke'. Nu var smagningen jo udskudt et år, og det var næppe sandsynligt, at den kunne holde i dåsen, men det skulle da prøves.

Det duftede egentlig udmærket, men et forsigtigt nip var nok til at afskrive den. Øv!


Jeg havde allieret mig med Gouden Carolrus om en anden afslutning. De laver nye eksperimenter med deres 'Indulgence'-serie og den 6. af disse er med røg - 'Funken'.

Orden stammer fra fransk - 'funkier' betyder ' at blæse røg på'. ( fra latin 'fumus' ( røg, damp )), så det passer fint til vores tema. Den er inspireret af de tyske røgøl fra Bamberg, men er naturligvis kombineret med Het Ankers belgiske tradition, og det giver et mere komplekst udtryk, når den belgiske gær blander sig i smagen.

Karakter 5


Vores vært gik derefter en tur i skuret og dukkede frem med et alternativ til 'Bo & Luke'

Det Lille Bryggeri har lavet en stour med røg - 'Black Maniac Peat Whisky Infused'.

Det er en kraftig sag på 13,9%, hvor der er sat pres på alle indtryk. Der er tydelig tørverøget whisky i duften. den bliver en anelse sødlig i sit udtryk. Den er en meget fyldig øl og på smagssiden sætter whiskyen sig umiddelbart på indtrykket. Men jeg fonemmer også den sødlige røgsmag og også en note af engelsk lakrids i slutningen. En spændende øl, der måske er lidt til den voldsomme side.

Karakter 4+







onsdag den 14. juli 2021

Tid til en øl - Brouwerij Roman Adriaen Brouwer Oaked

14. juli 2021

I 1545 havde Joos Roman en lille kro - 'De Clocke' - i Mater, en lille by nær Oudenaarde på vejen mellem Tyskland og Frankrig. Der var en kro og en gård, en mølle, et malteri og naturligvis et bryggeri. Først senere koncentrede man sig udelukkende om brygningen. De nuværende bygninger stammer fra 1930, og bryggeriet har nu en del brands - Oudenaarde, Sloeber, Gentse og Enarme.

Det er nu 14. generation - Carlo og Lode Roman - der leder bryggeriet.

Adriaen Brouwer blev født i Oudenaarde i 1605. Han var maler og historierne beretter at han var en fri og letlevende eventyrer. Der er en serie øl med hans kontrafej på etiketten og den stærkeste er 'Adriaen Brouwer Oaked' på 10.0%. Det er en mørk øl med groft, knitrende skum på toppen. Den er lagret på egefad og det bærer både duft og smag præg af. Der er en aroma af mørke, jordede frugter sammen med lidt æbleeddike. Den fylder vældig godt i munden. Man kan godt fornemme alkoholen, men det er først og fremmest frugtsødme og lidt karamel, der tegner smagen i begyndelsen. Senere tager fadlagringen over med en besnærende syrlighed, der passer godt til helheden.

Karakter 4

Adriaen Brouwer - The Smokers



 

lørdag den 10. juli 2021

Tid til en øl - Røgøl 1


 10. Juli 2021

Sidste sommer var jeg en tur forbi Volby Købmandsgård og fandt 5 forskellige røgøl fra Aecht Schlenkerla. Jeg fik den - måske tåbelige - ide, at jeg kunne lave en røgølsmagning med 'den hårde kerne' i ølklubben. Så jeg købte en af hver, samt et par andre røgøl fra butikken.

En dag så jeg en 'Bo & Luke' fra Against The Grain på Basement Beer Bar og fik en dåse med af den. Det kunne være en god afslutning på smagningen.

Pga corona og forsamlingsrestriktioner blev det ikke rigtig til noget. Der har været lidt langt mellem møderne i ølklubben det seneste år. Men nu kunne det endelig lade sig gøre.

En af vennerne har en rygeovn, og vi bestemte, det skulle afholdes i hans have, så kunne vi også få røget mad til øllet. Så vi blev trakteret med koldrøget laks, lun leverpostej med hjemmerøget bacon og hjemmerullet rullepølse. Det var utroligt velsmagende og passede godt til øllet


Aecht Schlenkerla er et bryggeri/værtshus i Bamberg, Bayern. Bamberg er det sted i verden, hvor der drikkes mest øl pr. indbygger ( 280 liter om året ), og der er 9 bryggerier indenfor den gamle bykerne. I slutningen af 1800 tallet var der 60.

Aecht Schlenkerla er kendt for deres røgøl - Rauchbier.

Historien fortæller, at i 1678 udbrød der brand, og røgen ødelagde malten på loftet. Den stakkels brygger havde ikke anden udvej end at brygge med den røgede malt, og det faldt i borgernes smag. I gamle dage var det meste malt nu nok røget, da man tørrede malten over bål af brænde eller endog tørv. Men det er da en fin historie.

Vi lagde ud med 'Weizen'. En dejlig dunkel weissbier på 5.2%. Let og behagelig røg, der faldt i alles smag.

Karakter 4


Derefter åbnede vi den originale rauchbier - 'Märzen'. Den har næsten samme udseende og er på 5,1%, men røgsmagen er her lidt mere fremtrædende. Der var dog ikke for meget for os. 3 af øllene fra Aecht Schlenkerla var 'bedst før oktober 2020', men så vidt vi kunne vurdere, var de helt, som de skulle være. Det er Brauerei Heller, der brygger øllet, for det brygges i så store mængder, at det ikke kan brygges på værtshuset.

Karakter 4


Ugelris Bryggeri har lavet en 'Skibsøl - Limfjordsfiskeren'. En øl, der desværre til gengæld viste tegn på fejl, selvom den ikke var for gammel. Der var en underlig syrlighed, der ganske sikkert ikke var meningen, så vi går hurtigt videre til næste øl.



Det viste sig , at værten - der er stor røgentusiast, både hvad angår mad, whisky og øl - havde en 'Helles' fra Aecht Schlenkerla i skuret. Den var ikke oprindelig på programmet, men det kom den da. En let lys øl på 4,3%. Røgsmagen var meget svag, da der ikke er brugt røgmalt, men den har ligget på de samme tønder, så der er afgivet lidt smag til øllet. En frisk sommerøl, hvor den lille antydning af røg gør den interessant.

Karakter 4



Tilbage til programmet med en 'Urbock' på 6,5%. Her er der mere kraft på alting. Farven er mørkere, procenten er højere og røgen mere dominerende. Men vi havde jo vænnet os langsomt til smagen, og det var kun et ekstra plus. Smagen var sødere som man ofte ser det i bock, og det er helt klart en efterårsøl. Det var også blevet en anelse køligere i haven, så det passede jo fint. Efter denne øl rykkede vi indendøre.

Karakter 4+

( fortsættes )







torsdag den 8. juli 2021

Tid til en øl - Siren We Are Stardust


 8. Juli 2021

I går åbnede jeg en engelsk øl til landskampen mellem Danmark og England, og jeg sad desværre tilbage med en besk smag i munden til slut, og det var ikke kun på grund af resultatet.

Siren Craft Brew har lavet en moderne fortolkning af en engelsk 'stock ale' i samarbejde med Wiper & True - et bryggeri fra Bristol. Det er jo spændende med denne øltype, som jeg må indrømme, jeg ikke kender meget til. Det er historisk stærke øl, der har lagret længe og taget smag af fadet, så de fremstår som sylige - i retning af æbleeddike.

Til denne øl er der brugt brettanomyces gær for at hjælpe det syrlige på vej, men den er også lagret i 24 maneder på bourbon fade, der har været brugt 3 gange tidligere. Så selvom jeg jeg ikke lige er blevet fan af stilen, virker det måske meget autentisk. Den holder 10,5%

Det er en øl, der står utroligt flot i glasset. Smuk ravfarvet glød og toppet af et tyndt lag let, hvidt skum. Allerede i aromaen mærker man de syrlige eddikenoter sammen med gamle engelske lædermøbler. Den er skarp i munden, og jeg kan ikke vænne mig til smagen. Det er som om et helt engelsk herreværelse med læder, mahogni og cigarer er opløst i alkohol. Der er også en jordslået, anløben aura omkring den.

Karakter 3

Det er muligvis en god fortolkning af en gammel engelsk Stock Ale, men personligt ikke noget jeg sætter pris på, så i ølkampen tabte England. Den danske kombattant var 'Floki' ( Black IPA ) fra Skagen Bryghus.


onsdag den 7. juli 2021

Tid til en øl - Atelier der Braukunst Guess What?


 7. Juli 2021

Da jeg var ung, var ølverdenen temmelig entydig - pilsner. I 90'erne dukkede der ganske vist 'Classic' op og der var vel også nogle stærkere guldøl på markedet, men det ændrede ikke indtrykket af øl væsentligt. Det var lidt det samme i udlandet - spansk øl = pilsner - græsk øl = pilsner - hollandsk øl = pilsner. Det var klart, hvilken øltype der var dominerende.

Da jeg endelig i 2006 begyndte at interessere mig for øl, var det derfor også diversiteten, der fangede mig. Den enorme variation, der var i øl - mest fra Tyskland, Belgien og England, og på det tidspunkt var USA også rykket frem med nye spændende eksperimenter.

De nye eksperimenter med nye øltyper tog hurtigt fart i Danmark og siden er mange andre lande komme med. De lande, der ligesom Danmark ikke havde nogen særegen øltradition, har taget den amerikanske tilgang til sig og brygger nu - ligesom danske mikrobryggerier - amerikansk inspireret øl. Det er væsentlig mere spændende, men vi er igen ved at nærme os en ensartethed - den gang blot med IPA og Stout. Hvis jeg smager øl i Spanien, Grækenland eller Norge er det amerikansk øl, jeg smager. Ligesom tidligere er der ikke noget lokalt islæt.

Og det er nu også ved at vinde frem i de gamle, interessante øllande. I England, Tyskland og Belgien er der mange nye bryggerier, der laver stouts og IPA, der alle er amerikanske i udtryk. De er gode - ingen tvivl om det, men jeg synes ikke længere, det afspejler landets tradition. Det er igen ved at blive det samme overalt, og det synes jeg, er lidt ærgeligt. Diversiteten formindskes.

Når alt det er sagt, er der ingen tvivl om, at de engelske og tyske håndbryggere laver godt amerikansk øl. Det er smagfulde IPA'er med masser af humle.

Atelier Der Braukunst er et tysk bryggeri fra Romrod i Hessen. Jeg har lidt svært ved at finde nogle oplysninger om bryggeret, men det lader til at er en slags kollektiv, hvor man maler og brygger øl. De gør øl til kunst.

De har lavet en spændende IPA-serie, hvor man selv skal gætte hvilken humletype, der er brugt. Vi sidder her og anmelder øl, men nu kan vi selv blive anmeldt af bryggeriet.

'Guess What?' er en IPA på 7,3% - brygget med 2 humletyper. Den ene er 50% Idaho 7 og så skal man prøve at gætte den anden. Der er 14 muligheder , som man kan skrabe og se, om det er den rigtige. Der er kendte humletyper som Cascade og Galaxy og nogle - for mig - ukendte som Talus og Cashmere. Man bliver så bedømt på antallet af forsøg, før man finder den rigtige, og lad mig bare sige - jeg var temmelig dårlig til det. Jeg vil ikke fortælle hvilken der er den rigtige - man må selv prøve. Men min karakter var 'Not Great'. Det var så heller ikke en humletype, jeg havde hørt om før.

Når man skraber et forkert felt, får man et ord med på vejen - f.eks 'Every hop you say to me is horrible' eller 'You have the manners of Donald Trump'. Så det er jo direkte fornærmelser.

Det er en sjov ide. Det er en glimrende IPA med masser af kraft og smag og en tydelig bitterhed.

Karakter 3+

Det er som nævnt en god øl, men det er ikke en tysk øl, selvom bryggeriet er tysk.

torsdag den 1. juli 2021

Tid til en øl - Godt Bryg Odin Dobbelt Øl


 1. Juli 2021

Da jeg var dreng var der mange bryggerier rundt om i landet - nærmest et i hver by. Der var et i Aalborg - i Randers, Viborg, Århus og et i Faxe. I følge den historiske gennemgang fra 'Godt Bryg' var der 33 forskellige bryggerier i de danske købstæder.

Efter flere fussioner blev mange af disse bryggerier indlemmet i Bryggerigruppen, der i 2005 skiftede navn til Royal Unibrew.

Siden har Royal Unibrew med større eller mindre held forsøgt at komme ind på specialølsmarkedet, med serier som Schiøtz ( Albani ) - Lottrup ( Ceres ) og de har også indgået et samarbejde med Kissmeyer. Og nu vil de med en ny serie sætte fokus på historiske øl fra mange af de andre lokale bryggerier. Det er foreløbig blevet til 4 øl i serien 'Godt Bryg'.

Danmarks ældste bryggeri er Odin Bryggeri i Viborg. Det blev grundlagt i 1832 af brygger Chresten Olesen. Det var også et af de første bryggerier til at give sig i kast med den nye bayerske øl, men det passede ikke den lokale befolkning og blev hurtigt opgivet igen. Odin Bryggeri blev også kendt for deres 'Øl med pind', som var varm øl med et skvæt rom og kandis på en pind, som man så kunne sidde at røre rundt med. Sikkert lidt i stil med 'Varm øl med flødeskum', der var så populær for ca 10 år siden.

Faxe overtog aktierne i 1978 og i 1988 forlod den sidste øl Viborg og bryggeriet lukkede efter 156 år.

I 2019 gjorde man et fund, da man skulle renovere de gamle bygninger. Under gulvet fandt man 6 gamle flasker øl fra 1906, og derfra har man hentet inspiration til 'Dobbelt Øl', der var en af de øl man fandt.

Dobbelt øl var lidt kraftigere øl, der passede godt til det danske spisebord. Det skulle være dobbelt så godt og indeholdt mere malt og smag.

Det har givet en mørk øl på 5,7% - med kraftig lyst skum. Aromaen er udpræget maltet, med karamel og brun farin. Det er en rund og tyktflydende drik, hvilket sikkert er meget autentisk, selvom en smule livlighed ikke ville være af vejen. Smagen er behagelig, men absolut i den søde ende - igen er den karamel og farin, der dominerer. Bitterheden er 25 IBU, men den trænger ikke rigtig igennem. Passede ganske glimrende til hamburgerryg.

Karakter 3+

Et glimrende tiltag for at sætte fokus på de gamle danske bryggerier og de danske traditioner, selvom der måske er ændret lidt, så det passer mere til vor tid. Også sjovt at stifte bekendtskab med andre danske øl end datidens allestedværende pilsner.